by - 1 kommentar

Og det bliver Nepal

Sommeren bliver i Nepal. Så meget har jeg besluttet. Og det har ikke været let, for jeg ville frygtelig gerne have været i Pakistan. Men det eneste, jeg kunne støve op, var en plads i det pakistanske Røde Halvmåne eller et frivilligt vikariat på et cancerhospital i Lahore. Og det giver sådan lidt en usikker fornemmelse i maven. Havde jeg kunnet finde et lille lokalt program langt ude i bjergene i Karakoram, havde jeg slået til. Men jeg tror, situationen generelt er for usikker til den slags projekter med vesterlandske deltagere. Uagtet at lokalbefolkningen i den grad kunne bruge det. Så jeg har aflyst Pakistan og beklaget til min bekendte, som allerede var begyndt at glæde sig til jeg kom. Jeg vil til Pakistan, men det bliver tidligst sommeren 2011.

Så Nepal bliver det. Og jeg har hele to tilbud at vælge imellem. Jeg afventer nogle priser på det ene, før jeg endeligt beslutter mig. Nu skal man endelig ikke forledes til at tro, at jeg er en inkarnation af Mother Theresa. Jeg elsker Nepal, og jeg elsker at tage på eventyr. Men jeg kan allerbedst lide eventyr, hvor der er mere end mine egne oplevelsesbehov. Så at kunne tage på eventyr til helt nye steder i verden og tage nogle professionelle kompetencer med mig er en helt perfekt kombination af alting. At nogen så måske bliver glade, lidt sundere eller klogere tager jeg gerne med i købet.

Jeg kan vælge imellem to projekter. Det ene ligger i den nordvestlige del af Nepal. I en fjern provins i “The Hidden Himalaya”, der hedder Humla. Der er ni dages vandring dertil gennem virkelig uvejsomme områder. Højdeprofilen for provinsen siger 1.500-7.300m, og der er af gode grunde ikke noget, der ligner vestlig infrastruktur. De er voldsomt interesserede i at få mig ud i projektet, fordi jeg er kvinde. Kvinderne i området modsætter sig nemlig at blive undersøgt af mænd, og det udgør faktisk en trussel mod deres helbred. Jeg ville elske at komme derud. Jeg er ildt tiltrukket af muligheden for at arbejde i sådan et område. Arbejdet vil omfatte både behandling og undervisning af lokalbefolkningen. Og det er netop også, hvad der tiltrækker mig ved projektet. Det har en lokal forankring og er ikke bundet op på livslange bidrag. Men jeg er nødt til at vide, hvad det kommer til at koste mig, før jeg råber ja. To gange ni dages trek med en guide kan godt løbe op, og jeg skal selvfølgelig betale for min mad, mens jeg bor i landsbyen. En anden mulighed er at gå fra Tibet. Det tager kun seks dage, men så kommer transporten til Tibet oveni.

Min anden mulighed er et projekt i Chitwan i det sydlige Nepal. Projektet er også lille og lokalt forankret. Også her omfatter det både behandling og undervisning af lokalbefolkningen. Ud over en landsby klinik omfatter projektet en flygtningelandsby. Landsbyen blev oprettet efter at mange mennesker mistede alt i massive mudderskred. Indbyggerne ligger i øjeblikket i forhandlinger med den nepalesiske regering om at få rettighederne til den jord, de bor på. Projektet er billigt at deltage i. Mad og ophold koster ikke meget, og transport til Chitwan er ikke nogen stor udskrivning.

