by - 2 kommentarer

Bambi på glatis

Jeg om hjem i dag lidt over seks, parkerede cyklen i skuret og slukkede for al tankeaktivitet. Skyndte mig op og i løbetøjet, fandt reflekslys og Garmin, lagde uret på trappen, mens jeg tog løbesko på, så det unne finde satelitter imens. Og afsted med mig. Og tankestrømmen tændte igen. Det er sådan et trick, jeg har lært mig for mange år siden, når det er mørkt og sent og koldt. Ikke tænke, bare på med tøj og sko og afsted, og så kører det.

Det var isnende koldt. Vinden gik til marv og ben. Og for at sige det, som det var – blev det en grusom tur. Vi har fået en del sne det sidste døgn, og jeg startede i nogle centimeters sne, som hurtigt blev til en blanding af smat og is. Jeg løb 11 m rundt i Birkerød, og efter kort tid var fortove og cykelstier paet ind i is. Det var ren Bambi på glatis, og det var rent held, at jeg ikke stod på næsen. Jeg er øm i benene af at holde balancen. De sidste 2-3 km havde jeg is-vinden stik imod mig. Vinden var så kold, at jeg et par gange måtte stoppe for at få varmen. Helt modsat. Jeg plejer at løbe videre for at holde varmen.

Men jeg om hjem uden skrammer. Hjem fra en løbetur af den rigtig sjældne slags. En tur jeg ikke på nogen måde havde nydt. Men så er det godt at sidde i sofaen med kamillete og Robert Redford på tv.

by - 2 kommentarer

Hyldest

Midt i rædslerne, sorgen, chok, plyndringer og ufattelige tab i Haiti, midt i utålelige og smålige politiske disussioner om burkaer og misforstået ytringsfrihed i Danmark, ja så lyder en dansk stemme i morgenradioavisen. “Jeg er bare så overvældet over at være levende”, sagde Jens Tranum Christensen efter fem døgn under murbrokker. Ikke noget pjevseri der. Han er udskrevet og uskadt, og han bliver i Haiti for at hjælpe. Hvor det gør mig glad, at der findes mennesker som ham. Fantastisk at han er i stand til at formå at blive og bruge sin ekspertice midt i den ufattelige katastrofe. Det er stort. For det er netop mennesker som ham, med den viden han besidder, som Haiti har brug for nu.

Mit eget lille bidrag kan kun blive håndører. Smart, at supermarkederne bare kan scanne ekstra 50 kr ind, når jeg handler. Let og elegant. Min personlige praktiske erfaring med katastrofer er for lille til, at jeg kunne være til nogen nytte i Port au Prince, og min ekspertice er nok bedre brugt i hovedstadens sundhedsvæsen. Men jeg får det som mange andre danskere. Føler en vild trang til at gøre noget. Til at dele min velstand og bruge mit overskud til at mindske de ulykker, ingen her i landet kan fatte omfanget af. At skærme de små sårede børn i Port au Prince’s gader. At samle to kufferter med forbindsstoffer og medicin og tage det første fly. Men mine 50 kr, når jeg handler, er et bedre bidrag. Kloge, erfarne mennesker fra de store Læger uden Grænser, Unicef, Røde Kors og andre arbejder allerede på højtryk og kan organisere mine bidrag langt bedre. Trangen til at hjælpe kan blive forløst i mange år frem. Haitis problemer bliver ikke løst ved overlevelse, og i årene der kommer, vil der blive hårdt brug for støtte og hårdt arbejde.

Husk at lægge 50 kr oven i jeres indkøb derude.

by - 2 kommentarer

Sommerdrømme

Tog lidt spændt afsted på cyklen i morges. Vi fik mere sne i går og forgårs, og nu vil jeg ærligt talt godt sparke en protest ind. Bare stop nu. Jeg har fået sne og kulde nok. Det har været sjovt, men nu er det nok. Nu vil jeg gerne cykle hver dag igen og have ordentlig gang i min kvalitetstræning. Nu vil jeg gerne have mere lys og mere varme. Hvem mon an tage imod den? Der bliver i hvert fald ikke hørt efter, for nu er der snefnug på kortet over Nordsjælland igen. Okay så. Jeg cykler til stationen igen og prøver at lade være med at brokke mig for meget. I morges var det nu fint, og jeg cyklede hele vejen til Hillerød.

