Jeg har viklet mig grundigt ind i en tryg og harmonisk ferie feelgood. Jeg er i min kolonihave. Den er blevet så fin, at jeg kan side i timer og se på den og føle mig lykkelig. Jeg er pavestolt over at bygge mit eget lille bæredygtige sted op. Jeg bruger næsten ingen ressourcer her, og det føles godt og rigtig fint. Gode og dejlige venner kommer forbi i en lind strøm og drikker kaffe og vin, mens vi har så gode samtaler, at de ikke findes bedre. Jeg går i seng, når jeg er træt og sover, til jeg vågner. Jeg er glad og meget tilfreds.
Jeg har bygget en lille bådebro, der hurtigt ville dumpe en håndværkereksamen, men den virker. Jeg kan se vandet, og jeg har – endelig – købt en kajak, som jeg kan få i vandet fra min lille bro. Det ser nok ikke elegant ud, når jeg stiger ombord, men det virker.
Jeg får god mad og læser gode bøger. Jeg ser ikke fjernsyn og hører kun få nyheder. Jeg er temmelig godt beskyttet mod politisk agurketid, og det bekommer mig vel. Jeg tager pause fra debatterne, og jeg kan næsten, men kun næsten, glemme at Trump er ved at destruere livet for millioner af amerikanere. Det lykkes næsten at overhøre, at der igen kommer flere flygtninge til Grækenland, og at de græske hjælpeorganisationer råber på uddannet sundhedsfagligt personale til de flygtninge, der stadig befinder sig i teltlejre – nu tæt på to år. Næsten.
I aftes inviterede Mille Dalsgård fra Sydhavn Teater til åben prøve på teaterets nye opsætning af Maria Stuart. Hun, Maria Stuart, var en af min teenagetids heltinder. Hun var en bad-ass kvinde, som satte sig op mod overmagten og kæmpede for, hvad hun troede på. Den slags kvinder var en stor del af det fundament, jeg forsøgte at stå på. Maria Stuart blev dømt til døden for landsforræderi og for planlægge mord på dronningen, Elisabeth den 1. Som også var en bad-ass woman. Stykket er en nyfortolkning af Frederik Schillers drama, og jeg vidste helt ærligt ikke, hvad jeg havde indladt mig på. Det gør man aldrig helt med Sydhavn Teater. Og det er en af grundene til, jeg holder så meget af det lille teater.
Stykket foregår i Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Det lille kapel er for nyligt sat i stand efter at have været lukket i mange år. Faktisk var dets sidste rolle at huse døde tyske flygtninge og soldater efter 2. verdenskrig. Her lå de bogstaveligt talt i bunker, og du kan se deres mange grave på kirkegården.
Maria Stuart er dømt til døden. Men der er opstået tvivl om dommen. Vi, publikum, skal lytte til de to kvinder. Maria Stuart er spærret inde og forsvarer sig fra kapellets balkon, og Elisabeth sidder på sin trone. Vi skulle fælde den endelige dom. Der var kun to muligheder: skyldig og dødsdom eller uskyldig og frifindelse. Det kan ikke være svært, tænkte jeg, da jeg satte mig på den gamle træbænk i kapellet. Hun skal selvfølgelig ikke dømmes til døden.
Men mens jeg lyttede til de to kvinder, blev jeg mere og mere i tvivl. Nej, Maria Stuart kunne jo ikke siges at være uskyldig. Hun ville jo have magten. Hun ville jo gøre England katolsk. Det ville hun jo. Og Elisabeth forsvarede dommen og processen og fremførte anklagerne som noget, der kunne ligne anklager mod en anden religion i dag. Populismen er ikke ny. Den fandtes også for flere hundred år siden. Og den ligner til forveksling den populisme, der griber om sig i dag.
Med en stor ond knude i maven måtte jeg tage stilling. Ja eller nej? Skyldig eller uskyldig? Dødsdom eller frifindelse? Katolisisme eller reformert? Der var ikke nogen middelvej. Der var ikke noget skyldig-men…
Jeg siger ikke, hvad min stemme blev. Jeg siger bare, at det fik mig vredet ud af min ferie-feel-good og bragt mig tilbage til verden med noget, der godt kunne ligne en slags chokeffekt. Det fik mig til at tænke og mærke og forholde mig. Og så var det jo bare teater. Men det er det, Sydhavn Teater kan. Og det er en anden grund til, at jeg holder så meget af det.
Stykket spiller i Østre Kapel 12. august til 12. September, og jeg synes, du skal se det.
Helles Blog 