Category Archives: Familieliv

by - 0 comments

Den danske sommer – og…..

I går løb jeg hjem fra arbejde på ben så tunge som bly. Eller – de holdt jo op med at være tunge, da jeg var ca. halvvejs. Midt i Tokkekøb Hegn blev benene pludselig lette, og jeg fløj resten af vejen hjem. Hvor er det skønt at løbe i sommervarmen. De sidste træningsture inden afrejse bliver nydelsesture. Her skal ikke paces tempo eller noget. Jeg skal bare nyde skoven, dyrene, solen og alle lydene. Det eneste, jeg skal, er at træne udholdenhed. Og så skal jeg indtage den lille smule dansk sommer, jeg når i år.

Sommeren er krøbet i kroppen, og fregnerne er myldret frem i hele fjæset. Jeg er begyndende bondebrun med tydelige mærker efter tights og t-shirt. Godt jeg alligevel ikke skal flashe noget solbrun krop på stranden i år. Det bondebrune bliver kun mere i Nepal. Jeg kommer ikke til at gå rundt og stikke mn bikiniblege krop op i synet på de folk, jeg skal leve sammen med i bjergene. Sådan en spæd sommermorgen som i dag kan det virke småskørt at forlade den danske sommer for at drage til et fugtigvarmt Kathmandu, hvor regnen endnu ikke er færdig for i år. Og hvor varmen sikkert vil være tæt på kvælende. I Humla kan det også stadig regne, men varmen vil være mere tålelig.

Mine dage bliver fyldt med sommersager, som jordbær, nye kartofler, is, lølbeture i skoven, lange cykelture. I morgen kommer alle mine unger, bonusunger, kærester og småbørn, og der bliver bål og snobrød og ristede skumfiduser. Der bliver boldspil, stegte pølser og mad med sand i, fordi det skal med ud. Der bliver lunken vin og ditto øl, og jeg skal huske at fylde “grappa-lageret”, fordi det blev tømt, sidst vi var sammen. Og der bliver hygge på morgenkvisten, når vi vågner bunket sammen rundt om i huset.

Om lidt snører jeg løbeskoene for at løbe den sidste morgentur på arbejde på denne side af sommeren. Cyklen blev efterladt i Hillerød i går. Og skulle benene være tunge som i går, så bliver det overgået af duften af sommermorgen, fuglenes morgenkvidren og de røde egerns morgenhilsner i skoven.

by - 2 kommentarer

Dagen derpå

Bortset fra et par helt urimeligt ømme lår, har jeg det forbavsende godt i dag. Ikke i mine lunger, men resten af mig. Det var ikke rigtigt muligt at holde fast i det dårlige humør ret længe. Mine unger kom futtende med metroen, da jeg ringede og forkyndte de dårlige nyheder fra målområdet. De havde ellers indtaget et hjørne af Nørreport, hvor Alma havde taget opstilling i front og uophørligt råbte ‘mormor-mormor’ og klappede i hænderne sammen med Sille. Ella syntes det var en fest og klappede lystigt med i klapvognen. Et kvarter senere stod de på Islands Brygge. De små tøsepiger fik en økologisk pølse og festede videre, mens vi andre skuttede os i den tiltagende kulde.

Mens jeg ventede på mine unger, mødte jeg den ene gamle løbe-buddy efter den anden fra Århus. Og følte et sug af savn. Du er altså savnet i Århus, sagde Henrik. Jeg må derover engang imellem og løbe med om lørdagen. Men jeg kan ikke følge med længere. Det gør ikke noget, sagde Henrik, du kan bare løbe med lidt, – og der er andre, der faldet af på den. Han havde også haft et grumt løb og løbet 3.39. Det er ikke helt godt, når man normalt er god for en tid under tre timer.

Min Jeppe havde haft et superløb og debuteret i 3.18, men han var for kvæstet til at finde mig i mylderet, så vi opgav det billedeprojekt. Vi har talt om, at det kunne være sjovt at skrive en artikel sammen om kræft og idræt, – sygeplejersken og kræft-barnet, som begge to er idrætsramte. Flot, flot af ham. Og jeg ville  gerne have givet ham et knus.