Det er en sjov og tankevækkende proces at lede efter sundhedsprojekter i den 3. verden. Det er på nogle områder ved at udvikle sig til en slags charter-industri. Jeg er stødt på store amerikanske og internationale firmaer og foreninger, som arrangerer ophold for volunteers rundt omkring, og helst ikke for langt fra lækre badestrande og andre turistattraktioner. Lidt et sjovt koncept, synes jeg. Man kan bestille et “frivillig-ophold” på to uger og en forlængelse med badeferie eller safari bagefter. Jeg får indtryk af, at de udsender hundredevis af frivillige, som lægger en klækkelig betaling og bor sammen i hostels. Not what I was looking for. Hvis jeg skal ud og være godgørende, skal det have en virkning – ud over mit oplevelsesaspekt. Og det har de her to projekter. I hvert fald potentiale til.

by - 4 kommentarer

Kreativ blogger – award

Jeg har modtaget en award! Jeg har fået den af Fru Z, som jeg har udvekslet tips og tricks med om bloggens tekniske finesser. Hun modtog selv awarden for sin evne til konstruktiv flabethed, en evne jeg selv sætter stor pris på hos hende. Mette giver awarden videre til mig, fordi hun synes, jeg er overskudsagtig.  Har egentlig følt mig ret underskudsagtig alt for længe i snetågerne. Men sådan lidt forestilling om mit overskud – ha – det virker. Jeg sluger det råt og tager imod, mens jeg takker og bukker. Og rødmer lidt over Mettes søde ord.

Reglerne er sådan:
1. Man skal vise prisen på sin blog – done
2. Linke til den, man har fået den af – done
3. Skrive syv ting om sig selv
4. Give prisen videre

Så her er syv om mig:
1. Elsker at tage på opdagelse ude i verden. At opleve mangfoldighed og store vidder, og elsker at returnere til den hjemlige ormegård.
2. Har det bedst, når jeg er i super god fysisk form.
3. Kan faktisk godt lide at gøre andre glade – på den lidt overskudsagtige måde.
4. Har glemt alle husmor-dyderne i takt med, at mine unger har forladt reden og har aldrig kunnet folde en serviet kreativt. Men okay – kan godt mixe et spisbart brød, kreere guderetter for vennerne og besad det tidligere jyske mesterskab i desserter.
5. Er dybt og uhelbredeligt konkurrencemenneske
6. Har til min overraskelse været single i mange år – og er til min lige så store overraskelse faktisk ret god til det.
7. Er uforbederligt nysgerrig og får nogen gange rifter og blå mærker på den bekostning.

Reglen siger vist, at man skal give prisen videre til syv medbloggere. Kender jeg overhovedet syv medbloggere? Jeg føler mig stadig en slags ny pige i klassen. Men til en start vil jeg give awarden videre til Karin, fordi hun bruger sin blog kreativt midt i sit vadested, som hun gavmildt deler med os andre. Jeg vil også gerne give prisen til Katrine, fordi hun på sin blog deler sine indre og  ydre kampe med løbeturene i skoven, og fordi hun er et umådeligt positivt væsen. LenaLuna skal også have prisen. Jeg har lige opdaget hendes blog og er helt forgabt. Den er både sjov og indsigtsfuld – og super kreativ. Endelig får Tingstrup prisen, fordi han blogger fra Kathmandu i Nepal, og ikke mindst for sit faste indslag, Ugens rotte.

Tak for prisen. Det bliver i øvrigt Nepal til sommer, men mere om det senere.

by - 2 kommentarer

Kedsomhed og tankeflugt

Kedsomheden er ved at indfinde sig, og min krop bliver rastløs og længes efter frisk luft og bevægelse. Har sovet, set film, læst og lagt musik ind på iPod’en. Og sovet lidt mere. Og stadig ikke nået avisen. Måske er det meget godt at blive sat i parantes et par dage. Måske har både krop og hjerne brug for lidt ekstra hviletid? Når man nu ikke bare gør det af sig selv – uden feber? Min hjerne har i hvert fald været helt afskåret fra at forholde sig til sundhedsaftaler eller kvalitetsstrategier. Den har nødtvunget og periodisk forholdt sig sporadisk til den franske seriemorder i “Den sorte linje”. Sporadisk fordi det simpelthen er for langt ude at rumme så meget litterær ondskab i min lille landlige idyl midt i vinterlandskabet. Jeg er derfor også kun sporadisk på krimi-toget. Der bliver skrevet ufatteligt få virkeligt gode krimier, og jeg vil ikke nøjes med mindre. Min opmærksomhed er for dyrebar til andet. Derfor lever jeg af en god og gedigen blandet litteraturhandel.

