Mig og kærligheden

Jeg har jo ikke trukket de heldigste kort, når det gælder mænd. Eller måske har jeg bare været et fjols på den helt generelle måde, når det kommer til parforhold. Altså – jeg har elsket. Og er blevet elsket. Jeg har haft lykkelige stunder med mænd. Og nogen alt andet end lykkelige. Men kærligheden har på en eller anden måde ikke kunnet holde til, at vi blev sammen. Eller jeg er skæbnedømt til evig singlehed?

Alligevel er mit liv fyldt med kærlighed, så det er til at blive rundtosset af. Af den helt klippefaste slags. Sådan en, der ikke kan slides op, bare fordi vi vil noget forskelligt. Det er jo for pokker meningen med det hele. Vi skal ikke på den måde følges ad for ever. Der er altid nok af den, kærligheden.

Engang for 33 år siden, da jeg fødte min rødhårede søn, så jeg på ham og tænkte: Kan jeg virkelig elske ham lige så højt, som jeg elsker min datter? Hvordan skærer man lige den der kærlighedskage, så alle får lige store stykker? Skal jeg nu dele den bid, der blev til hende? Bliver hendes bid mindre? Er det helt fair overfor de to små bitte mennesker, tænkte jeg.

Og så trådte det der mærkelige kærlighedsmirakel i karakter. Der bliver bare mere af den, kærligheden. Man kan elske forskelligt, men man elsker ikke mindre. Eller mere. Hver gang der kommer et nyt lille menneske ind i klanen, så vokser den bare.

Så da to-årige Ella sprang rundt foran mig og råbte: Se mig, se mig, se mig! Kunne jeg jo kun se hende, holde hende og lære hende, at en lille bitte Vera ikke rører ved min kærlighed til hende. Ever. Der er bare blevet en ordentlig bunke mere af den, kærligheden.