Men vi tog på café Paté-Paté. Minus Alma-familien, som skulle videre. Sofie snuppede en bycykel, og vi krydsede cykelbroen til Vesterbro. Og så hang vi der. Martin skaffede rødvin og tapas, og vi kunne uden problemer have hængt videre hele aftenen. Så er det altså svært at bevare det sure humør ret længe, ikke? Sille myrede rundt i caféen og hyggede om sig selv og resten af caféen med to refleksbånd, en hue og en serviet. Først da jeg hentede kaffe til os, gik det op for mig, at jeg stadig sad i mit løbetøj og ikke duftede af rosenvand. Men små børn skal hjem og sove, og store børn skal hjem i bad. Så ved 19-tiden brød vi op, og jeg trak min cykel ind i s-toget på Hovedbanegården og futtede hjem til landidyllen igen. Og opdagede, at jeg ikke havde taget min antihistaminpille om morgenen. Uuaaargh! Så er det måske ikke helt mærkeligt, at min astma gik amok (flovt-rødme-ikon). Jeg har talt med min læge om at forsøge et nyt middel. Det må være tid til at tænke nyt. Og glæde mig over, at om en måned stikker jeg af fra det danske pollen-helvede. Ud i bjergene, hvor astma aldrig nogensinde generer mig en tøddel.

by - 1 kommentar

Busblog

Sidder i linje 888 fra Sjællands Odde mod Valby og forsøger mig med noget blogskrivning. Ikke let, kan jeg afsløre. Men computeren på knæene i en stadig kamp mod bussens svingninger. Jeg har været på Mols og lavet helt om på weekendens træningsplaner. Min mor ringede og ville gerne have besøg. Og når hun ber om det, skal hun ha’ det. Så afsted med mig.

Min mor og far ejer det dejligste sommerhus på Mols, som jeg har kendt hele mit liv. Jeg havde planlagt en sidste rigtig lang løbetur. Men, ærligt talt, det er ikke hverken høfligt eller kærligt at komme på besøg og stikke af i tre timer, vel? Så jeg lavede noget dividering og fordeling, og løb afsted mod Chris Macdonald’s skrumpe-by, Ebeltoft. Langs vandet hele vejen frem og tilbage. Aj, hvor jeg savner noget havvand i min nærhed. Sådan en havluft på en løbetur er velgørende. Jeg mødte ingen superskrumpere på min vej, men fik til gengæld en fæl modvind hele vejen hjem. Hvor jeg omgående fik serveret et glas køligt hvidvin. Og det er jo ikke hverdagskost. Hurtigt bad og aftenhygge med forældrene.

Luksusmorgen med lang morgenmad og Politiken, og klokken 11 snørede jeg løbeskoene igen. Jeg satte igen næsen mod Ebeltoft og nød turen langsvandet. Denne gang løb jeg dog længere, før jeg vendte om. Der lurede noget natsort sky-halløj på himlem, men det blev ved truslerne. Tilbage ved Molskroen fortsatte jeg ad en yndlingsrute ud langs stranden mog Fuglsø. Jeg drejede op i Mols Bjerge og løb tilbage gennem noget “urskov” og et sommerhusområde. Så det er alligevel blevet til et par og tredve kilometer. Bare fordelt lidt, så min mor også kunne få sit.

Jeg tror, jeg holder min træningsmængde på godt 70 km i denne uge med, og så er der nedtrapning de sidste to uger.

by - 0 comments

Med Alma til fødselsdag

Fredag aften satte Alma og jeg os selvfølgelig til rette for at se Disney Show. Som de fleste andre børn og barnlige sjæle. Men følt skuffede blev vi så, da dronningens fødselsdagsfest havde indtaget kongepladsen i børnesendetiden. Nåmen så kiggede vi da lidt dronning. Jeg er ikke royal. På nogen måde. Har engang heppet på kronprinsen til et marathonløb i Paris, hvor jeg begejstret råbte op, hver gang jeg så ham. Han virkede så bekendt. Først efter løbet gik det op for mig, hvem han var. Har faktisk også engang siddet ved siden af både Joakim og Frederik på Casablanca i Århus, en eftermiddag ved juletid. Jeg flirtede bare tilbage og anede ikke, hvem de var, før min veninde hakkede en albue i siden på mig og hvæsede i mit øre. Men de kan gifte sig, døbe børn og fejre fødselsdag lige så tosset, de vil for mig. Jeg kender dem stadig ikke og er alligevel ikke inviteret med.

