Kan vi tale lidt om ‘mild’ Covid?

For otte uger siden fik jeg Covid. Den slog mig ikke ihjel. Den fik mig ikke i respirator eller indlagt på hospital. Jeg gik ikke engang til læge. Jeg havde et af de forløb, der i folkemunde og statistikkerne hedder ‘et mildt forløb’, og den uge, jeg var syg, kunne godt på mange måder ligne en uge med influenza. Jeg havde en uge med temperatur på 40.5, så aftog den, og ti dage senere var jeg ude af min isolation. Jeg kunne ikke lugte noget, og det meste smagte sært, men jeg kunne trække vejret og begynde at løbe og cykle igen. Jeg fik set de serier, som alle andre får set og læst nogle bøger.

Jeg meldte mig rask på arbejdsfronten og sugede udendørslivet til mig igen. Og så meldte jeg mig syg igen ugen efter. Min hjerne led af sære nedsmeltninger. Nedsmeltningerne kom flere gange dagligt og jeg var glad, når jeg kunne arbejde en time. Jeg løb og gik ture og lavede morgenyoga og vinterbadede og hvilede mig. Og raskmeldte mig igen. Og sygemeldte mig en gang til og lod jul være jul. Jeg droppede nytåret. Jeg kan ikke drikke alkohol. Alting smager ligegyldigt, når det ikke smager grimt. Nej, min kaffe om morgenen smager af kaffe de fleste dage. Senere på dagen smager kaffen af – ligegyldighed. Jeg er tilbage på arbejde. I hvert fald i nogle timer hver dag, undtagen de dage, hvor jeg alligevel er nødt til at trække stikket.

Det her taler vi for lidt om. Vi taler om smittetal og indlagte og intensivpladser og for lange isolationstider. Og derfra bliver Covid til en let influenza. For så mange indlagte og døde er der jo ikke. Nu er der gået to måneder af mit liv på den her måde. Jeg ser ingen mennesker, for jeg orker ikke initiativer. Om aftenen er jeg træt, og der er ingen grund til at dele lækre måltider, som jeg alligevel ikke kan smage. Jeg elsker at dele en god flaske vin med gode venner. Eller jeg elskede det, for rødvin smager af pap og gør mig intet godt. Min hjerne er uforudsigelig og sender mig gang på gang til tælling uden varsel.

Hvorfor taler vi ikke om det? Om hvor længe en del af os er syge eller stærkt påvirkede efter Covid-infektion? Hvorfor er det så svært for mig at skrive det her helt åbent? Er der for lidt drama i det? Er der for meget jammer? Er det for svagt? Det ER jammerligt. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig så begrænset. Giv mig lockdown, alt det du vil. Covid frihedsbegrænser i sig selv med hestelængder helt uden politiske greb.

Måske er det bare mig? Mig der er en jammerkommode? Sådan ser det ikke helt ud. I Danmark har man udgivet et studie af Long-Covid for indlagte patienter, der tyder på langtidssymptomer hos 10-20%, men internationalt er der efterhånden så mange studier, at der for nyligt blev publiceret en metaanalyse (udvalgt efter gennemgang af mere end 10.000 artikler) af 68 studier om træthed og 43 studier om nedsat kognitiv funktion, eller som det hedder på engelsk, brainfog/hjernetåger. Metaanalysen kunne konkludere, at mere end en tredjedel af alle Covid-smittede stadig levede med massive træthedsanfald og en femtedel med brainfog eller nedsatte kognitive funktioner efter 6 måneder. Alle havde påvirket arbejdssituation, og der ser ikke ud til at være forskel på, om man har haft en svært eller mildt forløb. Men når jeg bliver konfronteret med danske læger på Twitter, der med slet skjul hån, afviser at ‘tro’ på Long-Covid, som andet end ukarakteristiske træthedssymptomer hos smådeprimerede kvinder, klapper jeg let i. Andre tager problemerne en anelse mere seriøst og publicerer studier om målbare immunologiske reaktioner og nedsat energiomsætning på celleniveau. Jeg har rodet rundt på Google og PubMed, for jeg er temmelig opsat på at komme ud af tågerne og vende tilbage til mit sociale liv. Jeg faldt over flere studier med afprøvning af kosttilskuddet Q10, som virker netop på energiomsætningen på celleniveau. Og måske virker det. Måske er jeg langsomt og hakkende på vej ud af tågerne. Måske ville jeg være på vej ud alligevel. Det ved ingen, for jeg deltager i mit eget lille private studie uden kontrolgruppe.

