Hvordan kan det være, at du er sådan brun i det? Spurgte Alma seks år forleden.
Brun? Spurgte jeg.
Ja, i huden. Sagde Alma.
Er jeg brun i huden? Spurgte jeg lidt dumt.
Ja, Ella og mig, vi er sådan hvide i det. Men du er brun i det. I huden. Sagde Alma.
Hmmm. Sagde jeg. Det har jeg ikke tænkt på, om jeg er. Måske bliver min hud mere brun, fordi jeg løber rundt ude på Amager Fælled næsten hver dag.
Måske. Sagde Alma.
Er det fordi du synes, det er grimt? Spurgte jeg.
Nej. Sagde Alma. Bare brunt.
En rigtig glædelig jul til alle jer. Tak fordi I læser med og kommenterer her og der. Om lidt har jeg styr på mit julemorgenbordkaos og fiser i kirke med nogen små piger. Jo, jeg gør.
Lillejulen har altid haft noget særligt over sig i min familie. Det har været en slags fredet dag. Helt uden stress og jag. Når vi når til den 23., når vi ikke mere. Så er de gaver købt, som skal købes. Der bliver ikke købt mere mad, og det vi kke har nået, lever vi uden.
Da mine børn var små, var det dagen, hvor vi tog rundt på små visitter hos folk, vi kendte. Naboerne fik en blomst, og vennerne et par småkager. Der var sådan en helt særlig stemning af forventningsfuld ro. Bare sådan en dag fyldt med ting og mennesker, vi holdt af.
Senere, da mine børn var blevet større, og vi boede midt i Århus, ændrede lillejulen karakter. Ikke grundlæggende karakter, for vi fyldte den stadig med alt sådan noget, som var rart at være i. Vi boede på vejen mellem gymnasiet og byen. Altså på vej til og fra fester. Der var altid børn i huset. Eller unge, var de nu blevet. Altid. Jeg har ikke rigtigt tal på de unger, der har hørt lidt til vores familie gennem tiden. Der var forfester og bagfester. Der var fælles overnatninger. Der var hyggemiddage og trøstemiddage, og der var unger, der havde brug for pauser i forældrekonflikter. Alle de unger samlede vi så til lillejul. Og lavede verdens mest tossede juletradition. Vi bænkede os omkring flæskesteg og ris a lamande og rigelige mængder øl og rødvin. Efter maden ryddede vi bordet og spillede brætspil, mens vi drak Irish Coffee. Til de små timer. Og fordi jeg havde sådan en lille lejlighed, var det ikke rigtigt en option at tøse tidligt ud.
Derfor vågnede jeg altid med det værste hoved på juleaftensdag. Men de gjorde vi jo allesammen. Så vi tøffede os stille igang til julen, og det endte altid godt.
Nu savner vi allesammen den tossede lillejul, men den er absolut på ingen måde egnet for mindre børn. Og næsten alle mine børn og ekstrabørn er i småbørnsalderen. Så det lader sig ikke gøre. Så er det, man må¨finde på nye måder at gøre dejlige ting sammen på en dejlig dag.
Så naboerne har igen fået blomster og tak for godt naboskab. Og om lidt kommer et par julespændte piger med deres forældre og spiser julen igang med lidt frokost. Og jeg får tævet rodet på plads og tryllet lidt julestemning frem i Sluseholmen.
Mens jeg bare er sådan lidt grundglad over, at vi godt gider hinanden. Og laver traditioner, der kan laves om.
I går fik jeg igen luftet min indre kultursnob. Jo jeg er en sucker for klassisk teater, ballet, opera og alt det dyre. Jeg elsker Det Kongelige Teater. Med pelsedamerne, guld på væggene, lysekroner og pudder i luften. Og jeg elsker at dele det med mine forældre. Som stadig elsker at tage mig med.
I aftes mødtes vi på Kongens Nytorv, hvortil de kom spadserende fra Nørreport. 81 og 83 år, husker I, ikke? Og fra Randers.