I stedet for at gå til i brok, har jeg kastet mig over sommerens muligheder. I løbet af de første januar-uger er der allerede løbet en lille uges afspadsering til flexregnskabet. Det bliver en god (tiltrængt) sommer. Vores bjergebestigningsprojekt i Pakistan er aflyst for denne sommer. Jeg har min skattegæld, og Michael er blevet forelsket. Men jeg kunne godt finde penge til et lille bitte eventyr. Verden er så stor, så stor, og jeg er stadig forelsket i tanken om at besøge Pakistan. Faktisk er det ikke dyrt at flyve til Lahore. Og jeg kender jo en kvinde i Lahore lidt. Og så kunne man jo måske besøge hende og opleve lidt af landet. Det kunne man jo nok godt få 4-6 uger til at gå med. Det er en tanke værd. Saadia, som jeg kender lidt, er en meget aktiv kvinde. Hun både klatrer og cykler, og vi kunne sikkert få en fin tid sammen.

Jeg kunne også rejse til Lissabon og udforske Portugal. Jeg har aldrig været i Portugal, og det kunne være en fin kombination af varme, spændende natur, vandremuligheder, strande,  fremmede byer og spændende mennesker. Portugal kunne udvides med at rejse rundt i det sydlige Spanien. Der er jo også dejlig varmt, vandre-muligheder, super natur, fantastisk mad og et par mennesker, jeg kender.

Eller jeg kunne bruge et par uger på en gammel drøm, – at vandre tværs over England fra kyst til kyst. Coast to Coast ruten går gennem North York Moores,  The Yorkshire Dales og The Lake District, og det er der min gamle drøm er forankret. Mine tidligere svigerforældre boede en del år i York, og jeg elskede vores ture ud i områderne i Yorkshire. Ruten starter i Robin Hood’s Bay, nord for Scarborough på østkysten, og slutter i St. Bees på vestkysten. Eller omvendt. Og så må man jo finde en eller anden måde at komme tilbage på. Jeg har ikke været i England i mange år, og det kunne jo være en fin lejlighed til at se min gamle svoger.

Drømmene vil aldrig tage ende. Og jeg kan hurtigt vende mine beklagelser til forventninger. Og jeg kan overstå både marathonløb, 24Run og sundhedsaftaler og holde sommer med fuldstændig ro i sind og krop. Det kan kun blive godt. For nu drømmer jeg om en snefri morgen, så jeg igen kan cykle hele vejen til Hilelrød.

by - 4 kommentarer

Årsmøde, tant og fjas, bryllup og en kold træningstur

Så er jeg tilbage efter en begivenhedsrig weekend. Fredag, før en vis mand fik sko på, hoppede jeg på toget til Nyborg, hvor jeg skulle til årsmøde i Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren. Et årsmøde er en sjov konstruktion. Der er kloge, begavede oplæg om dette og hint, men det er altid på netværksfronten, man får det største udbytte. Man møder folk, man kun har set som en signatur i en mail, gamle venner og kolleger og bliver inspireret af spændende oplæg til at etablere nye forbindelser. Hele årsmødet var selvfølgelig dybt præget af de mange fyringer på Region Hovedstadens hospitaler. Alle er i dyb sorg over det, der sker, og det er svært at bevare overbevisningen om godt kvalitetsarbejde, når det er økonomien, der reageres på. ødet bedste oplæg gav en direktør fra Novo Nordisk, som udtrykte stor undren over, at økonomi og kvalitetstænkning ikke har samme vægt i den politiske ledelse. I hans virksomhed kan ledelse ikke foregå uden at prioritere kvaliteten af deres produkter højt. Om aftenen er der altid en livlig fest, og det var ikke ig, der tøffede først i seng.

