Venner #19

Min sygdom rystede mine venners fundamenter. Det rystede deres grundtro på verden. På sammenhæng og retfærdighed. På mening og meningsløshed. Når jeg kunne blive syg, kunne alle.

Jeg levede sundt. Var i fysisk topform. Levede mine drømme, efterhånden som de opstod. Jeg var billedet på den raske dansker. Hende der trådte levende ud af forebyggelsesstatistikkerne. Sådan en der ikke fik kræft.

Men jeg fik kræft. Og mens mit indre skændtes med sig selv, om jeg skulle rulle gardinerne for og gemme mig i det næste års tid – eller om jeg skulle stå åbent frem og tage, hvad der kom. Ja, så skrev jeg rundt til alle venner og kolleger og bekendte. Kom og hjælp mig, så jeg ikke dør af kedsomhed, skrev jeg. Jeg løb ud til min løbeklub og fortalte og gentog. Jeg cyklede til møde med alle mine afdelingssygeplejersker og fortalte og gentog. Og tudede.

Og de var der, vennerne. De var der, og de blev der, og de kom. De kom med indkøb og mad. De kom og gik ture med mig. De kom med bøger og film og musik. De sendte artikler og træningsprogrammer. Vi talte og grinede og græd sammen. De fejrede sammen med mig, når min mund helede efter slimhindeløsning, og jeg igen kunne spise brød. Når jeg ikke kunne spise, kom de med suppe og spiste sammen med mig.

I starten druknede de mig i blomster. Smukke, smukke blomster, som jeg måtte lade blive på hospitalet. For blomstervand er fyldt med bakterier, og bakterier skulle holde sig væk fra mit liv.

Der var selvfølgelig nogen, der ikke var der. Jeg tænkte mest på dem, der var. Senere var det sværere med dem, der ikke var der. De havde jo ingen idé om, hvordan mit liv var tumlet rundt. Og det var faktisk svært at mødes uden den erfaring. I flere år var der et liv før sygdom, og et liv efter sygdom. I midten var der en livsomvæltende begivenhed.

Venner tog mig i hånden og gik sammen med mig. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan turen havde været uden dem.