Jeg lærte Skindbuksen at kende. Ved siden af Hviids Vinstue. Hvor min far spiste skipperlabskovs, da han var soldat. Og skipperlabskovs laver de stadig.
Aftenens clou var ballet i Det Kongelige. La Bayadere, som var et festfyrværkeri i dans og farver og store følelser. Balletter handler jo stort set om det samme. Nogen elsker hinanden, men skal giftes med nogen andre. Nogen bliver jaloux og slår ihjel. Nogen dør af hjertesorg eller gør selv en ende på det. Det kunne i princippet overstås på en halv times tid. Men i ballet skal det hele foldes ud med dans og musik. Og derfor tager det meget længere tid.
I aftes havde de hele balletkorpset på banen. Der må have været samlet set omkring 50 dansere i de mest fantastiske kostumer. Jeg labbede det hele i mig. Det kan ikke forklares. Det er bare sådan, det er.
Verdens mindste Vera bliver langsomt større. Ligesom de fleste andre børn jo gør det. Hun er et bestemt lille menneske, der gør ting i den rækkefølge, hun finder fornuftig. Det gælder også tale.
I min familie har vi altid vendt øjne, når folk sagde miav-kat eller vov-hund. Det hedder for pokker kat og hund. Vera har hele sit lille liv været enormt optaget af dyr. Og har indtil nu nægtet, at de hed andet end deres lyde. Derfor hed en kat miav og en hund vov. Og sådan var det også med elefanter, ænder, løver, bjørne og alle de andre dyr. De hed deres lyde. Det var helt okay, at vi andre sagde kat og hund og elefant. Det kunne hun kun trække lidt overbærende på øjnene af.
Ja og nej var heller ikke en del af vokabulariet. Det var mm og mmm med lidt forskellig betoning. Som de indfødte Vera-eksperter hurtigt lærte at tyde. Om ikke før, så på den hårde måde. Alligevel havde hun ikke helt gode erfaringer med mm-lydene, og udviklede derfor et klingende nej. Som overhovedet ikke var til at tage fejl af. Og der ikke var nogen mening i at ignorere. Her er et nej – et nej. Og så var der ingen grund til at svare andet end mmm, når hun ikke mente nej.
Derfor blev jeg pænt overrasket, da barnet sagde højt og klart JA i telefonen. Og det gentog sig, da hun ankom søndag eftermiddag. Ja, ja og ja. Og meget mere ja end nej. Af en eller anden grund. Indtil vi nåede til noget med at gå i seng, så vi andre kunne se Forbrydelsen i fred. Så det gjorde vi ikke. I fred, altså.
Men det er, som om det lille ja har sat en strøm af ord i bevægelse. Abe, udbrød barnet med høj røst, da vi bladrede frem til en abe i den nye bog. Og fant råbte hun og pegede på puden med en eksotisk elefant.
Hun har fat i noget, det kloge lille barn. Jeg bliver fuldstændig blød af nuttethed, når hun siger ja. Der er ingen, der kan sige ja så sødt som Vera. Og hun har set det. Hun siger ja og ja og ja, indtil vi bliver urimelige og vil kyle hende i seng, mens vi bliver siddende og hygger i sofaen. Men hun har luret, at verden åbner sig meget mere, når hun siger mere ja end nej.
Jeg håber virkelig, at trenden med at sige fra, er gået over, når hun bliver stor.
Der er øjeblikke, der bliver skrevet ind i min indre historiebog med brændende bogstaver. Sådan et øjeblik havde jeg på en helt almindelig mandag aften. Nå ja, helt almindelig var den ikke.
Jeg sad bænket mellem mine døtre. Én på hver side. Mens Sebastian fyldte DR’s koncertsal med musik og magi. Han er blevet en ældre herre, og jeg havde ikke helt store forventninger til ham. Jeg har altid elsket musikken. Altid. Musikken blev spillet igen og igen gennem min ungdom. Og mit forældreskab. Men jeg havde hørt ham i Aftenshowet engang, og han virkede gammel og slidt.
