Mand – at være tæt på 80 år, have et slidt hjerte, som får hjælp af den fineste elektronik og så få blodforgiftning…… Min mor, hun er fandme sej. For det var det, hun fejlede. Viste det sig i dag.

Hun er på benene igen og kan jage rundt med min far. Selvom hun må finde sig i hospitalet nogle dage endnu. For når der er bakterier i blodet, skal man have antibiotika i længere tid. Og man skal passe på det hjerte der.

Og vores hjerter, de er faldet til ro igen.

Tak, fordi du er sej.

Her kommer årets søvnigste blogindlæg. Som sådan noget bliver, når man slipper noget begejstring løs sammen med mig, søn og svigerdatter og italiensk rødvin. Jeg tror nok, at vi alle tre opfyldte den kvote, sundhedsstyrelsen har tildelt os. Godt og vel. Hvad der startede som et hyggeligt, let laissez-faire agtigt måltid, udviklede sig til at omfatte rigelige mængder druesaft fra Italien lige til klokken var næsten 4. Og morgenen næsten bankede på. Fordi begejstring kan få en aften til at blomstre. Og begejstrede var vi for både det ene og det andet.

Jeg har en slags lille bitte jubilæum i dag. Jeg har boet i Sydhavnen i præcist tre måneder. Jeg kan fejre tre måneders begejstring. Jeg jubler, så alles ører er ved at blive trætte, over Sydhavnen og Amager. Over vandet udenfor mit vindue, menneskene og alt det grønne. Jeg jubler over at ligge på maven på min ponton i vandet og kigge efter små fisk. Og drømme vandet nogle grader varmere, så jeg kan lade mig glide ned og tage en svømmetur.

Min svigerdatter (hende, I ved, som forsvarede sit speciale til 12 fornylig) har fået sig et ønskejob. Selvfølgelig har hun det. Og selvfølgelig jublede vi begejstret sammen.

Det virkede som en lidt bedre idé i aftes, og det har været en tam og rolig søndag. Som blev reddet på stregen af Vera-babyen og hendes forældre. En løbetur gennem Sydhavnen, Valbyparken og havebyerne sammen med min svigersøn puffede en smule energi tilbage i kroppen. Og lidt eksperimenteren med boghvedepandekager og noget indisk fyld mættede maverne, mens Vera sad på skødet og prøvede at se vågen ud.

Vera-babyen

Fridage holder! Hvor er det godt at trække stikket en gang imellem. Når kalenderen er tom for møder. Når projektet er sendt på jomfrurejse i det ganske land. Når flexregnskabet står og blinker om kap med ferieregnskabet.

Der er fridage og der er fridage. Lørdage og søndage er ugentlige oaser. De dage hvor vennerne bliver inviteret, støvet bliver flyttet, og køleskabet bliver fyldt op. Det er de dage, hvor de lange løbeture ligger, og hvor avisen bliver læst med en særlig grundighed. Det er også de fridage, hvor arbejdet gang på gang kommer snigende i rene bagholdsangreb.

Uplanlagte torsdag-fredagsfridage er noget helt andet. At vågne sådan en torsdag morgen med en klar beslutning om, at dette er en fridag, får den mindste lille stresscelle til at klappe sammen på et øjeblik. Mens jeg langsomt vågner. På den omhyggelige måde. Og aftaler frokost med Vera-babyen og hendes mor. Og lader dagen langsomt tøffe afsted.

Sådan en dag kan man også hente nogen små piger i børnehave og vuggestue og bagefter sætte sig på gulvet i deres værelse og lege med teletubbies og Hello Kitty i en time. Og lege gemmeleg, selvom en to-årig ikke helt har fattet konceptet. Og det er sådan en dag, hvor den fire-årige inviterer sig selv på fredags-overnatning med risengrød. Og så kan jeg godte mig over at have været smart nok til at tage løbetøj med til Frederiksberg og løbe hele vejen hjem med vinden.

Og så kan man alligevel være stor nok til lige at klare en smule arbejde inden sengetid. Fordi fredagen også er en fridag. I den her uge. Og sådan en fredag kan gå med ingen-verdens-ting. At holde øje med skumtoppede bølger i kanalan udenfor min stue. Hvor ænderne kun kan svømme én vej. Stride mig igennem stormen med et fast tag i Almas hånd for at vælge slik i Irma. Se Disney-sjov og finde åndssvage små børnespil på telefonen. Synge 25 godnatsange og pakke dynen tæt om en lille krop. Som søvnigt mumler, at hun glæder sig til at spise morgenmad. Sammen med mig.

