Kopitanker

Jeg havde faktisk genvundet lysten til at skrive på min blog igen efter den lange sommerpause. Men det fylder mig med ulyst, at en kran i Vilnius stjæler både blogindlæg og kommentarer og smider dem over på en falsk adresse. Og det sker, selvom jeg har ændret på sikkerhedsindstillingerne. Det er jo i bund og grund lidt ligegyldigt. Min blog er offentlig. Enhver kan læse med. Eller kopiere ting, jeg skriver. Det kan jeg ikke kontrollere.

Det er sket nogle gange i tidens løb, at nogen har kopieret tekst fra mine blogindlæg for at bruge dem selv. Eller sætte dem ind i en artikel. Eller bare for at bruge en vending. Det har som regel fået mig til at fnyse og se lidt hånligt i retning af plagianten. Og tænke at her er et meget lille menneske, som ikke kan kreditere andre for deres hittepåsomhed. Og så er jeg gået videre.

Men når alt, jeg skriver, postes i en anden blog. Med en anden kontaktmail. Som nogen måske ville presses til at bruge, fordi man ikke kan kommentere på den falske blog. Så bliver jeg ked af det. Jeg føler mig bestjålet og beskuet på en måde, jeg ikke helt kan sætte ord på.

Det er lidt væmmeligt at se mig selv blive brugt. Og det tager min lyst til at blogge helt væk.

Det gør mig ked af det, hvis nogen skriver på den falske mailadresse. Og måske bliver udsat for noget misbrug. Det gør mig især ked af det, fordi det, ud over en bunke reklameanmodninger, mest er folk, der har kræft. Eller har haft. Eller har mistet nogen.

Nu prøver jeg lige, efter råd fra WordPress folkene, at publicere mit indlæg anderledes. Så det måske bliver sværere at kopiere. Det er lidt irriterende, fordi I så er nødt til at klikke en ekstra gang for at læse hele indlægget.

Og måske fortsætter jeg min pause, mens jeg tænker lidt over min kidnappede blog.