Det var han ikke. Stemmen er ikke så stor som engang. Måske har han heller ikke helt den luft, han havde. Men for at sige det kort, så fik han hele koncertsalen op af stolene. Alle stod op. Alle klappede med. Alle sang.
Og jeg sad der. Mellem mine to piger. Og oplevede et sjældent strejf af noget. En lille bitte følelse af, at vi for fanden skulle have siddet der sammen. Ham og mig. Og pigerne, som elskede Sebastian. Og så var det væk igen, det lille strejf. Og det var så fint, at det var mig, der sad der i midten.
Da Sebastian startede aftenen med ‘Når lyset bryder frem’, myldrede en fedtet klump frem i halsen, og jeg blinkede hårdt og stædigt. Mens jeg så for mit indre øje, hvordan vi dansede rundt i stuen og sang med. Pigerne og mig. Eller sad ved det store spisebord i stuen og tegnede, mens vi sang. Okay, lidt sløret blev det så, mit blik. Og jeg fik en næsten ubændig lyst til at tage de små barnekroppe på skødet og vugge dem til melodien.
De var bare ikke barnekroppe. De var mine meget voksne døtre. Og de kan slet ikke være på mit skød samtidig. Så vi sad bare der, tæt sammen, mens vi huskede i takt. Og jublede lidt over Lis Sørensen, der sang hele salen op til stjernerne. Og Søren Huss, der listede ind på sin stille måde. Og Paul Banks, der stadig kunne trylle blues frem på guitaren.
De spillede de store numre. Med stor lyd og dyb guitar. Og de stille underfundige, som den om at en ko, er en ko, til den dør. Da Sebastian stille sluttede aftenen alene med sangen om Rose, måtte jeg alligevel holde tage en datter under hver arm. Når jeg nu ikke kunne tage dem på skødet.
Det var deres fødselsdagsgave til mig. Og her sidder jeg, alt for sent for en helt almindelig mandag og bobler stille for mig selv. Inden jeg trækker dynen op over næsen og sætter kursen mod tirsdag. Tak.
Jeg ved godt, at jeg muligvis træder i noget med det her indlæg. For henne i Jylland har vejret vist været både vådt og koldt og blæsende. Men i København har det været fuldstændig nydning. Det har været stille vand og smukke solnedgange. Det har været løbeture i sommertøj. Det har været vinterbadning i uhørte varmegrader. Og det er noget, sådan en som mig, sætter pris på. Jeg vil bestræbe mig på at huske den her weekend, når frosten knager omkring mig, og cyklerne ikke kan låses op. Når min mund snerper sammen af indestængt vinterhad, og jeg bliver ramt af uendelighedsmareridt af is og sne og mørke.
Her kommer spredte ud- og indtryk fra et par exceptionelle dage rundt om Sydhavnen.
Havnebussen på vej hjem fra en fredag fyldt med oplevelser på Nationalmuseet. Indianere gjorde ikke stort indtryk på hverken 5-årg eller 3-årig, men to granvoksne mænd, der flåede skindet af et rådyr, fik munden til pludselig at stå stille. Kender du ikke børnemuseet på Nationalmuseet, så skrub en tur derind. Det er gratis, det er fantastisk, det er fyldt med oplevelser. Også uden børn, når man er barnlig nok.
Løbetur over Amager Fælled i det sene eftermiddagslys.
Turen hjem gennem Nokken langs vandet kunne gøre ganske åndeløs. Så jeg nærmest lykkelig landede i mit køkken med kroppen fuld af energi.
Dagens løbetur i solskin og sommertøj på Amager Fælled var både varm og svedig på sommermåden. Fuglene myldrede i bærbuskene, og jeg løber rundt med Peter Øvigs stemme i ørerne, så jeg kan have min anmeldelse parat i næste uge. Og det er godt selskab, kan jeg afsløre.
