Jeg er lidt træt af sne. Det var så dejligt i mandags endelig at være på landevejen med min cykel igen, og nu er cykelstierne igen pløret til. I går arbejdede jeg hjemme, indtil jeg skulle have møde på Rigshospitalet inde i København. Så jeg tog cyklen med i s-toget, men i dag var der igen for meget sne her ude på landet. Bussen smuttede for næsen af mig, og jeg gik hele vejen til stationen. Egentlig en fin tur gennem skoven, hvor sneen lå fint over træernes grene, men jeg var lidt utålmodig. I Hillerød steg jeg af toget, løb hen mod bussen, som satte igang, lige da jeg nåede bagenden. Grrrrrrr – tyve minutter til den næste! Så kan man sidde der og bande lidt over buschauffører, sne, kommunalreformer (som placerede hovedsæderne helt afsides)….., men der kom tilsidst en ny bus og en hel børnehave. Og jeg nåede på arbejde – noget forsinket. Hjem fik jeg heldigvis et lift af Hanne, en af vores sekretærer.

Jeg fik ikke løbet i går, og i dag skyndte jeg mig at trække i tøjet, før varmen i min stue opslugte mig. Det er hele den enkle hemmelighed bag at komme afsted. Få tøjet på, før man kan få andre lyster. Jeg havde mine intervalpas, som tårnede sig op foran mig. Og lysten er totalt fraværende i det snefyldte mørke. Min lyst til at løbe stiger proportionalt med lyset. Så der er kun pisk og løftede pegefingre i de mørkeste vintermåneder. Jeg skubbede mig selv ud af døren og startede med tunge ben. Jeg havde fundet en rute med en nogenlunde snefri cykelsti, ca. 5-600 meter. Jeg svang pisken og løb otte pas. Mens jeg løb, frøs cykelstien langsomt mere og mere til, og øvelsen blev mere og mere halsbrækkende. Ellers havde jeg løbet ti. Cykestien var lidt skrånende, så hver andet pas gik op og de andre ned. Det afspejlede sig ikke i tiderne, men klart i graden af brækfornemmelse. Og hvorfor gør jeg så det? Løber til jeg næsten kaster op? Tja, jeg løber mig ud. Og jeg har gjort det utallige gange. Kastet op på målstregen. Latterligt, egentlig, men sådan er det tit. Jeg havde åbenbart løbet mig rigtig godt igennem, for på vejen tilbage, da jeg joggede af, begyndte mine lægge pludseligt at krampe. Nå, lidt udstrækninger, og det fortog sig igen. Og jeg var tilfreds. Hvert pas løb jeg en anelse hurtigere. I morgen tager jeg løbetøjet med på arbejde og løber en tur i St. Dyrehave, inden jeg tager hjem.

Jeg tog min tørn med denne årets første mandag.  Jeg er ved at blive magelig/gammel/civiliseret – jeg holder vinduet lukket om natten, og har faktisk tændt en lille smule for varmen. Det er forfærdelig koldt. Nytårsnat blev jeg ved med at få kramper i fødderne af bare kulde, da jeg krøb under dynen, og dynen tog evigheder om at blive varm. Sådan skulle Alma ikke have det, da hun skulle sove her, og sådan begyndte det med at tænde en lille smule for varmen. Og så er det pludselig lidt lettere at vride mig fri af dynen om morgenen.

Og det var tidligt i dag. Klokken seks ringede alarmen i min mobiltelefon, og et nyt arbejdsår var skudt igang. Vejret så tilforladeligt, men koldt ud, og jeg startede den grå cykel. Det var slet ikke så koldt, som jeg frygtede, og vejene havde det fint. Jeg nød at være på landevejen igen og hørte Manu Chau på iPod’en hele vejen. Sydamerikansk pop og Manu Chau er min yndlings-cyklemusik. Min vej på arbejde er ad Kongevejen, så snart jeg slipper Birkerød. Lige ud ad cykelsti hele vejen, og så er det godt at trampe igennem til latinske rytmer. Ingen sne til morgen, og jeg nåede Regionsgården lige tids nok til at opdage, at jeg rent havde glemt “Nytårskuren”. Pyt. Jeg fik sagt hej til sekretærerne og startet på min arbejdsdag i stedet. Og der var nok at tage fat på. Mailene tikkede rytmisk ind i en stadig strøm, og jeg læste, svarede og sendte mere materiale ud i æteren.

