Nytårskys

Mit 2017 kommer til at udånde i Norge. Jeg er på nytårstur med Stine og hendes børn og mine fjeldski. Og omkring 100 andre mennesker. Det gamle fjeldhotel emmer af liv, og alle har fundet nytårshumøret frem og gør sig den bedste umage med alting. Vi har dejlig sne og frostgrader og ingenting at klage på. Kan man have bedre afslutning på året?

Mit 2017 har været et godt år. Et år uden de store udsving. Mine mennesker har det godt, og mine egne højdepunkter omfattede en skitur på Kungsleden i Lapland, ombygning af mit lille kolonihavehus og et maratonløb i Firenze, hvor jeg fik gjort helt op med mit indre præstationspres. Jeg løb bare et dejligt løb, og jeg har lyst til at gøre det igen et andet dejligt sted. Jeg blev mentor i Kvinfo for en kvinde så fuld af kreativitet og gå-på-mod, at hun er en inspiration af de helt store for mig. Året gav mig nye dejlige venskaber, jeg fik endelig min egen kajak, og mit arbejde giver dagligt så meget mening.

På den anden side mærker jeg også i mit arbejde, at mennesker betaler en høj pris for den afvikling – eller omvikling – af vores velfærdssamfund, regeringen arbejder videre på. Jeg ser, hvordan alvorlig sygdom sender folk på lavinekurs, hvor der tidligere var et samfund, der greb dem. Jeg ser flere syge mennesker, der ikke har et hjem. Det er grimt, og den øgede velstand for os andre gør ondt i hjertet. Jeg ser kolleger på mit hospital løbe hurtigere med en samvittighed, der er tungere end nogensinde. Fordi det bliver sværere at gøre sit fag bedst.

Det er blevet sværere at diskutere. Der sker noget med danskernes ører. Diskussioner er blevet til konkurrencer om at råbe højest. De mest bizarre synspunkter vinder. Vi skaber grupperinger og kategorier og kaster med skyld.

Men der er håb. Kommunalvalget kunne ses som et praj om, at folk har nået en grænse for nedrigheder mod ‘de andre’. En grænse for at sparke ned på de syge, de handicappede, de arbejdsløse og de svage. Kvinder i hele verden står frem og rejser spørgsmål om seksualisering, grænseoverskridelser og kommunikation om køn. Og selvom danske mænd svarer igen med latterliggørelse, whataboutism og andre afsporinger, lever debatten og spørgsmålene. #metoo er ikke udtryk for vestlig krænkelseskultur eller fingerede angreb på navngivne kreative mænd. #metoo er verdensomspændende og uafviselig. Lyt, tænk og tal sammen.

Jeg arbejder videre med flygtninge og indvandrere, og jeg græmmes over de myter, som medier og politikere i forening lykkes med at overbevise store dele af danskerne om. Mens vi fortsat padler videre, som sad vi i vores helt egen båd på verdenshavet. Vi lukker øjne, afmonterer solidaritet og standser enhver debat med et ‘vi-kan-jo-ikke-lukke-alle-ind’. Men hjælpsomheden findes. Også i Danmark. Og jeg har en fuldstændig evidensblottet fornemmelse af, at hjælpsomheden vokser lige så stille. På trods.

Så skal vi ikke bruge 2018 til at råbe solidaritet højt og hele tiden? Solidaritet med hinanden og de andre. Solidaritet med verden. Solidaritet så vi ikke forbruger verden i stykker. Solidaritet så vi deler af vores velstand, fremfor at låse den inde. Solidaritet så vi vender blikket væk fra vores navler og ser de andre. For de andre kan altid gøre os klogere og gladere

Kys og godt nytår og tak for jer.