Men dronningefødselsdag i Almas selskab er noget andet. Jeg spurgte, om ikke bare vi skulle slukke og læse i stedet for? Men nej, den lille dame ville se kjoler og kareter, og de blev kommenteret på bedste Reimar Bo – vis. “Nej, hvor er hun fin.” “Hun ligner en prinsesse, er hun det?” “Sådan en kjole vil jeg også have til fastelavn.” Tre år! Hvad skal det ikke blive til? Men så zoomede kameraet ind på dronningen, som sad og tog imod til middagen. Hvem er hun, spurgte Alma-barnet, hun ser dum ud. Jeg forklarede, at hun var dronning, og at det var hende, der havde fødselsdag. Hun tænkte lidt, perle-barnet, og så sagde hun: Jeg er altså ligeglad, jeg kan ikke lide hende, når hun slukker for Disney Show. Tænk lige lidt over det, dronning…….

by - 2 kommentarer

Når man elsker sin unge nok….

… gider man selvfølgelig godt at cykle 25 km for at drikke kaffe sammen. Og 25 km hjem igen.

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle afsted på den blå racer. Jeg købte nye bremseklodser og nye pedaler. Og så manglede jeg det rigtige værktøj til at skifte pedalerne med. Så det blev den gamle, slidte bycykel, der måtte klare sliddet. I strid modvind hele vejen til Frederiksberg. Og jeg må gå på lånebesøg hos naboen for værktøj i morgen.

Jeg er påskeklar. Har hamstret mad sammen med resten af Birkerød, og ungerne kan bare komme til frokost på mandag. Der er øl i køleskabet og snaps i fryseren. Og jeg har fået ny forsyning valnødde-ekstrakt til snapsen fra min mor. Og lidt mad, selvfølgelig. Det hører jo til. Der er påskeæg til de små børn. Og så er her faktisk rent. Og klar til de der unger. Som jeg elsker. Og elsker at være sammen med.

by - 2 kommentarer

Løbetur i foråret

Så har jeg igen været på en tur med ungdomsminder rundt i Randers. Eller – ikke så meget rundt i Randers, men lags Pramdragerstien, som løber langs Gudenåen. Stien er en ældgammel sti, som oprindeligt blev benyttet af pramdragerne, der trak deres lastede både fra stien og ind mod handelsbyen. Stien er blevet renoveret gennem de sidste par år, og er nu en fremragende løberute. Den er hævet over vådområderne, og her er et fugleliv ud over det sædvanlige. Jeg elsker at løbe og gå ture her. Så jeg løb hele vejen ind til midt i byen, hvor en stor bro krydser Gudenåen, hvor åen går over til at være fjord. Jeg har tilbragt utallige timer i min pure ungdom ved åens bredder. Der har jeg læst til eksamen, drukket øl, lavet lejrbål, spillet guitar og slikket sol. Jeg har padlet i kano og roet kajak, og jeg har cyklet området tyndt.

Men i dag løb jeg på tunge ben og beklagede mig indvendigt over min svigefulde form. Men jeg har faktisk været, eller er måske, lidt syg. Jeg har hostet de sidste tre uger og haft ondt i halsen, og jeg blev enig med min far om at tage en penicillinkur. Bare for alle tilfældes skyld for ikke at udsætte min mor for mere. Og måske skulle jeg alligevel have gjort det der med at gå til læge? I hvert fald har penicillinen virket på min hals, og jeg føler mig betydeligt bedre tilpas i dag. Så godt for det.

Min løbetur igennem forårseftermiddagen blev fin, selvom benene virkede tunge. Det var dejligt at gense Gudenåen, og jeg valgte så asfaltvejen hjem igen. Knapt 13 km blev det i dag. I morgen må jeg se at nå en længere tur.

Og min mor har det bedre, omend hun må blive på hospitalet lidt endnu.

by - 0 comments

Uden overskrift

Jeg beklager radiotavsheden her fra min beskedne sendeflade. Jeg er taget til Jylland for at passe lidt på min far og mor. Min mor er syg og på hospitalet, og min far skal ikke sidde alene hjemme. Så nu er jeg her. Det er bedre at bekymre sig sammen. Vi har besøgt min mor på hospitalet et par gange i dag. Jeg har hældt lidt rødvin på herren, så han kan få sig en ordentlig nattesøvn. Og om lidt tager jeg telefonen med i seng. For alle tilfældes skyld.