Min plan var at bruge en times tid i vores træningsrum og tage cyklen med s-toget hjem sidst på dagen. Men jeg er velsignet med et arbejde, som i den grad fylder mit liv ud. Jeg har netop overtaget projektledelsen på de nye sundhedsaftaler mellem region og kommuner. Altså de aftaler, der bestemmer, hvad regionen tager sig af, og hvad kommunerne har ansvar for, så mennesker ikke bliver tabt mellem to stole, men får noget sammenhæng i det hele, når de er syge. Og jeg har lidt travlt med at etablere mig med det store overblik. Samtidig har jeg møder med nogle læger om resultaterne af kvaliteten i den behandling, patienterne har fået for forskellige sygdomme. Og så gik min dag selvfølgelig lidt anderledes. Kort sagt – jeg nåede ikke i træningsrummet og cyklede istedet hjem igen klokken 18. Hjem ad en mørksort Kongevej. Ikke min yndlingstur. Og slet ikke, når der kommer mange biler. Og slet slet ikke når der lige er faldet sne. Men med Manu Chau i ørerne nåede jeg alligevel Birkerød i god behold. Styrketræning bliver måske fredag i stedet.

Overblikket? Det nærmer sig. Og – nå ja – tog en lille tørn med mit nytårsforsæt. Jeg skovlede naboens indgang for sne, da jeg alligevel var igang med min egen. De har en lille baby og har sikkert nok at gøre inde i varmen.

Juleferien sluttede med et par hyggelige dage, og træningsmæssigt er jeg ved at komme op i gear igen. Fredag kom mit livs lille lys på besøg. Alma er tre år og mit barnebarn. Hun kom først på eftermiddagen, og vi skyndte os ud i kulden for at lege på legepladsen. Det var isnende koldt, og Alma var ret optaget af alle dem, vi så løbe, ride og cykle i skoven. Men hun ville alligevel hellere gynge på legepladsen. Hun var fuld af spørgsmål om de tilfrosne søer i vores område. Hvorfor bliver vandet stift når det fryser? Hvorfor bliver det så koldt? Hvorfor kan de pinde, vi kaster derud, ikke slå hul ned til vandet? Kan man lave isterninger? Kan man fryse til en pige-is?
Da vi næste morgen gik op for at købe ind, sang vi hele vejen. Alle julesangene og Mariehønen Evigglad. Almas yndling er “Et barn er født i Æblehem” – den synger hun igen og igen, hver gang talen falder på jul. Og med høj og klar røst. Ææææblehæææm!

Årets første julefrokost blev i dag. En god kollega kom på besøg, og vi startede med at løbe en iskold tur i skoven. Skoven er så smuk, som den står der, dybfrosset med is på alle grene. Stierne er glatte og isede, men vi kan stadig finde fodfæste i kanterne. Frokosten var blevet til, fordi vi en dag på jobbet talte om snaps, og afslørede en fælles kærlighed til valnøddesnaps. Min mor laver hvert år en fantastisk valnøddesnaps af valnødder fra det store træ i haven til sommerhuset på Mols. Hvert år står hun med sorte fingre, efter at have skåret de grønne skaller og lagt dem i blød i snaps, og hvert år til jul nyder vi allesammen godt af den. Og jeg har en lille bitte flaske af hendes valnøddeekstrakt. Derfor kom Conni på besøg og kunne dermed også se mit nye hjem. Vi plejer at løbe sammen en gang om ugen efter arbejde i Store Dyrehave i Hillerød, inden jeg cykler hjem til Birkerød. Efter løbeturen og et varmt bad, nød vi frokost og valnøddesnaps og blev ganske varme igen. Løbeturen blev på 35 minutter på glatte stier, og mine nyindkøbte kompressionsstrømper er blevet prøveløbet. Og har bestået.

I morgen starter hverdagen igen. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at komme igang med alle de nye opgaver, som kommer til at betyde en masse arbejde de næste måneder. Jeg glæder mig til at begynde afslutningen af nogle andre opgaver, og jeg glæder mig til at arbejde videre med de kliniske kvalitetsprojekter. Jeg glæder mig til at være sammen med mine kolleger igen, og jeg glæder mig til at få min træning ind i en god gænge. Jeg havde planlagt at bruge 3-4 dage på at arbejde i juleferien, og jeg arbejdede i én. Så det har været en fin ferie. Jeg har slappet af, set familie og venner, læst bøger og aviser, trænet, grinet, diskuteret og leget. Så velkommen tilbage, hverdag, vi ses i morgen.

