Blodprop #21

Jeg levede mig igennem endnu en serie kemoterapi. Endnu 13 højdosisbehandlinger. Jeg svulmede igen op af væske, og svulmede ind igen. Jeg afstødte igen mine slimhinder og fik svamp i munden, græd lidt og helede igen. Og midt i det hele, mærkede jeg noget i min hals. Det føltes som en slags uro i halsen, som faldt lidt udenfor kategori. Jeg brød mig ikke om ukendte kategorier.

På hospitalet kiggede de på min hals. Der var intet at se. Så scannede de halsen. Og fandt ingenting. Jeg gik hjem igen.

Efter min pause pakkede jeg igen min kuffert og trissede over på hospitalet til min tredje behandlingsserie. En lidt anderledes serie med lidt færre daglige behandlinger, men skyhøje doser. Mine øjne skulle beskyttes af øjendråber og igen fik jeg høje doser binyrebarkhormon. Mens jeg sad på motionscyklen, trådte min veninde ind på stuen og i samme øjeblik svulmede min højre arm pludselig op. Den var kæmpestor. Jeg ringede, og sygeplejersker og læger myldrede omkring mig. Og droppet blev stoppet. I stedet blev der lagt drop i begge mine hænder. Ingen vidste, hvad der foregik. Min veninde sivede ud af stuen.

Måske var kemostoffet sivet ud i mit væv. Og det ville slå mit væv ihjel. Ingenting føltes okay. Jeg rystede og tudede og min arm blev større. Jeg fik en slags modstof mod kemostoffet i håb om at begrænse skaderne.

Nu lå jeg på ryggen. Med drop i begge arme, og den højre lejret på en skinne. Jeg var hjælpeløshed. Jeg skulle tisse. Nogen stillede en bækkenstol ved siden af min seng. Jeg lå og ønskede, de ville køre den lidt væk, når jeg ikke skulle tisse. Min familie kom styrtende.

På røntgenafdelingen stod min seng midt i en forladt stue. Jeg skulle tisse. Droppene pøsede væske ind i mig. Der var ingen. Jeg råbte. Der var ingen. Jeg hang fast i dropstativer på hver side af sengen.

Grædende blev jeg ultralydsscannet igen, og de fandt en stor blodprop, lige der i brystet hvor venerne deler sig. Lige der hvor mit venekateter lå. Lige før hjertet. Der var ikke sivet kemo ud i mit væv.

Tænk at man skulle blive lettet over, at ens mor har en blodprop, skrev min søn.

Jeg fik også en blodprop i hånden, hvor droppet havde været. Jeg blev ramt af forvirring. Hvorfor fik jeg nu blodpropper? Skulle jeg begrænse mig? Altså mine fysiske udfoldelser? Ja, du skal hvile dig, sagde afdelingssygeplejersken. Du må ikke lave aktiviteter, der får pulsen op, sagde fysioterapeuten, for så kan blodproppen rive sig løs. Kom ud og rør dig, sagde min ven, der er thoraxkirurg. Jeg ved det ikke, sagde en anden fysioterapeut.

Nu fik jeg også blodfortyndende medicin og stak mig i låret hver dag. Mit lår blev fyldt med store blå mærker. 

Måske var løbeturene medvirkende til blodproppen. Måske fik bevægelserne spidsen af venekateteret til at svinge en lille smule frem og tilbage inde i mit blodkar. Måske lavede det et lille skrab i karvæggen, hvor blodplader fik blodet til at klumpe sammen. Ingen vidste det. Når man har kræft og får kemoterapi, får man bare lettere blodpropper. Jeg holdt op med at løbe. Det var en ond beslutning. Jeg kunne gå og cykle, lave yoga og styrketræning. Og løbe igen, når venekateteret engang var væk. Det kunne synes et let offer, når vi taler om kræft. Men det var det ikke.

Min højre arm var tyk og hævet i lang tid, og min hals ligeså. Den var så hævet, at det smertede, og en forkert bevægelse medførte endnu mere hævelse. Løbeturene konverterede jeg til timelange vandreture i skovene, langs kysterne og rundt om Brabrandsøen, hvor jeg gik på opdagelse i min egen natur. Jeg lyttede til musik og havde madpakke med. Mine vandreture blev hellige. Ville folk besøge mig, måtte de gå med eller vente.

Jeg bliver et gladere menneske af at gå. Jeg elskede træerne, bølgerne, vinden, sneen, ja selv regnen. Og min verden faldt langsomt til ro.