En varm velkomst

Geneve tog imod med åbne arme. Efter en lidt dramatisk afrejse i den vildeste tordenstorm i København, som så forsinkede os i næsten to timer. Men det er ligemeget, når jeg har ferie. En ferie er på en måde én lang forsinkelse. Min bagage kom høfligt til tiden, og ved siden af bagagebåndet stod en maskine med gratis billet til offentlig transport i Geneve. Tak, sagde jeg, og fandt bus nummer ti, som transporterede mig til den gamle del af Geneve.

Jeg gik op og op til Cathedral St. Pierre, hvor jeg havde indlogeret mig på et refugie for kvinder. En slags kloster, kan man sige. Og helt i særklasse hyggeligt. Home St. Pierre hedder det, hvis du nogen sinde får trang til et hyggeligt og billigt ophold i Geneve. Jeg valgte selvfølgelig den allerbilligste mulighed – en seng i en sovesal. Så mærker jeg, at jeg er på rejse, og det er den bedste måde at møde andre rejsende.

Geneve overaskede. Igen er jeg helt varm indeni over, hvor nemt det er at arrangere sig i den her by. Det er let at finde rundt. Det er let at skaffe transport. Det er let at bo billigt. Det er let at finde supergod og billig mad. Det er let at være glad.

Men jeg skal på tur, så jeg har købt en busbillet til Thonon-les-Bains, hvor jeg starter. Måske først i morgen, så jeg kan nyde den smukke gamle by og et godt glas rødvin ved kanten af den store sø. Jeg har ferie, og jeg gider ikke skynde mig. Endnu.

20130620-110429.jpg

20130620-110511.jpg

20130620-110538.jpg

Ferie

Så blev det nu. Ferien er en realitet. Det har været den vildeste optakt. Som aldrig blev dramatisk eller stresset, trods alle odds.

Jeg har flere gange i mit stille sind bandet lidt over at satse på en weeekend i musikkens tegn. Bare tre dage før afgang. Når nu jeg også skulle nå at arbejde mig ihjel også. Men det var så fint. Og selvfølgelig skulle jeg være der.

Jeg har også endevendt mit kreative hjørne i hjernen for, hvordan jeg skulle nå at sige farvel til alle mine børn. Og så inviterede jeg jo bare på pølser og cremant i aftes. <og lå i ske med verdens mindste Vera hele natten. Hun klistrede på mine ben hele morgenen. Fordi hun selvfølgelig kunne mærke, at jeg var seriøst ved at skride.

Jeg var inviteret til møde i formiddag. Af nogen som flyttede det møde fra eftermiddag og fra Hillerød til København. Bare så jeg kunne være med. Så siger man ligesom ikke nej tak. Det var fint og jeg nåede det.

Nu sidder jeg i lufthavnen og venter på et forsinket fly. Og er skideligeglad. For jeg har ferie. Jeg har ikke travlt i de næste fire uger. So long. Hav det godt. Jeg prøver at poste lidt rejseindtryk og billeder undervejs, når jeg falder over noget wifi.

Pas på hinanden. Pas på København. Og hav en fantastisk sommer.

20130619-161259.jpg

Tæller ned og prøvepakker

Der er bare sammenlagt 5,5 arbejdsdage, til min sommer for alvor starter. Der er lidt mere end en uge, til jeg sætter mig tilbage i flysædet. Og lader sundhedsvæsen, patienter, sygeplejersker, læger, strategier og politikker, referater og dagsordner passe sig selv. I rigtig lang tid. Jeg er midt i det årlige feriehelvede. Inden der er gået lidt mere end en uge skal jeg skrive referat, skrive kommissorium for en styregruppe, lave planer for det næste år, holde oplæg for politikerne, forberede en konference, holde møder og rydde kalenderen. Og bruge weekenden i Århus, mens jeg hører dejlig musik og møder mennesker, jeg kender. Jeg skal gøre mit hus parat til nye indbyggere, fordi Verdens Mindste Vera flytter hele familien ud i vandkanten, mens jeg er væk. Og så har nogen lokket mig til et allersidste møde et par timer, før flyveren letter fra Kastrup i næste uge.