Næste fornøjelige indslag bliver Dario Fo‘s barndomserindringer. Jeg havde den store fornøjelse at opleve Dario Fo i Danmark, da jeg var meget ung og dyrkede det alternative teater intensivt. Han gjorde et uudsletteligt indtryk. Jeg kan fremkalde hans optræden for min indre skærm fuldstændigt livagtigt, som var det igår. Og så har jeg Robert Macfarlane’s The wild Places, liggende i startposition. Han har tidligere skrevet en helt skøn bog om bjergbestigning iblandet antropologiske og filosofiske betragtninger, Mountains of the Mind. Denne bog handler om de sidste engelske ødemarker. “The wild Places mixes history, memory and landscape in a strange and bewitching evocation of wildness and it’s importance.” Og sådan noget elsker jeg. Ligesom Thoreau’s Walden eller Walking. Jeg glæder mig stadig til Jakob Ejersbo’s Liberty, og den næste krimi bliver nok Inger Wolf‘s Sangfuglen. Hende kender jeg lidt, og hun kan faktisk skrive krimier.

Tankerne drager på langfart – det er bare et andet udtryk for sådan lidt ukoncentrerethed. Men jeg kan da aflægge en royal fotoreportage, før jeg lader mig tåge endeligt hen for i dag:
Bjergbestiger in spe?

by - 4 kommentarer

Midlertidigt lukket

Jeg har trukket stikket. Lukket biksen. Sådan bare for nu. Jeg vågnede i morges med indtørrede læber og en knaldende hovedpine. Høj feber kunne jeg mærke. Hvorfor sker sådan noget altid, når det er allermest ubelejligt? Jeg havde så mange planer i dag. Og jeg havde kongeligt besøg. Det var højst upassende at vågne med feber. Når nu kronprinsessen skulle have morgenmad og i børnehave. To Panodil løser mangt og meget, og jeg slingrede mig igennem morgenen og nåede børnehaven i tide. Alma går i skovbørnehave herude, hvor jeg bor, så vi kunne gå derhen.

Nu crasher jeg på sofaen og gider ikke engang skrive et ordentligt blogindlæg. Har bevæbnet mig med the og bananer og en god bog.

Ha’ det godt verden. Vi ses sikkert igen i morgen.

by - 1 kommentar

Deadline

Jeg cyklede glad hjem fra Hillerød med Manu Chau i ørerne. Altså, så kan man kun være glad. Også selvom Hillerød Kommune skulle skamme sig med deres dybfrosne snebjerge på cykelstien. For anden dag i træk har det været muligt at cykle både frem og tilbage til arbejde. Og det er lyst. Noget sker der heldigvis, –  i den rigtige retning. Mod noget forår. Jeg var også lettet, fordi jeg endelig havde afleveret mine afsnit til vores projekt til første behandling. Jeg er lettet, lettet, lettet. Og egentlig ret tilfreds med produktet.

I aftes sad jeg og pev lidt over de bjerge af ubrugte ord, der tårnede sig op foran mig. Jeg kunne pludselig ikke få det hele til at vende rigtigt. Kunne ikke finde de rigtige udtryk. Og kunne slet ikke skabe en sammenhæng.  Min gode veninde, Lene, grinede lidt overbærende. Det når du jo, sagde hun, du er så god til deadlines. Vel er jeg så. Men forklar mig,, hvorfor jeg driver mig selv til kanten hver gang? Hvad enten det har været eksamensopgaver, artikler, undervisningsopgaver eller projekter, har jeg siddet og pevet i yderste sekund. I dyb overbevisning om, at denne gang ville blive den gang, hvor jeg ikke nåede det. Med sjælen kortvarigt i en slags laser. Denne gang var en klassiker. Jeg skrev og rev mig i håret til klokken 23 i aftes, skrev videre i drømme hele natten og stod op klokken syv og skrev det hele færdigt. Trykkede på send-knappen, og afsted med det til min chef. Som selvfølgelig havde en bunke kommentarer og smårettelser. Og så var der lige nogle organisationsdiagrammer, som skulle finpudses. Og jeg er ingen ørn til den slags. Tror på en eller anden måde, at der altid springer en it-nørd ud af skabet og redder mig. Men nix. Jeg må – hver gang – lære det the hard way. Og så lykkedes det alligevel. Et sekund i deadline. Send. Afsted. Og aben sprang af mine skuldre. Og mig og Manu Chau cyklede tilbage til Birkerød.

