Når jeg får lyst til at græde på internettet

Jeg græder næsten aldrig på internettet. Jeg gør det hjemme. Sammen med mine børn eller med mine venner. Men jeg har skrevet på internettet, næsten siden det blev opfundet. Og det ville nok være helt naturligt at skrive om de allersværeste situationer. Det er det bare ikke. For de sværeste situationer omfatter altid andre mennesker, og jeg hverken kan eller vil dele private svære ting, som også er andres private svære ting. Min mors dødsleje var ikke min oplevelse, men vores oplevelse. Når mine børn har det svært, er det mellem dem og mig. Når mit hjerte bløder, er der altid andre mennesker involveret. Det kan jeg ikke skrive om.

En rigtig god ven er ved at dø fra os. Det fylder hele mit liv lige nu. Jeg prøver halvhjertet at arbejde. Det går nogenlunde noget af tiden. Resten af tiden går det ikke godt. Jeg er ligeglad. Det er ikke vigtigt.

I dag talte vi om at skabe åndehuller i sorgen. Det er det, jeg gør, i stedet for at græde på internettet. Skaber åndehuller. Og jeg brugte mit vand til mit åndehul. Jeg satte kajakken i vandet og roede ud. Inde i mit lille smørhul var der vindstille og varmt, og jeg roede stille ud. Ude var der bølger. Af den slags der kommer fra flere sider. Når man ror i bølger, er den bedste strategi at ro direkte op i dem. Ikke fra siden, så bølgerne tager magten over kajakken. Og det er ikke svært, når vinden opfører sig efter bogen. Ligesom resten af livet. Gå dog direkte op i det.

I dag opførte vinden sig ikke helt efter bogen, og min lette glasfiberkajak blev kastet lidt rundt. Jeg måtte koncentrere mig om at navigere i de uforudsigelige bølger, der rullede ind fra snart den ene, snart den anden side. Mine knæ anstrengte sig voldsomt for at balancere både mig og kajak, og både arme og ryg knoklede for at blive ved med at drive kajakken fremad. Jeg blev på vandet.

I halvanden time tænkte jeg ikke på min kloge, kærlige, sjove ven og hans elskede. Senere græd vi sammen igen.

IMG_0353

IMG_0354

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 thoughts on “Når jeg får lyst til at græde på internettet

  1. Årh… mange kram. Jeg føler med dig. For tre 1/2 år siden døde min datters bedste ven; et barn vi havde været tæt på alle sammen og haft i vores hjem som et ekstrabarn flere gange hver uge siden hun var 2 år.
    At have en blog, hvor jeg ikke kunne dele noget der fyldte alt, virkede helt forkert. Følte mig falsk, men havde ikke ret til at skrive om noget der berørte så mange.Jeg endte med at lukke bloggen ned i 6-8 måneders tid.
    Din strategi med sejlads lyder rigtigt god. Det ser dejligt ud. Forstår godt det med at de tunge tanker blæses lidt væk, når man gør noget der er fysisk svært.
    Mange tanker til dig og dine i en svær tid

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.