Marathondistancen har været som en mur af modstand for mig, siden jeg var syg. Jeg har løbet, klatret, besteget bjerge, cyklet, men bevidstheden om, at jeg er blevet så meget langsommere har været en massiv forhindring for at kaste mig ud på marathondistancen. Men nu må jeg altså op på hesten igen. Det kan ikke nytte, at jeg har sådan en blokering. Jeg gider ikke leve med blokeringer, og jeg må sluge, at jeg er blevet mere gumpetung. Så det bliver Copenhagen Marathon sidst i maj. Beslutningen er taget. Jeg har tidligere været vild med skøre, svære løb, og i april stiller jeg op i “Helvede i Nord”, som er en slags ekstremt halvmarathon med bakker, sand og andet svært terræn. I juni vender jeg tilbage til 24Run i Holte, hvor vi samler et kvindehold af seks kvinder. Vi mangler endnu to kvinder, så er der et par friske tøser, der læser med???? Og så vil der være både 5 og 10 km løb, hvor jeg vil prøve at blive lidt hurtigere og nå mine mål.

Jeg må have lidt mere struktur ind i min løbetræning i den kommende sæson. Jeg har i årevis været sådan en slags ‘dogme’-løber og forsvoret enhver form for teknik. Jeg har mit gode gamle Nike-ur, som tager tid på mine løbeture. Det var også fint i Århus, hvor jeg har løbet i så mange år, at jeg kender distancerne på hver eneste mulige træningspas. Jeg kendte alle skovstierne og vinterruterne, vidste hvor jeg kunne løbe intervaller af enhver tænkelig distance. Men i Birkerød og Rude skov kommer jeg til kort, og det bliver lidt svært at strukturere min træning ordentligt. Så nu kaster jeg handsken og køber et gps-ur. Jeg gider ikke pulstræning, så det bliver bare et gps-ur.  Jeg vil også hellere have et ur, som jeg også kan bruge på vandreture og i bjergene.

Og så har jeg købt kompressionstrømper. Det havde jeg også forsvoret, men jeg har haft nogle problemer med den ene ankel i vinter, og måske kan strømperne hjælpe på det problem. Min svoger har længe løbet med dem og har været superglad for dem. De er kommet med posten til morgen, og jeg glæder mig til at prøve dem af i eftermiddag.

Jeg har ikke lavet planer for sommeren endnu. Jeg har ikke helt affundet mig med, at Pakistan ikke bliver til noget. Måske laver jeg en tur for Kiplingtravel i Nepal eller Sydamerika til efteråret, men jeg må have mit eget private eventyr også. Jeg er begyndt at sidde og bladre i det store Atlas.

Træningsturene i går og i dag har været isnende kolde med frostgrader ned til minus 8, og i dag var selv skovstierne spejglatte. Heldigvis kan man altid finde fodfæste i yderkanterne af stierne, og jeg fik lidt tempo på i dag. 45 minutter i går og 30 minutter i dag. Jeg krydser fingre for, at der ikke falder sne, så jeg endelig kan cykle på arbejde på mandag.

Cyklede hjem gennem den dybfrosne nat fra Holte, hvor jeg havde fejret et hyggeligt nytår sammen med Bo og Helle i deres nye hus. Månen lyste over vejbanen og kastede et sølvfarvet skær over skoven og landskabet. Mit yngste barn er født under fuldmåne, og jeg bærer fuldmånenætter i bjerge rundt om i vernden i mit hjerte.

Under et besøg hos min gode ven Gianni, som på det tidspunkt boede i en hytte i de Apuanske Alper nær Pisa, var vi på farten fra tidlig morgen med hund og rygsæk. Vi klatrede op på hvereneste top på vores vej og fik fantastiske udsyn over marmorbrud, frodige dale, takkede klippetoppe og havet. Da dagen lakkede mod enden nåede vi et vandrehjem bestyret af en af Giannis gode venner. Vi slog os ned for aftensmad og aftensmaden udviklede sig. Vi drak lokal rødvin og kaffe med grappa og lunede os ved ilden i pejsen. Der blev sunget og fortalt røverhistorier fra bjergene, og jeg følte mig svøbt i gode menneskers lag. Men vi havde lang vej hjem gennem bjergene. Modvilligt løsrev vi os og begav os på vej med hunden. Månen lyste magisk over os og forvandlede træerne til troldeskov. Sølv strømmede mod os fra bjergsiderne, og landskabet var fremmed og nyt. Efter nogle timers vandring nåede vi hytten, hvor vi faldt om på vores senge og drømte magiske drømme.