I morgen får jeg igen kongeligt besøg af kronprinsessen. Uden følge. Så jeg måtte lige planlægge min træning. Man løber ikke hjemmefra med kongeligt besøg i huset. Og der er kun 16 uger til Copenhagen Marathon. Så jeg fintede mig selv og trak i løbetøjet, før jeg kunne tænke en sammenhængende tanke. Jeg løb 11 iskolde kilometer rundt i Birkerød, hvor fortovene stadig er fulde af knoldet is. En okay tur, faktisk. Det går en lille smule fremad med tempoet. Men benene var en smule mærkede af pludselig at cykle halvlangt to dage i træk efter måneders pause.

Så nu sidder jeg her og er svært tilfreds med mig selv. Varm og tør under dynen i sofaen og ser the March of the Penguins. Jeg har filmen på dvd med engelsk speak, men på DR2 har de sat dansk speak ind. Det virker ikke. Det bliver for pussenusset. Se lige de pingviner. Der er ikke meget pjevs over dem. Ah okay – de piver lidt, men de kan jo også for alvor tale om kulde. Der ville ikke være kommet meget baby ud af det, hvis jeg var blevet budt noget lignende.

by - 2 kommentarer

Snehvide, prinsesser og latino pop

Jeg er netop cyklet hjem fra Birkerød med et Snehvide-kostume i en stor pose. Forsigtigt på styret, så dragten ikke blev krøllet. Jeg havde besøg af prinsesserne og deres mor i går. Til overnatning, lidt mødrende omsorg og almindelig hygge. Og min datter gentog et dilemma, jeg huskede alt for godt fra utallige fastelavner. Veninderne spyr det ene fantastiske kostume efter det andet ud gennem deres små kreative hænder. Det betyder ingenting, siger de med et lille smil. Det er så sjovt at finde på. Jeg var aldrig sådan en mor. Mine børn blev klædt ud som spøgelser, arabere eller gadebørn. Og altid med et strejf – nej med et piskeslag – af dårlig samvittighed. Kunne du dog ikke bare sætte dig og sømme en farverig kreation sammen, så de kunne være krokodille eller spiderman? Nej, det kunne jeg ikke, og et par gange sneg jeg mig så i Fætter BR og købte en kreation. Som ungerne var lykkelige for. Så da min datter spurgte, om det var okay at sende Alma til fastelavn i en festkjole og kalde hende Snehvide-på-vej-til-fest, – eller skulle hun købe en Snehvidekjole i BR, var jeg da ikke i tvivl. Selvfølgelig skal barnet ikke være Snehvide-på-vej-til-fest. Hun skal være Snehvide. Og det eneste sted i hele hovedstaden med en kjole i den rigtige størrelse – var i Birkerød. Og nu hænger den her i min gang.