Og så er man på en eller anden måde klar på at holde weekend.

Den eneste ene.

Vera, som vi allesammen har forelsket os dybt og inderligt i

Midt i kvindekamp, projekter og løbeture – størst er kærligheden.

Jeg har jo ikke trukket de heldigste kort, når det gælder mænd. Eller måske har jeg bare været et fjols på den helt generelle måde, når det kommer til parforhold. Altså – jeg har elsket. Og er blevet elsket. Jeg har haft lykkelige stunder med mænd. Og nogen alt andet end lykkelige. Men kærligheden har på en eller anden måde ikke kunnet holde til, at vi blev sammen. Eller jeg er skæbnedømt til evig singlehed?

Alligevel er mit liv fyldt med kærlighed, så det er til at blive rundtosset af. Af den helt klippefaste slags. Sådan en, der ikke kan slides op, bare fordi vi vil noget forskelligt. Det er jo for pokker meningen med det hele. Vi skal ikke på den måde følges ad for ever. Der er altid nok af den, kærligheden.

Engang for 33 år siden, da jeg fødte min rødhårede søn, så jeg på ham og tænkte: Kan jeg virkelig elske ham lige så højt, som jeg elsker min datter? Hvordan skærer man lige den der kærlighedskage, så alle får lige store stykker? Skal jeg nu dele den bid, der blev til hende? Bliver hendes bid mindre? Er det helt fair overfor de to små bitte mennesker, tænkte jeg.

Og så trådte det der mærkelige kærlighedsmirakel i karakter. Der bliver bare mere af den, kærligheden. Man kan elske forskelligt, men man elsker ikke mindre. Eller mere. Hver gang der kommer et nyt lille menneske ind i klanen, så vokser den bare.

Så da to-årige Ella sprang rundt foran mig og råbte: Se mig, se mig, se mig! Kunne jeg jo kun se hende, holde hende og lære hende, at en lille bitte Vera ikke rører ved min kærlighed til hende. Ever. Der er bare blevet en ordentlig bunke mere af den, kærligheden.

Jeg har siddet i to timer og set forelsket på det smukkeste lille bitte ansigt. Og det er det, der fylder hele verden lige nu. Det og min datters trætte, lykkelige øjne.

Dagen slæbte sig afsted. Efter en morgentur rundt i Holstebro i løbeskoene, tog vi fat på dagens møder. Det hele gik rigtig fint, og vi kunne slutte en hel time før planlagt. Jeg trallede afsted til toget, og vi fik byttet vores pladsbilletter. Men – Christ, hvor er der langt fra Holstebro til København.

Men det lykkedes jo. Så var jeg i København og sprang på et s-tog og gik det sidste stykke vej til Rigshospitalets Barselshotel. Som rummede vores fineste nye lille babypige. Og hun er så fin, så fin. Har sin mors lille fine ansigt. Med sin fars næse midt i det hele. Hun er lille bitte og svømmer i tøj størrelse 50. Har de fineste lange fingre og en masse lyst hår. Den fineste baby vi har set i familien i to år.

Og min stærke datter sidder der og holder ømt og kærligt om det lille barn. Mens kæresten ser forelsket på sine to piger. Og sætter fuld speed på mit lykkebarometer.

Når man nu selv har onduleret en lille flok mennesker til at indrette noget møde i det vestlige Jylland efter noget kalkuleret fødselsdag i min lille familie, har man egentlig fået en udstrakt service. Så når fødselsdagen så bliver fremskyndet en uge, er det nok ikke mig, der lige kan række fingeren op og lave om igen, vel? No comprende?

Jeg var vel lige nået ud af Kolding søndag eftermiddag, da min ældste datter ringede og fortalte, at hun netop havde afleveret mit yngste barn på Rigshospitalet med ret ondt i maven. Og med noget vand, der var gået. Jamen – heeeeeey – det er først om uge!!?!! Og hvad skulle jeg i Esbjerg? Jo, jeg skulle akkreditere sygeplejerskeuddannelsen. Altså give den et kvalitetsstempel ind i det gode selskab. Og i morgen går turen videre til Holstebro. Jeg sad med andre ord i saksen i sådan noget seriøst og officielt halløj. Der var ingen mulighed for en retrætemanøvre, og det lod sig ikke gøre at vende om og nå til Esbjerg næste morgen. Sikke en redelighed. Jeg mener, det er jo mig, der er mor’en. Til hende Sofie med ondt maven. Og mor’en skal jo være der, ik?

