33 år og et rødhåret drengebarn

Så så man lige 33 år fløjte af sted i horisonten. Jeg synes jo lige, det var forleden, at jeg sad med et styk rødhåret drengebaby i armene en iskold vinterdag, hvor vejene lukkede til omkring os. En drengebaby der spurtede ind i verden efter en sand vestorm. Smutte mandler? Tsk – han blev nærmest skudt ud, så hans held var, at en jordemoder alligevel stod parat og greb ham i en ble. Jeg kan ikke fordrage at smutte mandler, men det er trods alt knapt så overvældende, som fem minutters presseveer. Veeeeeent, skreg hele min krop. Rooolig – jeg skal osse være med. Og hende jordemoderen stod sådan på grænsen til noget arrogant og holdt på sit: Du føder altså ikke lige nu, vel? Det gjorde jeg så.

Og ind på scenen trådte verdens stædigste rad. Maaaaaaad, brølede han. Og tog omgående mine bryster i besiddelse med den mest selvfølgelige ejermine. Han kommanderede os igennem sit babyliv. Insisterende på at blive båret tæt til kroppen. Sandsynligvis for at være sikker på at have maden indenfor rækkevidde. Andre kaldte det kolik, men jeg vidste bedre. Det var i de dage, hvor en barselsorlov varede i tre måneder. Ja du læste rigtigt. TRE MÅNEDER. Derefter blev min lille bitte drengebaby afleveret i vuggestue. Og jeg tudede hele vejen derfra. Havde tankerne hos mit lille barn i de næste otte timer. Og hentede ham lettet. Det rødhårede drengebarn trådte i karakter. No way, om han ville have vuggestuens flaske med pulvermælk. Men okay, syntes han at tænke, så venter jeg bare. Og det gjorde han. I samme sekund, jeg trådte ind i vuggestuen, sugede han sig til mit bryst. Og drak og drak og drak. Han spiste nærmest konstant, når jeg ikke var på arbejde. Til gengæld spiste han ingenting, når jeg ikke var der. Jeg kapitulerede og malkede mælk ud til barnet. Og DET ville han gerne. May I remind you….. tre måneder gammel. Og tynd blev han ikke.

Han var en lykkelig baby og en lige så lykkelig tumling, som styrede verden omkring sig med hård og charmerende hånd. Og kærligheden til mad slap ham aldrig. Faktisk blev han lidt kvabset. På den helt kuglerunde måde. Og doven. 1½ år gammel nægtede han stort set at gå tur med vuggestuen. De bad mig om at lade være med at hente ham i klapvogn eller på cykel, men gå hjem med ham i hånden. Som om! Jeg gav det nogle forsøg. Men hver gang nåede vi 1-200 meter fra vuggestuen, og barnet lagde sig smilende på fortovet og nægtede at flytte sig en millimeter. Og man så en mor stå og hoppe rundt. Farveeeel, nu går jeg, kunne hun sige. Mens et rødhåret drengebarn lå afslappet på fortovet. I evig forvisning om, at hun aldrig ville forlade ham. Han vandt. Hver gang. Og moren måtte så bære sit meget tunge drengebarn resten af vejen hjem.

Han vejede 18 kilo. Pænt for en 1½ årig, skulle jeg hilse og sige. Han kunne godt gå. Og de næste fire år holdt han vægten. Han vejede nøjagtigt det samme, den dag han startede sin skolekarriere. Som han forresten ret hurtigt var utilfreds med. Jamen, mor. Hende der står hele tiden og bestemmer, hvad jeg skal. Og jeg kender hende ikke engang, udbrød han totalt indigneret.

Nåmn, jeg fik da overtalt ham på en eller anden måde til at fortsætte i det der skole. Og lige om lidt er han så i gang med at skrive speciale på CBS. Så noget fik han da ud af det.

Og i aften tager vi så ud og fejrer de der 33 år. Som jeg slet ikke lige kan lure, hvor blev af. Men hvor er jeg glad for, at han har været der. I alle 33 år.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

7 thoughts on “33 år og et rødhåret drengebarn

  1. Jeg syndes det er fascinerende at man så tydeligt kan se personens grundtræk (eller nogle af dem) praktisk taget lige så snart ungen er sluppet ud i fri luft. Det er også min erfaring med mine to meget forskellige børn. Når man nu ved at de deler 50% af deres gener og en hel del miljø faktorer også. Fascinerende.
    Og tillykke med ham *<:o)

  2. Smukt indlæg, smil på læben 😉 Sendte mig lige en tur ned af “memory lane” med 3 x børn, er der jo minder nok at tage frem.. Den ukuelig stædighed er lig min datter….Tak, for at sende mig på en lille rejse..
    og et forsinket tillykke

  3. Pingback: Mig og kærligheden « Helle's Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s