Det var også helt i tråd med resten af min søndag, hvor jeg svingede Visa-kortet med store håndbevægelser. Løb en halvtidlig formiddagstur ud af cykelstien til Hørsholm og tilbage igen. Uden is og sne. Bare ni kilometer, men helt fint. Forhåbentlig begynder mit træningsheld at vende. Jeg tog det gratis s-tog til Lyngby og tog i storcenter sammen med en hel masse andre nordsjællændere. Flere tusinde kroner senere tog jeg toget hjem igen og tog imod den lille kongefamilie. Jeg har købt legetøj. Først en iPod Touch, som jeg har fablet om længe. En lille bitte tur på bogudsalg, som ikke rigtigt var begyndt endnu. Det blev bare en enkelt bog: Hadets anatomi af Frederik Stjernfeldt. Faktisk kom de helt store udskrivninger først, da jeg satte mig ved computeren. Jeg er blevet fladskærmsejer! Mit 12 år gamle tv flytter ovenpå. Og jeg får et tv, som kan tilsluttes min computer. Og som ikke rummer det traditionelle ledningshelvede. Men det er med en smule rødmen, at jeg køber det, fordi mit gamle fjernsyn faktisk virker fint endnu.

Mens jeg sad der og surfede, opdagede jeg, at SIA giver koncert i Falkonersalen i maj. Hende må jeg opleve, så en, to vupti, havde vi købt billetter til mig og mine piger til fælles koncerttur. Til sidst fik jeg betalt depositum for en lejlighed i Berlin, som jeg lejer sammen med tre veninder i maj for en forlænget weekend.

I dag har jeg fejret snefriheden med at cykle både til og fra arbejde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har cyklet begge veje. Og jeg opdagede, at cykelturen ikke er det eneste, jeg savner. Jeg har slet ikke lyttet til Latino-pop. Jeg har masser af latino pop på min gamle iPod, og det er supergodt at cykle afsted ud af cykelstien til. Så godt, at jeg tit tager mig selv i at skråle højt med på sangene med mit fesne spansk. Latino pop er glad musik og fuld af fart og sex (hvordan det så hænger sammen). Og jeg forstår godt dem, der undrende vender sig, når jeg kommer storskrålende ud af Kongevejen….

by - 4 kommentarer

En flosset tålmodighed

I går mistede jeg tålmodigheden. Jeg er så færdig med at bo på landet i snedriverne. Jeg ved ikke helt, hvad der udløste mit tålmodighedsforfald. Måske at det første s-tog til Hillerød var aflyst. Efter jeg havde kæmpet mig gennem sneen med min stakkels cykel, der dårligt kan tåle mere. Måske var det manglen på snerydning – både i Birkerød og i Hillerød. Måske var det, fordi jeg kom for sent til mit første møde. Og måske var det bare fordi, min dag i det hele taget var for presset. Så der var ikke plads til al den sne.

Jeg havde tre møder presset ind før middag, hvor jeg skulle have fart på hjem. Og købe ind på vejen. Så jeg kunne nå at være afslappet, inden mine to veninder og gamle studiekammerater ankom helt fra hjemlandet. Sneen var bare i vejen. Men jeg nåede det. Overbeviste mig om, at det var helt okay ikke at stå med friskbagte boller. Men ikke okay at have nullermænd i krogene. Frem med støvsugeren – slurp til nullermændene. Og jeg nåede det. At falde helt ned. Og bare tænke weekend, veninder og rødvin. Og have et dejligt besøg med snak til sent i nat og hyggelig morgenmad.

En gåtur i skoven overbeviste mig prompte om, at der ingen grund var til at løbe der i dag. Så da jeg havde vinket farvel til veninderne, løb jeg afsted og holdt mig til cykelstier, som jeg vidste ville være uden sne. Det bragte mig til Hørsholm i pivkold vind og tilbage rundt i Birkerød. Hvor jeg havde taget fejl af et par cykelstier, som jeg arrigt spruttede videre forbi. Det lykkedes mig at komme op på 17 km i et noget bedre tempo end de sidste weekender i skoven. Jeg har læst i avisen, at sneen gør folk glade og positive. Not me! Jeg har nået smertegrænsen. Og jeg lyttede med jubel i hjertet til lyden af vand, der dryppede fra istapperne. Hehe – we will get you in the end. De sneglade er sikkert hjemmearbejde bilejere, som alligevel ikke har meldt sig til Copenhagen Marathon. Ikke fjolser som mig, der har bosat sig udenfor lands lov og ret. Og som er den lykkelige ejer af tre cykler, men ingen bil. Og som i et øjebliks storhedstænkning har meldt sig til netop dette marathon. Den 23. maj. I år.

