Genoplivning

Jeg har nu optrådt iskoldt overfor min forsømte blog i flere måneder. Jeg har ikke løst min private plagiatsag, og jeg kan se, at enhver forandring på min blog fortsat kopieres. Jeg savner at blogge, og jeg har besluttet at være ligeglad. Det har jeg nemlig et særligt talent for. Jeg lukker øjnene og lader være med at se på plagiaten.

Jeg vækker bloggen til live. Jeg vover pelsen midt i et politisk ragnarok, og jeg håber, I vil tage godt imod.

Det er næsten jul, og om en uge er jeg rejst til Lesbos for at arbejde frivilligt som sygeplejerske for de kolde og våde flygtninge, der ankommer til øen. Det er jeg nødt til. Jeg kan noget, de har brug for. Og jeg kan ikke sidde stille på min stol og være vidne til, at folk bliver ved med at drukne. Det er muligt, der kommer flere flygtninge, end vi synes, vi kan rumme. Men at lade folk drukne i Middelhavet er ikke en måde at reducere strømmen på.

Jeg er helt klar over, at jeg kommer til at lappe nogle børn og voksne sammen, som jeg så kan sende på vandring op gennem et Europa, der ikke kun er koldt, fordi det er vinter. Jeg kan ruste dem en lille bitte smule til den vandring. Måske. Mens jeg til stadighed måber over, at vi lader mennesker rejse med livet som indsats. Når nu de kunne sætte sig i et fly for en brøkdel af den pris, de må betale nu.

I 2015 druknede 1000 børn i Middelhavet.

Jeg erklærer hermed bloggen for genopstået