Det er rart at rykke sammen, når livet deler lussinger ud. Det er også rart at flytte sig fra Birkerød, som pludselig er alt for langt væk fra Jylland. Rart at kunne lave noget middag til min far. Rart at smutte på hospitalet og sige godnat. Og rart at lægge mig til at sove, vel vidende at jeg er tæt på. På vej i søvnen er det rart at stene lige så stille for mig selv til en trist, melankolsk sang, som jeg heller ikke forstår et ord af:

by - 2 kommentarer

Træk nu bare stikket til den dybfryser

Smukke dage. Men kolde. Sluk nu bare for dybfrosten. Lad isen smelte og dryppe. Lad græsset komme frem, og skab vej for noget forår. Jeg har dømt forår på bloggen og skruet fuldstændig uanstændigt op for varmen i stuen. Jeg VIL IKKE fryse. Jeg har hang-overs og har sovet for lidt. Men har haft fuld kvalitetsblus på weekenden. Har luftet de høje hæle, smagt et par drinks, fejret min svoger og dyrket familien. Jeg har sovet i arm med min søster, og er blevet vækket af mine forældre alt for tidligt som en teenager efter en alt for sen fest. Vi var hensat til fjerne tidlige år af vores liv. Har spist lang morgenmad og heppet min anden svoger gennem Vasaløbets 90 kilometer i sms’er. (Han kom igennem i flot stil).

Ovenpå al den familieidyl begyndte mine øjenlåg at tynge, og jeg sadlede cyklen for at trille hjem til Birkerød. Jeg var knapt nået til Lyngby, da min telefon ringede, og jeg fik Alma i røret. Savner du egentlig ikke mig? spurgte hun – den lille lokker. Okay jow da. Og jeg vendte cyklen og drog mod Frederiksberg i stedet. Jeg ER jo nem. Og Alma havde noget hemmeligt at vise mig. Et klippet gækkebrev – til mig, – men du må ikke sige det til nogen, vel? sagde hun. Fnis. Jeg elsker, når hun sådan kommer til at vende tingene lidt bagvendt. Og påskeæg får hun alligevel. Efter at have drukket the og krammet små og store piger en times tid, vendte jeg igen cyklen nordover. Og cyklede hele vejen hjem gennem dybfryseren. Og valgte en fuldstændig restitution fra løbetræningen. Altså bare i dag. Nu fik jeg jo også cyklet tæt på 50 km. Og jeg skal vist bare tidligt i seng. Og træne fuld skrue hele næste uge.

by - 0 comments

Frokost i børne’riet

Jeg elsker min store rodede, utraditionelle familie. Jeg elsker, at selvom vi ikke alle deler blod og gener, så deler vi noget, der er stærkere endnu. Jeg elsker, at der altid er nogen i flokken, der synes, det er for lang tid siden, vi har set hinanden. Jeg elsker, at der altid er nogen, der smider en mail rundt om at troppe op med noget mad eller drikke her eller der. Jeg elsker, at der altid er nogen, der lægger hus til. Og derfor elsker jeg også at være flyttet til hovedstaden. Ellers gik jeg jo glip af det meste. Og jeg er meget dårlig til at gå glip af noget. Øver mig konstant på at blæse, mens jeg har munden fuld af mel.

Det fantastiske ved vores spontane sammenkomster er, at det ukoordinerede altid ender i en helhed. Der kommer ikke fem bøtter tunsalat. Eller syv franskbrød. Der er ingen, der ikke kommer med noget. Det er lige okay at medbringe hasteindkøbt skoleost og Irmas leverpostej som at have brugt timer på at kreere en guderet med specialdyrkede italienske økoris. Det ender altid med et sprudlende bord med alting. Vi er nemlig bare gode til at være sammen. Og der er ikke noget mere guddommeligt, end at sidde og nyde samværet med alt det afkom, min ukonventionelle ungdom har haft del i at producere. Mere eller mindre. Det er stort.

Det klamper man jo gerne gennem sne og absurd frost for. Både ud og hjem.