Jeg kan ikke gøre noget ved vejret. Jeg vil ikke have bil. Verden behøver ikke min udstødning. Jeg vil hellere bruge mine CO2 kvoter på at rejse. Jeg kan kun gøre noget ved min geografi. Så når min lejekontrakt udløber om 1½ år, bliver jeg igen bymenneske. Easterbronx – here I come.

Men fint er det da:

by - 7 kommentarer

En hæsblæsende dag i Ålborg

Nogen gange mødes kloge hoveder fra landets regioner for at udveksle erfaringer med hinanden. Selvfølgelig fordi det er hyggeligt og konstruktivt at mødes med fag- og interessefæller, men heldigvis mest, fordi vi faktisk gerne vil gøre det bedst muligt for de danskere, som kommer i clinch med sundhedsvæsenet. Man skulle måske ikke tro det, når man læser medierne. Men personligt har jeg aldrig mødt nogen sundhedsprofessionelle, som ikke vil det allerbedste for deres patienter. Og jeg har ikke mødt mange ‘djøf’er’, som ikke har en lignende målsætning.

I dag var der kaldt til samling i Ålborg for dem, som slider i det med at lave de nye sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner. Altså de aftaler, som fortæller, hvem der har hvilke opgaver i forhold til syge mennesker. Så det var ud af fjerene allerede klokken fem. Om MORGENEN! Min underbevidsthed psykede mig hele natten. Den startede kl 2, hvor jeg vågnede med en helt falsk fornemmelse af at have sovet i mange timer. Og så kørte den hver time i den lille rest nat, der var tilbage. Ud i morgenkulden og med taxa til stationen. Mødtes med Connie og fortsatte til lufthavnen. Her var det meste af hovedstadens befolkning forsamlet i en uendelig kø for at komme igennem security. Gud fri os vel. Det tog det meste af en time, og vi måtte spurte afsted for at nå vores fly, der havde lukket for boarding. Vi fløj med Norwegian, som er forvist til en fjern gate. Ålborg var tilsyneladende taxa-frit område. Vi nåede både at hente og drikke cafe latte, mens vi stod i kø for et køretøj. Så midt i dagens første tale små-listede seks repræsentanter fra region Hovedstaden ind og forsøgte at falde i et med gulvtæppet.

Ålborg var stadig taxa-fri, da vi senere på dagen skulle vende vores københavnernæser hjemad. Vi ventede. Og ventede. Og ventede. Delte os strategisk i to grupper. Og pludselig havde den ene gruppe held i sprøjten og drog af for at tjekke os ind. Vi ventede videre. Med en lidt løs fornemmelse i maven af at være glemt.Ingen taxa. Og så var der pludselig 10 minutter til tjek ind. Fik øje på en mand med en bil uden for hotellet, og før vi vidste af det, havde vi spurgt ham om et lift. Njae, sagde manden, jeg skal til Århus, men jeg hører lige om en anden kan hjælpe. Men pludselig vendte han om. Nej jeg bytter om på et par ting, sagde han. Jeg kører jer. Wow – de findes, de mennesker! Og så viste han sig at være direktør for Hotel Hvide Hus, hvor vi havde været hele dagen. Jeg vil hermed gerne give Hotel Hvide Hus mine bedste anbefalinger.

Vi nåede det. Eller jeg gjorde kun på et meget hængende hår. Jeg var nemlig ikke blevet tjekket ind. Typisk mit liv! Mens lufthavnsmanden svedte over ikke at kunne logge på sit system, steg min puls. Tre minutter i lette-tid lykkedes det, og jeg spurtede det bedste, jeg har lært ud til flyet. Som kun ventede på mig. Og nu er jeg tilbage i Birkerød. What a day. Men det er vel også en slags træning?