Åndenød? Nej, jeg skal jo bare nå at pakke rygsækken. Alligevel går jeg lidt rundt om den. Når nu mit hjem skal sidde på ryggen af mig i fire uger, er det ikke helt ligegyldigt, hvad der ligger i den. Så jeg har prøvepakket. Og pakket om. Og om igen. Et eller to par bukser? Tjaaaeee. Støvler eller sko? Støvler – fordi jeg risikerer sne undervejs. Sko med alligevel? Nej, nok ikke. Tyk eller tynd sovepose? Der bliver bidt til benet. Det letteste liggeunderlag af skum kommer med. Den tynde sommersovepose og en ekstra fleecepose i stedet for den tungere 3-sæsoners. Den lette all-in-one brænder kommer med. Jeg vejer. Alting. For jeg gider ikke slæbe, som jeg nogen gange har gjort på de længere ekspeditioner.

P6 Vincent og Helle

Det her er jo ikke bjergbestigning. Det er en nydningstur, og jeg kommer jævnligt i nærheden af små byer. Og den helt store luksusretreat kommer jo til mig i Nice.

Jeg lurer en anelse bekymret på det europæiske vejr. Det ser fredeligt ud omkring Geneve. Chamonix ser tilforladeligt ud. Snegrænsen er tæt på 2500-3000 meter. Det skal nok gå.

Jeg begynder at se på startruter for turen. Der er flere muligheder, og jeg hælder selvfølgelig nok til den, der hurtigst (og hårdest) fører mig op i bjergene. Jeg kan jo så let som ingenting bide den første etape over og slå teltet op, når dagen går på hæld. Og når jeg tænker mig igennem sådan et scenarie, glæder jeg mig ubeskriveligt til at sidde i teltåbningen og glo på skyer. Og glemme alt om sundhedsvæsen og alt det andet. Jeg glæder mig til at møde de andre, der vandrer over Alperne. Jeg glæder mig til at sidde med et glas fransk rødvin på en terasse ved en bjerghytte. Jeg glæder mig til at læse i ligeså mange timer, jeg gider. Jeg glæder mig til at tænke uforstyrret på ting, jeg selv vælger. Mens jeg nyder Alpe-udsigter.

IMG_3545 (1)

Sommer i bjergene

Jeg holder tidlig sommerferie. Til gengæld bliver den lang. Og det allersidste møde slutter et par timer, før jeg langer min bagage ind i Kastrup. Allerede 19. juni flyver jeg til Geneve. Ja faktisk har jeg allerede tjekket ind på mit fly, og boardingkortet ligger klar.

Allerede i efteråret mærkede jeg trangen til natur og stilhed trænge sig på. En trang der handler ligeså meget om tid til eftertanker og ro. Den slags gør jeg jo bedst i bevægelse.

Der er store ting i gære i familien, og omkring 1. august holder en ny lillesøster sit indtog. At rejse langt væk var derfor udelukket. Jeg skal hjem og sørge for, at Veras forældre kan føde og tage imod lillesøsteren i fred og ro, mens jeg tager mig af den kommende storesøster. Som har lidt svært ved at fatte det der med lillesøster og storesøster. Sidst min datter gav sig til at føde, sad jeg låst fast i Esbjerg. Denne gang er der ingen bånd. Jeg kan fanges på telefon og internet og være hjemme på en dag eller to. Men min ferie er selvfølgelig planlagt, så jeg når hjem i god tid.

