Stop being grumpy

Coronahumør!

Forleden så min yngste datter mig i øjnene og sagde: Du skal sgu da ikke bare sidde helt alene hjemme igen! Vi var midt i en snak om det seneste pressemøde og de skærpede restriktioner. Og kunne jeg komme og hjemmeskole som planlagt om fredagen. Kunne vi overhovedet blive ved med at se hinanden? Og det kan vi. Forsamlingsforbuddet omfatter ikke bedsteforældre-børnebørn, læste jeg. Og åndede lidt lettet op. Vi holder pause med at se hele klanen på én gang, men vi ses. Og min faretruende humørlavine løftede sig en smule. Jeg bliver grumpy og gnaven og negativ af kun at tale med potteplanter og skærme. Og min grønthandler.

Jeg kæmper en indædt kamp mod grumpyness og coronasurhed.

Når jeg løber en tur gennem Vestre Kirkegård og videre ud gennem Valbyparken og Sydhavnstippen og langs vandet, er der simpelthen for mange mennesker. De andre kan jo også godt lide det gode vejr. Eller bare frisk luft. De er også langs havneløbet og på Amager Fælled. Og i parkerne og på voldene. Og der bor virkelig mange mennesker i København. De fleste på relativt lidt plads og uden sommerhus, de kan søge tilflugt i. Præcis som mig. Og jeg bliver let en sur kælling, når jeg ikke kan folde mig ud på mine løbeture, hvor jeg jo ellers plejede at være helt alene. Nu får jeg lyst til råbe efter folk. Lad dog være med at fylde hele stien, for pokker! Folk bliver utrygge, hvis jeg pruster forbi for tæt., så jeg forsøger at holde afstand, men kommer til at stoppe op gang på gang.

Intet i verden får det bedre, når jeg er sur. Derfor lader jeg være med at løbe de steder, hvor folk går tur. I foråret var det let, for der var ingen biler. Jeg kunne sprinte hele vejen ud ad Gammel Køge Landevej, som er dødssyg, og hvor ingen mennesker går ture. Men nu tordner bilerne om ørerne på mig. Og det gør mig lige så sur. Derfor er der kun én løsning, nemlig at stå møgtidligt op og løbe, før andre mennesker gider gå på gaden. Så det gør jeg. Og bliver et gladere menneske med en kortvarig fornemmelse for frihed.

Twitter-trænere og Facebook-eksperter!

Jeg orker ikke! Alle de meninger om, hvordan vi gør ting for langsomt, for hurtigt, for meget, for lidt, på den forkerte måde. Eller at der slet ikke er nogen pandemi. Jeg er ikke gået glad fra sociale medier i de sidste mange måneder. Jeg har slettet Facebook fra telefonen og har holdt lange pauser fra Twitter og nyheder. Jeg bliver simpelthen ked af det, fordi jeg ved, hvor meget folk knokler i sundhedsvæsenet og i forskningsinstitutionerne. Jeg har venner i det amerikanske og det engelske sundhedsvæsen, og det er ikke for sjov. London er i undtagelsestilstand, for pokker. Jeg bliver ked af det, når folk slår det hele hen med, at det jo alligevel bare er de gamle, der dør. Det handler jo slet ikke kun om dem, der dør. Det handler også om alle dem, der bliver syge. Og det handler som regel slet, slet ikke om dig, der sidder klager på Facebook over masker og afstand. Det handler om os og hinanden.

Ja, det er rædsomt at have maske på. Det er heller for din skyld – det for de andres. Det er for at beskytte andre mod din udåndingsluft Du ved jo rent faktisk ikke, hvad du puster rundt i et lokale. Være bare glad for, at du ikke er sundhedsfaglig og nødt til at have en tættere maske på i mange timer hver dag. Masker er ikke farlige, de er irriterende. Du kan godt få ilt gennem masken. Og du skal lade være med at smide dem på gaden eller øverst i skraldespanden, for din udånding sidder i masken og kan blæse videre til en anden.

Se, jeg er her allerede! Den sure kælling stikker snuden frem. Og derfor holder jeg mig meget ude af debatter på sociale medier og på lang afstand af meningsmaskiner. Mine små pip er ligegyldige. Jeg skriver hellere noget samlet og fagligt og forsøger at lave mit arbejde med alle de benspænd, der popper op. Og de små meningspip gør ikke noget godt for mig eller for verden.

Jeg balancerer på en knivsæg med en fornemmelse af, at jeg let kunne tumle ned i den mudderpøl af dårlig karma og surhed, der ligger nedenfor mine fødder. Jeg er er nødt til at gøre mig umage hele tiden, hver eneste dag, selv når ja-hat og positiv lalleglæde bliver blæst langt væk af stormende arrigskab. Og jeg vil huske hver eneste dag, at det, der betyder allermest for mig og for mit humør, er andre mennesker i min hverdag. Jeg glæder mig helt ubændigt til at invitere jer indenfor igen.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

6 thoughts on “Stop being grumpy

  1. Så enig med dig Helle , og svært er det, jeg savner også mennesker, men ser heldigvis Søren og hans små sønner

  2. Hvor er det godt at høre fra dig igen. For mig er det ikke grumpy-pølen, der truer, men meningsløsheds-sumpen. Det er ikke isolationen, der tager pippet fra mig, men denne her: Hvorfor gøre noget, når vi alligevel får Corona og dør af det om lidt? Det er opløftende at læse dine tanker. Tak fordi du er vendt tilbage.

Skriv et svar til Kirsten W Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.