Da mit årsmøde sluttede lørdag middag, kørte jeg med min chef til København og fortsatte til bryllup hos min bonussøn, Martin, og hans dejlige kæreste, Pii. Der var lagt op til en meget uformel sammenkomst, og hele familien var samlet. Lidt tung i håret fra fredagens fest holdt jeg en lille smule igen med vinen. Men det blev altså ret festligt. En herlig fest med alle mine børn og alle deres skilsmisseramte forældre. Noget af en familiær rodebunke, kan man roligt sige. Men kors, hvor er vi gode til at være sammen. Så gode, at jeg overnattede på en madras. Og jeg var heller ikke den første til at gå i seng lørdag aften. Til gengæld fik jeg fornøjelsen af at fjerne resterne af festen sammen med de nygifte og hyggede videre med lang morgenmad.

Endelig hjemme smed jeg festtøjet og kravlede i løbetøj. Jeg havde lidt travlt, hvis jeg skulle nå min lange tur. Det var hvinende koldt. Blæsten gik til marv og ben, og skovstierne er stadig isglatte og fyldte af sne. Jeg er mere end træt af sne og is. Jeg vil have varme, sol og lys. Jeg løb gennem Rude Skov, drejde ud og fulgte golfbanen og løb ind i skoven igen på den anden side. Omkring Løje Sø og helt ned til min gamle del af Rude Skov, før jeg vendte næsen nord på igen. Tilbage gennem skoven og en lille ekstra tur omkring Birkerød, så nåede jeg ud på 19 km og landede glubende sulten i min varme stue.

by - 0 comments

Min indre fartdjævel

Mens jeg cyklede afsted mod Hillerød i morges, funderede jeg over min hang til at udfordre mig selv. Jeg tror, jeg er født med det, og jeg tror aldrig det holder op. Det viser sig i små og store ting. Som at jeg lige skal cykle lidt hurtigere på arbejde end igår. Som at bestige et højt bjerg. Eller som at flytte fra et trygt job og en fin bolig i Århus – til et nyt job og en lettere ustabil boligsituation i hovedstaden.

I det daglige kommer mine udfordringer til at handle meget om min hang til fart og tempo. Jeg savner simpelthen at løbe stærkt. Jeg savner mine vilde træningsture fra før, da jeg løb sammen med “Hennings Hårde Hunde” i Århus 1900. Jeg var ene pige blandt en stor gruppe hurtige mænd. Og det var vildt sjovt. Jeg savner vores sommerture i skoven, hvor vi sjældent holdt os til stierne, og jeg savner vinterturene på villavejene gennem det sydlige Århus, hvor jeg måtte holde fast for ikke at fare vild. Jeg savner at løbe om kap, og jeg savner den rå humor. Det var selvfølgelig også en god fornemmelse at løbe gode placeringer ind i forskellige løb, men jeg savner mest den sociale leg i at løbe stærkt. Jeg elsker at knokle kroppen sønder og sammen, og jeg savner fornemmelsen af altid at kunne løbe 1½ time for fuldt skrald. I sig selv er det jo rimeligt ligegyldigt, om jeg kan løbe 5 km på 18, 20, 25 eller 30 minutter. Det ændrer ikke verden, og det gør mig ikke til et bedre eller værre menneske. På en eller anden måde er det bare sjovere at gøre det på 18 minutter. Og hver gang jeg løber dukker min indre fartdjævel frem bag mit højre øre. Hurtigere, hurtigere, hurtigere, hvisker den. Og gang på gang hopper jeg på den og stormer afsted. Mere end kroppen kan. Hverken den lille fartdjævel eller min ringe selverkendelse forstår, at kroppen bare ikke kan det der nu. Men jeg giver mig ikke helt. Faktisk synes jeg, det er sjovt at løbe intervaller og tempoture. Det var sjovere sammen med “hundene”, men det er oså helt okay alene. Og måske giver det bonus om lidt. Måske kan alligevel få den 5 km tid presset længere ned.