Jeg flyver til Geneve og har genoplivet en gammel rute over Alperne, som fører mig til Nice. Gennem de smukkeste områder. Over alpetoppe og høje pas. Gennem små yndlingsalpebyer. Ruten hedder GR5, og jeg håber inderligt, at de vinterstorme, der lige nu hærger Norditalien, Frankrig og Spanien stopper nu. Nu, så sneen kan nå at lægge sig og tø, inden jeg begiver mig over de høje pas. Tak, siger jeg bare. Og hvis ikke, må jeg enten få kolde tæer eller tage en rute nedenom.

Turen kommer til at tage 3-4 uger. Hvis jeg går hurtigt nok, venter nogle venner i et lejet hus udenfor Nice med croissanter og rødvin. Måske støder en veninde til undervejs og følges noget af turen. Og ellers er det fede ved at vandre i Alperne, at jeg ikke er den eneste. Jeg møder med garanti nogen at slå følge med ind i mellem. Og resten af tiden er der kun mig selv, min rygsæk, mit telt og min notesbog. Og det er faktisk ikke det værste selskab på sådan en sommertur.

IMG_1212

Langt højere bjerge…..#2

Det gik ikke for Bo. Han fik en dårlig nat, hvor han måtte hjælpe et par fuldstændig udmattede bjergbestigere, der kom tilbage fra toppen. De måtte overnatte sammen med ham i det lille telt, og han måtte hjælpe dem med at smelte sne, så de kunne få væske. Derfor sov han ikke meget, og derfor var han for træt. I de højder og uden supplerende ilt, er der ingen chancer for at få mere energi. Man ved bare, at kroppen bliver drænet og drænet. Derfor vendte Bo om. Klog som altid. Min respekt for ham bliver kun større. Mens det gør mig så ondt for ham, at det heller ikke lykkedes denne gang.

Bo’s historie fortæller en hel masse om, hvordan bjergbestigning er fyldt med risiko. Og den fortæller, hvordan man som en klog bjergbestiger kalkulerer med den risiko. Jeg har aldrig været på Everest. Eller drømt om det. Der er ikke noget imponerende over mine meritter i bjerge rundt om i verden. Men også på knapt så høje bjerge, kalkulerer vi med risiko. Når en risiko er kalkuleret, kan den meget lettere kommes i møde. Der vil altid være en lille risiko for uforudsete ting, som pludselige vejrskift, sneskred og stenskred. De sidste to er de helt store jokere, men heldigvis sker det sjældent, at mennesker er involveret.

Jeg har aldrig været en dare-devil med behov for adrenalinrush. Jeg er altid taget afsted  med en klar målsætning om at komme hjem. Ellers giver det jo ingen mening. Derfor kan jeg også bedst lide at være afsted på egne ekspeditioner med mennesker, jeg kender. Jeg har set guider på kommercielle bjergbestigninger skubbe udmattede klienter videre. Som lader sig skubbe, fordi de ikke selv kan tage ansvar for noget, de måske ikke rigtigt ved, hvad er. Jeg har været på ekspedition med en, som manglede filteret for kalkuleret risiko. Og fortsatte alene i dårligt vejr, fordi toppen var vigtigst. Og satte os andre i en ulidelig situation, fordi vi kun kunne sidde tilbage i vores forblæste telte og håbe på, at alt gik godt. Det gjorde det heldigvis.

Jeg elsker det meditative og det enkle i bjergene. Jeg elsker at løse de problemer, som giver os en sikker færd. Jeg elsker at sidde i teltåbningen og glo på skyer. Og jeg elsker at være sammen om beslutninger. Jeg elsker skønheden, og jeg elsker de fysiske udfordringer. Jeg er en bedre projektleder, fordi jeg har lært af problemløsninger på vejen i bjergene. Jeg er bedre til at se muligheder, fordi jeg har lært at finde muligheder i bjergene. Jeg tror også, jeg bliver et lidt bedre menneske, fordi jeg har lært betydningen af samarbejde og omsorg i bjergene. Og fordi jeg lærer en grad af nærvær, der ikke er mulig at finde andre steder.