Godt jeg kun skal til Hillerød i morgen.

by - 4 kommentarer

Sommertanker en vinterdag

Med fare for at blive skreget ud som skrupskør fortæller jeg alligevel om min træning i dag. Som et oldgammelt træningsvrag er al denne sne langsomt ved at tage livet af mig. Jeg har abstinenser. jeg bevæger mig for lidt og for langsomt. Selv min cykel protesterer, som forleden da den ikke ville lade sig låse op. Det er bare en måde at gøre opmærksom på sig selv. Så i dag havde jeg taget en stålsat beslutning om at træne, når vores lange heldagsmøde var slut. Så, nej tak til tilbud om lift hjem, og mig ned i vores halvmørke, øde træningsrum. Jeg skal ikke trætte med detaljerne, men jeg løb 20 minutters tempoløb på løbebånd, som sluttede, da min telefon røg af i et sving og gik i flere stumper. Og gæt, hvem der ikke kunne huske pinkoden…?Dumme løbebånd. Jeg tog et kvarter i romaskinen, og måtte sprinte i noget tøj og ud i noget sne, der væltede ned, for at nå bussen.  Og så kommer det skøre. Vel hjemme i mit lune hus sprang jeg i løbeskoene og løb en halv time i en masse sne og blæst. Det var dejligt bagefter.

I går ville jeg have skrevet om mine sommertanker, men det blev så køleskabet. Jens Thranum Christensen er blevet ved med at spøge i mine tanker, siden jeg hørte interviewet en tidlig morgen efter hans redning i Tahiti. – Jeg kan noget, de har brug for; derfor bliver jeg, sagde han. Efter fem døgn under murbrokker. Og jeg kan jo noget, nogen har brug for. Og Rasmus Krath, som lavede den fantastiske film om Somalia på DR2 i aftes, sagde: der skal jo være mere i det, end bare et eventyr for mig. Så jeg har valgt mit eventyr til sommer. Eller næsten. Jeg kontaktede Læger uden Grænser, men de kunne ikke bruge mig i så kort tid. Derefter har jeg søgt efter små sundhedsprojekter i Nepal og Pakistan. Og lige nu står jeg med et konkret valg mellem en flygtningelejr i det sydlige Nepal eller en mobilklinik i Chitwan (Nepal) eller et sundhedscenter i Chitwan, hvor jeg skal undervise kvinder i sundhed og hygiejne. Samtidig er en bekendt i Nepal ved at arrangere en mulighed i en virkelig øde provins i Nepal, og min bekendt, Saadia, i Pakistan er ved at undersøge mulige sundhedsprojekter i Pakistan. Wow.  Hvis jeg gør det sidste, er det vist næsten en betingelse, at vi bestiger et lille bitte bjerg sammen. I Karakoram. Som jeg altid har drømt om. Sikke mange valgmuligheder.

Jeg vil afsted og arbejde frivilligt i et lille projekt, som er lokalt funderet. Jeg tror mest på små, nære projekter, som involverer og uddanner lokalbefolkningen. Et projekt, hvor man vil mere end at være godgørende. Et projekt, der har visioner for de menensker, det handler om. Nepal har behandlet mig så fint, når jeg har været der. Folk har øst af deres venlighed, gavmildhed og gæstfrihed. Så derfor er jeg også dybt i tvivl om, hvad jeg skal vælge. Jeg vil også virkelig gerne til Pakistan, og det er jo en fantastisk mulighed at kende nogen. Jeg venter lige og ser, hvad Saadia kommer op med. Og så vil jeg bare nyde at være så priviligeret.

by - 1 kommentar

Vis mig dit køleskab

Jeg er ikke ved at lægge op til en ny tv-udsendelse, som titlen kunne antyde. Jeg er blevet tagget, som det hedder, af Katrine til en lille blogleg, som går ud på at tage et øjebliksbillede af min køleskabslåge. Her skal jeg vælge en ting, som har en særlig betydning. Katrine har tagget mig, fordi hun gætter på, at der hænger billeder af mine yndlingsprinsesser. Her er det så, mit køleskab:

Der hænger, som man kan se – mangt og meget i en skøn blanding:
En advarselstegning om fødseslskontrol
Et billede af mig på en elefant i Indien
Et billede af mig fra Afrika
Julekort
Indbydelser til fødselsdage og en reception
Et træningsprogram
En flybillet til Ålborg
En opskrift på dadler med bacon og kanelstænger
Tilmelding til Helvede i Nord
Et julekort med to nisseprinsesser
En tegning – udført af en prinsesse
Et billede af mig og en tredje prinsesse
Og under det hele hænger der endnu flere gamle julekort, telefonnumre, fødselsdagskort osv

Så Katrine har ret. Der hænger faktisk små yndlingsprinsesser på køleskabet.

Skal jeg vælge en bestemt detalje ud, må det være dette billede:

Billedet er taget i juli 2007. Et par måneder efter jeg fik den sidste kemoterapi for min lymfekræft, og billedet flytter med fra køleskab til køleskab (jeg er flyttet et par gange siden), fordi det er sommer, liv, lykke og glæde. Jeg sidder i pigernes gård på Frederiksberg med mit spirende hår med lille Sille i armene. Hun kedede sig så meget i mit selskab, at hun straks faldt i søvn. Sille er mit bonus-barbebarn. Datter af Martin og Pii, som blev gift for nylig. Vi var der allesammen, den aften i juli på Frederiksberg. Vi grillede, drak rødvin, snakkede og grinede, og blev siddende i gården til sent. Jeg havde en jublende fornemmelse af frihed i hele kroppen. Jeg kunne virkelig bare tage til København, drikke rødvin, gå i byen, køre i tog – alt det, som jeg var afskåret fra, mens jeg var i behandling. Behandlingen smadrede mit immunforsvar, så jeg var “isoleret” i et halvt år, forstået på den måde at jeg på alle måder skulle beskyttes mod smitte. Ingen butikker, ingen cafeer, ingen biografer, ingen busser eller tog, ingen små børn. Men hele tiden en snor til hospitalet, lægebesøg, blodprøver, indlæggelser, medicin og restriktioner. Nu var jeg fri, færdig, og lille Sille var ankommet som en særlig fejring af livet. Det var en helt særlig nydelse bare at være der den aften. Sammen med alle mine unger og deres kærester. Sjovt nok, ofte når andre ser det billede, kommenterer de, at jeg  ser slidt, træt, ældre ud. For mig er det billede bare glæde, lykke og liv. Men andre var selvfølgelig heller ikke inde i mig.

Nå det skal ikke være alvorligt det hele, så jeg piller lige det øverste billede ud også. I kigger alligevel. Det fanger folks opmærksomhed. Man behøver ikke lægge noget partipolitisk i det. Jeg synes bare, det er hylemorsomt, og det er samtidig et kært minde om en gammel kollega, som forærede mig tegningen.

Og så er det vist meningen, at jeg skal lade legen gå videre til andre bloggere. Jeg tagger Mette og gætter på, at der hænger et skoleskema og en liste over klassens-time-kage-bagere på hendes køleskab. Og jeg tagger Karin, selvom vi ikke sådan har været personligt i kontakt, og jeg vil gætte på, at der hænger en indkøbsliste til byggemarkedet sammen med et smukt billede af det nye hus på køleskabslågen. Og så er jeg vist endnu så ny i blog’osfæren, at jeg ikke rigtigt kan komme i tanker om flere.

Jeg ville have skrevet om noget helt andet i dag, men sådan går det med både dage og blogindlæg. de bliver noget andet, end vi tror. Men tirsdage scorer bedre på min hitliste i denne uge en mandage. Status er, at min cykel er låst op og trygt tilbage i skuret, jeg har fået rugbrød, og mit projekt-kapitel er sendt rundt til alle de rette mennesker. Må de så bare tage varmt imod det.