I går blev det til en rolig 8 km tur i mørket. I dag har jeg cyklet både den ene og den anden vej, omkring 35 km. På vejen hjem købte jeg ind, og mens jeg var i supermarkedet, skruede nogen ned for varmen udenfor. Det var bidende koldt, da jeg kom ud. Heldigvis ringede en god veninde, da jeg trådte ind ad døren hjemme, og så kunne jeg pludselig ikke nå at løbe i det kolde vejr. Dårlig undskyldning, men sådan blev det.

by - 0 comments

En god start

Igen en morgen på cyklen. Det er altså bare min bedste måde at starte dagen på. Også selvom det var lidt koldt. Og selvom jeg glæder mig helt uhæmmet, til det bliver varmere. Det var lyst, da jeg cyklede afsted. Alene det hjælper, og jeg begynder virkelig at kunne mærke, at de lyse timer bliver flere. Det tager mig mellem 35 og 45 minutter at cykle på arbejde. I går kunne jeg så måle med mit nye ur, at der er 16 km, når jeg kører den hurtige vej. Jeg kommer ret hurtigt til Blovstrød, og så går vejen gennem skoven resten af vejen. Altså en god morgencykeltur giver min dag et startboost. Jeg kører tit godt til, men jeg nyder altid skovstrækningen

Jeg havde en morgenmadsaftale kl 9, så jeg behøvede ikke at begive mig ud i morgenmørket. Jeg havde chokolade med, som jeg havde købt i Berlin i en af de største chokoladebutikker, jeg har set. I Argentina har de monsterstore chokoladebutikker; som supermarkeder. Der var 30 meter disk med hundredevis af fyldte chokolader. Jeg blev helt handlingslammet. Der var en model af Brandenburger Tor og andre store berømte bygningsværker – i chokolade. Men min chef havde stukket mig 100 kr til at købe chokolade med hjem, så jeg måtte jo. Og vi kom ud af butikken, belæsset med chokolade og andre lækkerier. Jordbærmarmelade med chokolade – Hva’beha’r

Anyway – min søde kollega Jan tilbød mig og min cykel et lift hjem, og jeg slog til, så jeg kunne løbe lidt tidligere og arbejde lidt videre i aften. Det blev ikke intervaller, men 10 km med 5 og 3 km tempoture indlagt. Og det gik rigtig godt. Jeg var færdig til sidst, men det gør jo ikke noget. Intervallerne droppede jeg, fordi det pludselig sneede, og der var glat på “mit” fortov. Jeg gad simpelthen ikke lege bambi igen, så jeg løb tempo på de strækninger, hvor det kunne lade sig gøre. Supergodt.

Undervejs mødte jeg en pige fra løbeklubben. Det bliver ikke så tit, jeg løber sammen med dem. Jeg kommer for sent hjem, eller for tidligt, har for meget arbejde for tiden og for mange aftaler i weekenderne. Det bliver nok bedre til foråret, når mit arbejdspres tager lidt af. Men det blev en god start på dagen – og en fin afslutning

by - 0 comments

På cyklen igen

I dag stod jeg op til tørvejr, som udviklede sig til solskin. Jeg havde planlagt at blive hjemme og arbejde hele formiddagen, fordi jeg havde nogle ting, jeg skulle koncentrere mig om at skrive. Imens jeg skrev, kunne jeg glæde mig over, at solen tog mere og mere magt. Faktisk strålede den fra en næsten skyfri knaldblå himmel. Skønt. Så kunne jeg springe i cykelsadlen, da jeg endelig begav mig nordpå. Jeg troede, det var bidende koldt. Men det viste sig at være noget, der nærmede sig mildt. Næsten altså. Jeg smed de tykke skihandsker undervejs og skiftede til mine mikrofleechandsker. Jeg smed også huen, men det blev alligevel for koldt for ørerne i længden. Men det var godt at være afsted på cyklen, selvom der stadig lå lidt sne hist og her på cykelstien.. Og cyklen er godt sprøjtet til med salt. Men det må et cykelbad klare i morgen.