Den risiko, jeg udsætter mig for, når jeg tager ud i bjergene, er altså langt mindre, end når jeg bevæger mig rundt på cykel i trafikken. Her bliver den kalkulerede risiko meget sværere at håndtere. Fordi der kører forskellige slags mennesker rundt i bil. Nogle er måske sure på konen, andre måske stressede over at holde i kø, endnu andre har måske sovet for lidt. Statistisk set er det meget farligere at ride, for slet ikke at tale om lystfiskeri. Ridning og lystfiskeri kræver langt flere menneskeliv end bjergbestigning. Og hvis vi tæller Mount Everest og K2 ude, ser statistikken helt anderledes og endnu bedre ud.

Den slags forskellig risiko og forskelle på angst for, hvad der kan ske, har vi snakket rigtig meget om i min familie. Og der vil selvfølgelig altid være noget symbolsk ‘farligere’ ved at tage på bjergbestigning, end ved at cykle fra Hillerød til Sydhavnen. Der er en risiko for at forsvinde og dø alene langt fra hjemmet. Men – hånden på hjertet – jeg kunne i teorien ligge en uge i min seng, hvis jeg skulle ligge der og få hjertestop helt alene. Min familie ved, at jeg optræder fornuftigt. De ved, at jeg hellere undværer en bjergtop end at sætte liv og helbred på spil. De ved, at de er de vigtigste i verden, og at jeg vil hjem til dem igen.

Det er ikke nogen ny beslutning at droppe de rigtig høje bjerge. Den har vi taget for længe siden, mine unger og jeg. Jeg finder aldrig ud af, hvordan det er at være mig i 8000 meters højde. Og det er fint med mig. Der er andre og vigtigere ting at finde ud af.

Argentina 2006 182

Langt højere bjerge….

Min gode ven, Bo Belvedere, er lige nu højt oppe på Mount Everest fra Tibetsiden. Imens sidder jeg og drejer lidt rundt om mig selv. Mens jeg håber og ønsker, han lykkes denne gang. Og endnu mere at han kommer hele vejen ned i god stil og i ét stykke. Jeg tjekker hans ekspeditionsblog flere gange dagligt i disse dage. Hvor han har indledt sit forsøg på at komme til toppen. Uden supplerende ilt.

Jeg har kendt Bo længe. Vi har begge arbejdet i Kiplingtravel som rejseledere i bjergene, og da jeg fik job i Hillerød, tilbød Bo generøst, at jeg kunne flytte ind i hans og Helles hus i Holte. Jeg boede i et hyggeligt bofællesskab med dem i det første år på Sjælland. Så fik de endelig solgt deres store hus, og vi flyttede hver til sit. Efter adskillige forgæves forsøg på at få noget økonomi til at hænge sammen, så vi kunne blive i vores bofællesskab.

Kærlighed til store bjerge og trang til eventyr er en svær størrelse. Det er svært at forklare, hvordan man kan tage på eventyr og efterlade sine kære i en tidslomme, som let bliver fyldt med angst. Sådan helt kuglet om sig selv. Jeg ved det, for jeg har gjort det selv så mange gange. Taget afsked med forældre med kontrollerede grådklare stemmer. Klemt munden stramt sammen, når min datters blik undveg mit i afskeden. Ingen kunne drømme om at forbyde mig det. De har kendt mig længe. De kender min nysgerrighed og min hang til udfordringer. Og jeg? Jeg lukkede lidt omkring mig selv og tog afsted.

Jeg har skrevet om at komme hjem. Hvordan min store kærlige flok tropper sammen i lufthavnen, når jeg lander. Hvordan vi forenes i et endeløst kram. Jeg har ikke skrevet om de gange, jeg er blevet mødt af rasende ild fra min datter, når jeg er hjemvendt med brækkede knogler. Eller er blevet slået hjem af højdereaktioner. Den rasende ild skyder direkte ud af det bål af angst, som hun har levet i de uger eller måneder, jeg har været væk.