Men to måneder and counting. Hvis der hver dag er 3-5-7000 mennesker, der humper afsted i lige så lang tid efter covidsmitte, har vi et problem, som vi måske også skulle begynde at tale stille og roligt om?

Tegningen er fra et af børnene i familien. Og jo, vi er allesammen vaccinerede.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

5 thoughts on “Kan vi tale lidt om ‘mild’ Covid?

  1. Allerførst: Det er godt at høre fra dig igen! Men Corona-senfølger er ikke rart. Det gør mig ondt at høre at du er ramt på den måde. Og det er helt klart noget, der trænger til at komme fokus på. Jeg har personligt en mistanke om at det har været her i mange år … som en senfølge til influenza (måske kun når den er voldsom og kun for ‘sarte’ individer) … måske er det i virkeligheden det, der er bag mange af de sygdomme, der bliver puttet i kassen med funktionelle lidelser osv. Jeg ved, at jeg bevæger mig ind på et farligt område her – men jeg ville stjernegodt høre din mening om det her.

    • Hmmm, jeg har haft influenza adskillige gange og aldrig oplevet noget lignende. Jeg betragter på ingen måde mig selv som sart. Måden man forsker i det her er meget forskellig, og i DK har der været fokus på følger af svær sygdom og fokus på mentale og respiratoriske følger. Det er interessant at læse andre studier, der fx kan måle immunologiske forandringer i forb med træthedsanfald og kognitive følger. Det interessante er også, at når jeg taler højt om det, viser der sig mange mennesker, der er mærket i lang tid – også efter milde forløb

  2. Nej, jeg siger bestemt heller ikke at du er sart (så sad du vist ikke her!), jeg siger at folk, der fik/får det af influenza er, eller måske snarere blev betragtet som, sarte. Undskyld hvis det var misforståeligt.
    Jeg har kun haft influenza én gang – i hvert fald sådan rigtigt – Jeg var ung og stærk og ikke spor sart i mine egne øjne og gik i 2. G. Derefter havde (og har) jeg sære anfald med hjertebanken, træthed, mavesmerter, svaghedsanfald, svimmelhed, hjernetåge osv., det var et mirakel, at jeg klarede gymnasiet. Hver dag efter skole tog jeg hjem og sov, stod op , spiste aftensmad og sov til næste morgen. Flinke lærere udsatte / eftergav lige præcis så mange skriftlige opgaver at jeg ikke skulle op i fuldt pensum. Jeg var til alverdens undersøgelser og fejlede ikke noget. Til sidst fik jeg at vide, at det sad mellem ørerne 😉
    Jeg gad godt blive udsat for sådan en Corona-senfølge-test. For jeg har det som sagt endnu, især når jeg bliver forkølet eller lignende, eller har for travlt. Jeg er 60 år nu – undskyld for det triste perspektiv, men det ville da vist være interessant.

    • Undskyld for ikke at have svaret.
      Wow, det er længe, du har haft følger. Jeg ved ikke, om der findes en Corona-senfølge-test. Lige nu tror jeg, man samler viden internationalt

      • Tak for svar.
        Videnssamling. Ja, på den måde er det heldigt at der er mange, der har fået senfølger efter Corona. Så ‘gider’ lægerne tage sig af det 😉 Jeg ser rigtig meget frem til at se nogle resultater. Jeg må se at snakke med min læge om jeg på nogen måde kan være til nytte for den slags undersøgelser 😉

Skriv et svar til Helle Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.