Desværre var jeg først klar til at tage hjem, da klokken var langt over 17, og det var blevet for mørkt og for koldt, så jeg cyklede til stationen. Jeg føler mig alt for udsat på cykelstien på Kongevejen, hvis vejbanerne er glatte. Jeg vil helst ikke ende under en vildfaren bil, og jeg har altså set flere i grøften. Så det blev s-toget hjem. Jeg havde igen haft planer om at bruge træningsrummet på Regionsgården, men det bliver bare ikke, så længe det er så koldt. Jeg melder mig i Fitness.dk i Birkerød. Jeg kan ikke holde tanken ud om at skulle ud i kulden i så lang tid efter et hårdt træningspas. Så det må blive Birkerød i vinter. I dag blev det ikke til mere træning end turen på cykel, i morgen håber jeg at kunne cykle igen – og så er det intervaller.

by - 0 comments

Søndagssysler

Dagens tur gik til Sjælsø, hvor der var masser af folk på isen. Skøjteløbere, isbåde, børn med bob-slæder og vandrere. Og ingen tilladelsesskilte fra kommunen. Jeg ved heller ikke, om Rudersdal Kommune hører til dem, der synes, de skal give folk tilladelse. Anyway – det så hyggeligt ud, og Jægerhytten må høste masser af kunder på den is. Jeg har ledt rundt efter mine skøjter, men jeg må have forlist dem i en flytning. Væk er de i hvert fald. Og det er jo ikke hvert år, man får mulighed for at bruge dem. Jeg tænker lige over, om jeg køber et par nye, for skøjteløb er altså hunde-sjovt, og noget man ikke glemmer, når man først har lært det.

Men løbeturen…. Ni kilometer så isede, som dem i går. Men i dag fik jeg mit nye ur til at måle rigtigt, og turen blev på 9,2 km. Tiden forbliver en statshemmelighed, men det skulle jo også bare være en rolig tur. Rolig kan jeg love, at den blev. Jeg glæder mig til at løbe uden sne og is. Nu er jeg så bænket med en kop varm te i mit lille hjem, der dufter rent. Jeg har nemlig skuret både trægulve og klinkegulve. Det grænser til styrketræning. Jeg overvejer seriøst at investere i et menneske, som vil skure for mig. Jeg mener…….., jeg arbejder ret meget mere end min normerede stilling i de næste måneder, jeg har Copenhagen Marathon ventende i horisonten sammen med et rimeligt seriøst træningsprogram, og jeg elsker at bruge tid sammen med mine venner og min familie. Hvornår er det lige, at nullermændene skal jagtes og gulvene skures? Alting vinder altid over rengøring i min verden, men jeg kan jo heller ikke leve med, at nullermændene tager herredømmet.

Nå, bortset fra det med tempoet, er jeg tilfreds med ugens træning. Næste uge kommer til at ligne lidt, bortset fra at lørdagen er booket helt op med rare arrangementer. Så ingen lørdagsløbetur.

by - 2 kommentarer

Op og nedture

Jeg har løbet en fantastisk tur i det fantastiske vejr. Bidende koldt, dybfrosset, vind i kinderne og smukt. Jeg løb 1 time og 45 minutter i skoven. Terrænet var mildt sagt spændende. Der var sne, is og tilfrosne spor overalt. Jeg startede med lidt tunge ben, som fortog sig efter en halv times tid. Jeg løb lange stræk helt alene, og mødte ind imellem par på vandring eller familier på ski gennem skoven. Lydene i skoven var pakket ind i sne. I Holte delen af Rude Skov var folk på skøjter på Løje Sø, og jeg havde et næsten-sammenstød med en stor gruppe fodgængere, som gik side om side og fyldte hele skovstien. Undskyld, råbte jeg, da jeg kom løbende i mod dem. Ingen reaktion. Undskyld, råbte jeg igen, og en enkelt så op og gik videre imod mig, så jeg måtte springe til side og få sne i skoene. UNDSKYLD, råbte jeg en anelse indigneret – og løb videre med lidt våde fødder. Båtnakker, tænkte jeg i mit stille sind, almindelig høflighed gør jo ikke noget på en skovsti. Men jeg havde en dejlig tur. Det bedste løb, jeg længe har haft. Og så tror man lidt på det med marathon igen. Det var en overskudstur, hvor jeg kunne have løbet videre. Men det var der ingen grund til, så jeg vendte hjem til mit varme brusebad og min lune stue.