Noget i mig har ændret sig. Langsomt har jeg fattet lidt af dybden i deres angst. Eller måske har jeg langsomt lært at lytte. Langsomt har jeg måske fattet, at livet og verden ikke handler om mig alene. Måske hænger det sammen med de mange små nye mennesker i familien. Måske hænger det bare sammen med, at jeg på mange måder har leveret den mængde angst og rædsel i deres liv, som de kan tage. Mine ture til høje bjerge har kun lagt til det hav af angst, min sygdom oversvømmede mine børn med. På en eller anden måde larmer det inden i mig. Så det ikke længere er muligt ikke at lytte. Og så er det ikke længere muligt bare at lukke mig længere. Jeg tager ikke til høje bjerge mere. Jeg tager stadig på eventyr. Også i bjergene. Og helst hvert år. Der er så meget af verden, jeg ikke har set endnu.

Det skal de ikke bestemme, vil nogen sige. Det skal de måske ikke. Men jeg har mærket, hvor bange mine børn er. Og det skal de ikke være. Bare fordi. Det. Skal. De. Ikke. Det har de været nok.

Tilbage til Bo. Dette er ikke et moralsk opstød på familiens vegne. Bo har deres fulde opbakning, og hele familien deler hans kærlighed til natur og bjerge. Han er så uendeligt meget dygtigere end mig og optræder altid klogt i bjergene. Man er klog, når man kan vende om 450 meter fra toppen af Everest, som Bo har gjort tidligere.

Jeg sidder i min stue og hepper. Sender den bedste karma med vinden over bjegene til Everest. Og glæder mig til at give ham et velkommen-hjem-kram.

14bLanin.morgen2

Husk eventyret

Se, Kylling, mormor og Vera er på tur. Og Kylling er med, sagde Vera forleden. I vogn 32, et sted mellem Århus og København. Hun løftede Kylling op til ruden. Se, Kylling, det er et træ. Og det er en hest. Vi er på tur.

Sådan kan en ret almindelig tur hjem fra Århus få sin helt egen magi. Ved hjælp af en to-årig, der begejstret går på opdagelse i verden. Og tager Kylling med. Lige til Høje Tåstrup, hvor hun spurgte, om vi snart var færdige med toget. Ja, sagde jeg, nu skal vi kun køre en gang. Næste gang toget standser, skal vi af. Hvorpå den to-årige rejste sig op og bankede på ruden med sine små knyttede hænder. Stands, stop, råbte hun. Vera skal af. Stop, Vera skal af. Og jeg opgav at forklare hende om togstationer og køreplaner. Og opdagede at der alligevel kan være langt fra Høje Tåstrup til Hovedbanegården.

Alt det tænkte jeg på, da jeg igen i går kørte til lufthavnen for at kravle ombord på et fly mod Oslo. Jeg følte mig mættet med flyveture, hotelværelser og fremmede mennesker. Men jeg havde en aftale. Og prøvede ihærdigt at fremkalde en slags eventyrstemning omkring mig. Det gik ikke godt, så i stedet gik jeg til gaten, tændte computeren og arbejdede lidt videre.

I Oslo købte jeg billet til toget og kørte videre til Hamar. Som jeg ikke forventede mig meget af. Togturen greb mig. Den var gribende smuk. Med vand og bjerge hele vejen.

Da jeg stod af i Hamar, blev jeg mødt af Torkel på 87. Som var kørt til stationen for at hente mig i sin bil. Han tog varmt imod. Som var jeg en ventet ven. Han kørte mig til hotellet og insisterede på, at jeg fik lidt mad, mens han fortalte om sin studietid i København. Og spurgte interesseret til de hospitaler, han havde kendt dengang. Og han fortalte mig, hvordan jeg kunne finde vej til vandet på min morgenløbetur.

