Sådan er Kirsten bare

En lørdag morgen satte jeg mig i den gode lænestol i morgensolen for lige at læse den første af Annes noveller i ‘Sådan er Kirsten bare’. Men da jeg havde læst den første og fået lørdagsharmonien sendt på kolbøttetur, måtte jeg læse den næste. Og den næste. Og sådan blev jeg siddende, til jeg havde læst alle seks noveller. Jeg sad eftertænksom tilbage og besluttede mig for, at min lørdag skulle være langsom.

Det er sådan noget, Anne kan med ord. Hun kan få mig til at slå bremserne i midt i mit hæsblæsende liv og se ordentligt på livet omkring mig. Hun får mig til at standse og se på den kvinde, der med mellemrum går op og ned af min gade og råber hæst. Hun får mig til at fatte, at den hæse råben er en del af liv, jeg aldrig kan fatte. Hun får mig til at se på fuglene, som ikke bare er fugle, men har deres egne kendetegn. Hun får mig til at se med mildere øjne og gå mere på opdagelse i min omverden. Og hun får mig til at tænke mig om.

Hver novelle skaber sit eget univers. Og de kan ikke kun læses en enkelt gang. De skal læses igen og igen. Fordi ved hver ny læsning, dukker en ny tanke op. Godt er ikke bare godt. Ondt er ikke bare ondt. Ulykker findes lige under overfladen hos mennesker, man ikke tror det om. Hver novelle får smil på mine læber, der brat bliver afbrudt af kramper i tæerne eller tårer på kinden. Jeg bliver puffet ud i hele følelsesregisteret.

Hendes mor stod i døren og vinkede. Hun vinkede med begge hænder, det havde hun altid gjort. Som om alt i livet var jubelglæde. Af alle vink var dobbeltvinket det værste.

Hun havde kvalme og sure opstød, da hun sad i bussen. Lugten af jordslåethed sad i hendes næse, og der var også noget andet. Noget dødt.

Sådan slutter novellesamlingen ‘Sådan er Kirsten bare’. Og minder mig om altid, altid at være omhyggelig med de mennesker, jeg har i mit liv. For midt i de overraskende ulykkeligheder, der konstant springer frem fra facaderne, ligger der håb på lur. Gør jer umage, derude. Og gør det sammen. Hvis vi gør det, behøver ulykkerne ikke at vokse i usynlighed.

‘Sådan er Kirsten bare’ er skrevet af Anne Bredahl og du kan købe den her. Gør det.