Nedturen er teknologisk. Min opvaskemaskin driller, og jeg troede jeg havde løst problemet ved at rense, hvad renses kunne og re-sette programmet. Den har også vasket lystigt. Men den glemmer det med, at den skal stoppe igen og fortsætter tilsyneladende i det uendelige uden at tørre mine tallerkner og glas. Hrmpf….. Jeg gider ikke bruge tid på at vaske op. Jeg må hellere ringe til et menneske med forstand på den slags på mandag.

Den anden nedtur er endnu mere teknologisk. Jeg har endelig købt et gps-ur og landede på et Garmin Forerunner 205, som “kun” måler tid og distance. Jeg har ingenting af bruge pulsmåling til, så jeg valgte at spare de 500 kr. Jeg synes, det er et stort ur at løbe med på mit lille håndled, men jeg vil gerne kunne måle, hvor langt jeg løber. Jeg kan bare ikke installere softwaren på min computer. Den nægter pure at tage imod. Så tvær plejer den ikke at være, og den påstår, at Microsoft ikke kan godkende udbyderen. Shit. Og jeg gider ikke forholde mig til det lige nu. Måske må jeg tilbage til forretningen, eller måske må jeg kontakte Garmin selv? Oven i købet har uret ikke registreret hele distancen. Bare godt 10 km. Så jeg har løbet hele den lange tur med kæmpeuret på håndledet til ingen verdens nytte!

Nå – turen var fin og ren optur, jeg har weekend og kravler om lidt op i min sofa med Jakob Ejersbo’s anden bog om Afrika, Revolution. Sådan noget teknisk gejl skal ikke ødelægge min weekend.

by - 2 kommentarer

Lys og varme

Føj, hvor er det koldt. Jeg råsavner lys og varme. Og spørger mig selv, hvorfor i alverden jeg er hjemme. Hvorfor er jeg ikke i Sydamerika. Eller Sydafrika. Eller Indien. Et eller andet sted, hvor der er varmt og farverigt. Men det er jeg ikke i år. For første gang i mange år har jeg ikke planlagt så meget som en skiferie. Jeg nøjes med at kigge i mit atlas og drømme.

Jeg kan godt se det smukke i de dybfrosne skove. Og lad os nu bare lægge al mit brok over mine besværligheder med at komme på arbejde og træne på hylden. I dag har jeg nået ufatteligt meget på mit arbejde. Kastet en ordentlig bunke mails ud i æteren, skrevet et indviklet referat, indkaldt en bunke mennesker til møder , sludret hyggeligt med et par kolleger og hundrede andre ting. En af de dage, hvor tingene kører i et rart flow. Klokken halv fire trak jeg i løbetøjet, men de to kolleger, jeg havde løbeaftale med, var faldet for influenza og forkølelse. Så jeg løb afsted alene og nød fornemmelsen af at kunne løbe i dagslys, omend svindende. Sr. Dyrehave havde godt med sne og is på stierne. Specielt i starten af ruten, hvor der er mere trafik, var der is i hjulsporene, men efterhånden, som jeg kom længere ind i skoven, blev sneen blødere og jævnere. Tungheden i mine ben fortog sig, og der begyndte langsomt at komme mere flow i mit løb. Og når der kommer flow i løbet, løber det næsten sig selv, og tankerne drager på langfart. Den smukke skov bliver smukkere, fuglene synger klarere, og den frostklare luft bliver vidunderlig. Skoven ser så forandret ud med al den sne, og jeg laver et par forkerte drej, men det sætter ikke skår i det drive, der nu er i mit løb. Når man oplever løb sådan, bliver det ren væren. Konturerne opløstes langsomt, og tusmørket krøb ind over skoven. Jeg satte farten op for ikke at blive fanget af mørket i skoven og nåede Overdrevsvejen, hvor bilernes lygter var som perler på snor. Heldigvis kom der hurtigt hul i trafikken, og jeg slap over og kunne tage hjem med en god bevidsthed om, at jeg kunne blive i sofaen hele aftenen. Og her sidder jeg nu og får langsomt varmen.