Derfor løb jeg den smukkeste tur. Og derfor er der også eventyr. Selv når man er på tur uden helt at have hjertet med. Og derfor står jeg måske op klokken fem i morgen tidlig for at få det sidste eventyr med.

IMG_1531

Hvad synes de egentlig, patienterne?

Jeg siger det lige: Det bliver et fagligt indlæg i dag. Selvom det har været fridag. Og det bliver bare en kort smagsprøve på de mange ideer, jeg blev præsenteret for i London.

To dage i London sagde mig lidt om, at vi måske mangler mod i det danske sundhedsvæsen. Nej, i den danske offentlighed. Eller måske mangler vi ikke mod. Måske mangler vi kreativitet. Og nuancer. Man kan spørge sig selv, hvorfor vi reagerer så langsomt. At vi ikke forlængst har fundet på at bruge teknologien til at være kreative, til at gøre kvaliteten endnu bedre, til at involvere brugerne. Men vi er langsomt på vej.

Vores besøg i London startede hos NHS Direct, der varetager telefoniske og digitale henvendelser fra patienter i hele UK. Som er nogle millioner større end Danmark. Det er en slags nationalt call center med 24 timers service. Fra at være hhv telefonservice og onlineservice er de samlet og udvidet med en sms-service. Det var vigtigt for dem at understrege ‘multi access channels’. Fordi forskellige patienter foretrækker forskellige henvendelsesmuligheder. I systemet er der mulighed for online symptom og health checkers, og det benyttes af mere end 10 millioner mennesker om året. Brugeren guides gennem en slags triagesystem og kan få almene råd, viderføres til call center eller kanaliseres videre til andre NHS services. 30% af brugerne ville have gået til læge, hvis de ikke havde haft den digitale mulighed. Det bliver en slat penge ud af 10 millioner brugere. Det nationale sundhedssystem evalueres hele tiden gennem en ‘friend and family test’, som i sin næsten ubegribelige enkelthed går ud på at spørge brugere/patienter, om de kan anbefale den tjeneste eller behandling, de har gennemgået til venner og familie. De bliver bedt om at svare inden 48 timer, og langt de fleste gør det. Fordi man kan gøre digitalt, på sms, på telefon eller i brev. Resultaterne opdateres og offentliggøres en gang om måneden.

Overskrifterne kan samles i transparacy, participation og transaction.

Og hvad kan sådan en lille bitte og enkel forespørgsel betyde for et stort sundhedssystem? Er det overhovedet evidensbaseret nok? Er det ikke fyldt med uvidenskabelige bias? Spørgsmålet lyder: How likely are you to recommend our ward/hospital/service to friends and family? Det kan betyde rigtig meget. Fordi det er realtime undersøgelser. Fordi de bliver tilgængelige på hospitalernes hjemmesider. Fordi de kan pege på små udsving, der ellers ville blive overset.

NHS, som det engelske sundhedssystem hedder, er gået på opdagelse i de sociale medier. I de private udbydere. I forskellige patientfora. Der findes allerede Tripadviserlignende tiltag for sundhedsvæsenet, så hvorfor ikke selv tage fat i det? Derfor har de skabt et patient tilfredsheds dahsboard. Ud over friend and family test, opfordres patienter og pårørende til at skrive deres oplevelser – gode og dårlige. Beretningerne redigeres, så de ikke fremstår racisistiske eller stødende, og så offentliggøres de på det pågældende hospitals hjemmeside. Hospitalet kan svare og gøre rede for, hvad man gør for at ændre en dårlig procedure, undskylde fejl eller andet. En patient udtalelse bliver stående tilgængeligt i to år.

Efter en nylig skandale på et engelsk hospital med ekstreme patientoplevelser og stor utilfredshed, er man blevet opmærksom på de eksisterende sociale medier og har sat sig for at undersøge systematisk, hvad der bliver skrevet og udtrykt om sundhedsvæsenet. I håb om at opsnappe dårlige oplevelser, før de udvikler sig.