Dagens dukkert var næsten surrealistisk. Luften var sommervarm, og vandet var efterårskoldt, og omkring mig var kun smukhed.
Og ved I hvad jeg også elsker ved det der vinterbad? At jeg møder så mange forskellige mennesker, som kommer i havnebadet af lige så mange grunde. Så mødes man der ved det kolde vand og sidder sammen i den kogende sauna. Og opdager interessante ting at snakke sammen om. Og vi ville måske aldrig have mødt hinanden, hvis ikke vi havde delt en sær interesse for koldt vand.
….. sagde Anders Mattesen i en stærk lille sang til sin søn i aftes. Nu er du baby og skal ikke skid. Andet end at lære at holde dit hoved, så du kan bære det højt. Når du bliver voksen, vil jeg bede dig om at tage dig sammen og gøre dig umage. Sætte aftryk i verden, så den ved, du har været der. Og du har altid mig at falde tilbage på.
Nogenlunde sådan faldt ordene i Falconersalen på Frederiksberg. I et show, som jeg kun kunne overgive mig fuldstændig til. Fuck, hvor er han sjov. På den seriøse måde. Her er jeg helt ligesom alle de andre, der myldrer ind til hans show.
Hans pointer gik rent ind. For det det er helt den samme sang, jeg har sunget for mine unger hele deres liv. Og gør stadigvæk. Mig kan I altid regne med. Ja, så længe jeg er her, forstås. I kan ingenting gøre, som kunne få mig til at flytte mig. Jeg står altid lige bagved, hvis du snubler. Jeg er jeres for altid.
I har kunnet hyle og skrige. I har kunnet kaste med maden og skælde ud. I har kunnet drikke jer teenagefulde og farve håret orange. I har kunnet gøre mig mere bange end universet. Jeg er her. Altid.
Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad I vælger at lave i jeres liv. Bare I gør jer umage. Bare I tager jer sammen. I kunne være skraldemænd eller kassedamer. Få akademiske karrierer eller ikke åbne en bog. Tjene en masse penge – eller humpe jer igennem uendelige kassekreditter. Det gør ingen forskel.
Livet er alt for fint og kostbart til at lade det flyde forbi, mens tiden bare går. Tag det, for pokker. Fis ud i det og lav alle de fejl, I er nødt til.
Vil I have mine moderlige råd, er jeg her. Vil I være fri, tier jeg stille. Når bare ikke I er ligeglade. Når bare I gør jer umage med det liv.
Mine forældre har valgt hinanden, så de har fødselsdage med en lille uges mellemrum. Og det er smart, når man planlægger fælles gaver og fødselsdagsfester. I weekenden bænkede de os, deres børn, sammen, og min nu 81-årige mor havde kokkereret til hele menageriet. Som var 17, fordi vi var lidt amputerede. Hele mogenen havde min far på 83 slæbt stole og sager i kælderen til det store kalas. Og vi fejrede dem, gjorde vi. Men øl og snaps og mormormad.
Og jeg fik lov til at kaste dem begge ud på internettet. Bare for at blære mig lidt af mine forældre.
Tidligt søndag morgen listede jeg ud af sengen for at løbe en tur langs Gudenåen. Som jeg altid gør, når jeg besøger mine forældre. Fordi det er en smuk tur. Altid. Men sådan blev det ikke.
For ud af tasken trak jeg to venstresko. I stedet tog jeg kamera under armen og gik en tur derned. For det var den smukkeste morgen.
Tag én del venner og to dele familie.
Garnér det med passende dele solskin, havluft, blæsevejr og saltvand.
Tilsæt løbesko, kajak, badetøj, vandresko, færger, barnevogn, lækker mad og en glad fest. Og rigtig mange modne brombær.
Krydr det hele med masser af kærlighed og glade unger. Store og små.
Så skal jeg ikke bede om mere.
Helles Blog 