Mit utjekkede jeg

Jeg har en side i mig, der er gennemført utjekket. Den viser sig næsten dagligt, når jeg skal ud af døren. Inden jeg skal på arbejde, mødes med veninder eller løbe en tur afsætter jeg 5-10 minutter til at samle mig. Ikke meditativt, men helt praktisk. Jeg trawler gennem min lejlighed for at finde nøgler eller handsker eller pung. Der er dage, hvor min rygsæk har gemt sig, og cykellygter er et kapitel for sig.

Jeg er helt uimodtagelig for de råd, almindelige mennesker bruger, som at have faste steder til nøgler, tasker og cykellygter. Jeg finder dem altid. Og jeg har afsat tiden. Så egentlig har jeg ikke et problem. Og dog – for da jeg lynpakkede kufferten mellem jul og skiferie, var mine lækre, dyre overtræksbukser forsvundet. Jeg købte dem for et ublu firecifret beløb til en længere bjergbestigningsekspedition for ti år siden. Skalbukser hedder de i den jargon, og de er virkelig gode at løbe langrend i på de allerkoldeste dage. Ingen vind trænger igennem dem, og de sidder perfekt. De kan lynes op i siden, og de går hele vejen op og beskytter mit maveparti.

Jeg fandt dem ikke. Og jeg var ret ulykkelig, for jeg kunne have glemt dem i en af tusinde butikker, jeg havde løbet rundt i op til jul. Nå, jeg kylede et par aflagte skalbukser, der sidder virkelig dårligt, i kufferten sammen med mine langrendsbukser. Jeg klarede mig og brugte kun en enkelt tur på at blive gnaven på de aflagte bukser. Jeg begyndte at kigge  udsalgssider med skalbukser, mens jeg håbede på, at jeg enten havde glemt dem hos min datter eller på arbejde.

I morges gravede jeg mig ind i skabet i min gang for at finde min arbejdstaske. Og lige der – fint foldede over en bøjle – hang mine lækre, dyre skalbukser.

Jeg har nok gjort et forsøg på at være lidt tjekket, da jeg hang bukserne pænt i skabet. Jeg tror ikke, jeg prøver det igen.

Men hey – har jeg måske ikke lige nærmest tjent et par tusinde kroner?