Hvorfor synes man så, det er så vigtigt? Ud over princippet om tilfredse brugere og motiverede, tilfredse medarbejdere? Som jo grundlæggende er et godt og tiltalende princip. Man har faktisk fundet sammenhænge mellem god klinisk kvalitet og tilfredse patienter. Det ser simpelthen ud til, at patienter dør i mindre grad, når tilfredsheden er stor. Og hvis ikke det er værd at bruge en masse kræfter på, så ved jeg ikke…..?

Som den læge, der efterhånden brugte det meste af sin tid på at undersøge de her ting udtrykte det: There’s a wisdom in the crowd of patients. Facebook, Twitter, blogs og forskellige private initiativer til bedømmelse af sundhedsvæsenet udgør en sky af patientoplevelser, som sundhedsvæsenet kun kan blive klogere af. Der er masser af spørgsmål at stille. Hvad gør vi med al den viden? Hvordan udvikler vi analyseredskaber til at konteksualisere de mange patientudsagn? For tilfredshed er ikke bare tilfredshed. Landboere og byboere rater forskelligt. Der er uendelige indflydelsesmuligheder på oplevelsen af tilfredshed.

Men nu ved vi det. Det er ikke uden betydning, hvordan patienter oplever sundhedsvæsenet. Så jeg klør på. Vi kan jo lige godt hjælpe hinanden med at bygge det bedste sundhedsvæsen.

IMG_1503

Ukontaktbar i den teknokologiske højborg

Jeg har været ufrivilligt tavs de sidste dage. Ufrivilligt off-line, hvor jeg mindst havde ventet det. Tankevækkende hvor ufrivilligt, det kan føles. Og hvor selvfølgeligt det er blevet. Selvfølgelig kan jeg blogge, når jeg vil. Eller tjekke Facebook. Eller tweete om alt det, jeg oplever.

Men nej. Mens jeg sad til møder i den engelske National Health Service og hørte om alt det flotte, de laver sammen med brugerne. Ved hjælp af den moderneste teknologi. Var der intet wifi. Overhovedet. Ind i mellem kom et forsigtigt pip fra noget netværk. Men ikke så såre var jeg begyndt på et lillebitte tweet, så forsvandt det igen. Min plan var ellers at livetweete fra begge dagene i den engelske sundhedsteknologiske højborg, fordi der sad flere på Twitter og fulgte med interesse. Lang næse og ikke engang netværk nok til forklaringer.

På hotellet var det ikke bedre. Routeren kunne ikke råbe helt til femte sal, hvor vi var indlogeret på mikroskopiske værelser. Jeg måtte ‘give in’ og lade min cybersfære passe sig selv. Til gengæld kunne jeg så koncentrere mig om englændernes oplæg. Som jeg nok skal skrive mere om i morgen.

Nu sidder jeg nemlig igen i Sydhavnen med tunge øjne og kalder stille på min dyne.

Jeg elsker England. Jeg savner sådan at komme der mere, end jeg gør. Heldigvis tog jeg afsked med min veninde i morges med et stort kram og en kærlig opfordring til at komme igen snart. Og blive en uge i hendes store hus i Isleworth.

IMG_1511

Farveladehuse på Tromsøya

I morges løb vi tur i det kølige Tromsø. Sneen var stilnet af, og det var igen blevet temperaturer til at lægge huen væk. En del timer senere landede jeg i Sydhavnen og kunne sætte mig med bare tæer i solen og nyde min kaffe og alle børnene, der pløjede rundt i gården.

Her kommer bare en kavalkade af lokal Tromsø arkitektur. Jeg elsker farveladehusene.

IMG_6071

20130421-222202.jpg

20130421-222302.jpg

20130421-222424.jpg

20130421-222530.jpg