Hun kan jo godt – undvære mig (?). Hun har jo den sejeste søde kæreste, der vil bære hende igennem ild og vand. Men jeg skulle jo stå parat til start, lige så såre han ville ringe efter fødslen. Og nu sad jeg fast her i Vestjylland. Det var altså ikke for sjov.

Jeg har jo siddet før. Lidt hændervridende og forventningsfuld og en lille smule nervøs med tankerne klistret ved mit barn, der var i gang med at bringe et lille nyt liv til verden. På afstand. Spændt på at se hende folde sig ud som mor, og spændt på at se det lille liv, der havde levet inde i hende så længe. Men det var et andet barn. Hende her har jeg ikke prøvet det med før. Hun er helt ny i morbranchen. Først var der alle timerne, hvor jeg sendte gode energier afsted mod øst. Hvor jeg bare ønskede og ønskede, at hendes fødsel ville blive mild og god. Alle timerne, hvor man har mest lyst til at få etableret et lille spionkamera på væggen i fødestuen. Hvorfor har jeg dog ikke sørget for det? Og med den lige så stærke respekt for, at de to skal have deres kamp og deres øjeblikke helt for dem selv. Men du godeste, hvor blev der brugt meget energi sådan en aften på Hotel Cab-Inn i Esbjerg. Prøvede at sove lidt. Sendte for en sikkerheds skyld en sms om at ringe, selvom det blev nat. Som om de ville lade være….

Og så ringede telefonen. Endelig. Klokken 2.20. Og et lille bitte pigeliv havde fået fødselsdag. Og her sidder jeg – nu i Holstebro – og byder hende så velkommen til verden. Og kan ikke vente, til jeg har sovet en gang mere. Og besøgt endnu en sygeplejeskole. Og kørt hele vejen fra Holstebro til København i tog. Og med bussen til Rigshospitalet. Til jeg kan kramme min stærke fantastiske datter og hendes seje kæreste og holde det nye lille babybarn i armene og kysse hende blidt på næsen. Og byde hende velkommen til verden. Og se min unge være mor.

Sidst på eftermiddagen i går trådte jeg ind i en blomsterforretning på Frederiksberg og granskede buketterne med roser. – Jeg har fået dem allesammen i dag, sagde blomstermanden med en umiskendelig accent af noget mellemøstligt. – Jeg skal have den fineste, sagde jeg, for lige nu er min svigerdatter til eksamen og forsvarer sit speciale. – Hvor er du en sød svigermor, sagde han. Og jeg grinede, mens vi causerede lidt over de der svigermor-billeder med spruttende drager, som klamrer sig til deres forvoksede drengebørn.

Det er ingen kunst at være en sød svigermor, når jeg har den fineste svigerdatter. Når jeg ser, hvordan hun får min søn til at stråle. Når jeg mærker, hvordan hun gør min familie rigere. Når jeg bliver glad. Bare fordi hun er der.

Og når der ikke er nogen grund til at klamre mig til søn. Fordi han ikke er et forvokset drengebarn men til blev en mand, der kan selv. Og fordi han ikke har noget behov for at hænge i mine arme.

Mit familiekludetæppe vokser hele tiden. Mine små rollinger er er blevet store. Med uddannelser og jobbeskrivelser og egen dørmåtte og fælles avis. Med lige præcis de kærester, som passer til dem. Og mine store rollinger får små rollinger. Som får mig til at klukke over ligheder med forældrene. Og sådan ruller hjulet videre i det store univers.

Mens jeg kan sidde her og varme mig i kludetæppet. Jeg ser lidt forundret på de voksne mænd og kvinder, som mine rollinger er blevet til. Lige pludselig, på en måde. Og jeg undrer mig over, at eksperter bliver ved med at udtale, at familien har mistet sin betydning. Min har ikke.

Og svigerdatteren? Hun fik da 12, sådan som jeg vidste at hun ville.