Et fattigt lille land

I dag har jeg været sammen med en kvinde, der måske er 15 år yngre end mig. Hun kommer fra et land i det sydlige Afrika, hvor hun indtil sidste år drev en indbringende forretning. Men børnene flyttede hjemmefra og til udlandet, og hendes mand er professor i Danmark. Han overtalte hende til at komme til Danmark og bruge et par år på at slappe af, og måske senere starte på at bygge noget nyt op. Som hun havde gjort før. Hun følte sig ensom uden børnene og afviklede sine forretninger. Derefter rejste hun til København, hvor hun søgte familiesammenføring.

Hun har været i Danmark i snart et år. Og hun venter stadig på svar fra Udlændingestyrelsen. Hun viste med hænderne, hvor stor bunken af dokumentation til Udlændingestyrelsen havde været. 10 – 15 centimeter. Det tog jo rigtig lang tid at udfylde og skaffe alle de dokumenter, sagde hun med et skævt smil. I vil jo ikke have sådan en som mig. Eller myndighederne vil ikke. Sagde hun. Det ville ikke forbavse hende at blive afvist. Og det er jo så dumt, sagde hun. Jeg har jo ingenting tilbage i mit hjemland. Jeg har afviklet det hele, og børnene studerer i USA.

Efter jeg kom sidste år, har jeg læst på Integrationsministeriets hjemmeside, og jeg har læst en hjemmeside, hvor expads fortæller om erfaringer i Danmark. Hvis jeg havde læst alt det, inden jeg rejste, var jeg aldrig kommet. De expads fortæller om de forfærdeligste oplevelser. Og det er jo mennesker, der klarer sig selv, sagde hun.

Jeg kunne kun bøje mit hovede. Det gjorde mig ked af det. Hun må gerne være i mit land, og jeg havde lyst til at tale med hende i timevis.

Michael Kvium: Justice