I april 2008 var jeg i Nepal og på vej mod toppen af Mera Peak. Vi startede efter midnat i en stjerneklar nat, hvor månen lyste, så vi ikke behøvede vores pandelamper. det var hvinende frost, og isen knirkede under vores fødder. Vi var alene i hele verden. Der var ikke et menneske på bjerget. Kun os to. Vi bevægede os langsomt op over gletcheren, som steg gradvist og virkede uendelig.  Bag os lyste månen over Everest. Jeg blev fuldstændig betaget af synet af de sølvfarvede bjerge omkring os. Verden var i fuldkommen ro, mens vi langsomt og lidt møjsommeligt bevægede os højere og højere op. Solen steg langsomt op og lagde et nyt gyldent lys over min magiske jomfruelige verden. Vi forcerede en dyb spalte og klatrede det sidste stejle stykke til toppen. Her hylede vinden om os. Roen forsvandt øjeblikkeligt. Vi tog hurtigt vores obligatoriske topbilleder og abseilede ned ad isvæggen. Jeg satte mig et øjeblik i læ og så over på et Everest, der nu var gyldent i morgensolen.

Alle sådanne øjeblikke findes også i fuldmånen mellem Holte og Birkerød, og jeg føler mig heldig at have dem med mig. Og nu tager jeg fat på et nyt årti. Om lidt vil jeg løbe årets allerførste træningstur i skoven, og senere kommer Alma på besøg. Og vi skal lege og på opdagelse i skoven. Vi skal sikkert se Snehvide på dvd og læse mange historier, og måske er der lidt måne tilbage i aften, som jeg kan vise hende. Nytårsforsæt? Jeg har kun ét rigtigt nytårsforsæt, og det kan lyde prætentiøst, men jeg vil bestræbe mig på at være et bedre menneske i 2010. Det er det eneste virkelige bidrag, jeg kan give til at verden bliver et bedre sted. Alle mine planer, mål og drømmerier – er jo netop planer, ideer og drømmerier. Nogen af dem vil blive til noget, der vil komme andre til, og atter andre vil blive kasseret eller løbe ud i sandet. Verden bliver ikke et bedre sted af, at jeg vejer mere eller mindre, at jeg løber hurtigere, eller at jeg bestiger højere bjerge. Nu har jeg brugt tre år på mig selv. Nu må tiden være inde til at vende min opmærksomhed andre steder hen. Sammen med alle mine planer, mål og drømmerier.

Julen plejer at være en periode, hvor jeg får trænet igennem. Sådan blev denne jul bare ikke. Det må have anet mig, for jeg trodsede min ulyst til at begive mig ud i vejret, da jeg havde kørt med Jan hjem fra arbejde i snevejr den 22. december. Før jeg kunne få en chance for at tænke anderledes, trak jeg løbetøjet på og skyndte mig ud af døren. Det sneede afskyeligt, og fortovene var knoldede og glatte. Men jeg løb i lidt mere end en time og julepakkede med ren samvittighed.

Jeg havde forestillet mig at løbe en morgentur på lillejuleaften, for jeg vidste, at min årelange juletradition med en morgentur selve juleaftensmorgen ikke ville blive til noget. Der ville jeg nemlig sidde i et tidligt morgentog mod Berlin sammen med min Sofie. Men nej, – jeg lykkedes ikke med at vride mig fri af dynen og ud i morgenmørket. Okay, skoene røg i rygsækken sammen med julekjolen og gaverne, og jeg begav mig til stationen i Birkerød for at tage til brunch med mine piger. Men snydt – bussen kom ikke, og jeg måtte lave en hurtig ompakning og gå hele vejen. Lige til jeg nåede hovedgaden i Birkerød bycentrum, hvor jeg pludselig lavede en ren Bambi på et spejlglat fortov. Bande-bande-bande, og videre med en stille bøn om, at min computer ikke havde taget skade.

Men jeg nåede godt frem, spiste en hyggelig brunch på Frederiksberg og tog videre til Charlottenlund og spiste Lillejulemiddag hos min søster. Og så var det jul! Jeg vækkede næste morgen Sofie, som havde sovet over sig. I en fantastisk spurt nåede hun Hovedbanegården, assisteret af kæreste-Thomas, der havde klaret taxa og morgenkaffe på thermokanden. Vi landede i et morgen- og juleforvirret Berlintog, hvor vi inden længe blev opgraderet til 1. klasse. Det var okay. Selvom de serverede en kaffe, vi burde have betaling for at indtage.

Og Berlin var juleklædt. Hotellet var okay – med yngstedamen på julevagt. Hun kendte ingenting til noget som helst, så vi fandt selv ud af det. Julemiddagen blev nepalesisk i Kreutzberg. Hyggeligt og dejlig mad. Bagefter drak vi rødvin på værelset og pakkede gaver ud. Snakkede til vi ikke gad mere og sov til vi vågnede. Ingen ambitioner og ingen stress. og ingen morgenløbetur. Vi daskede ind til Alexanderplatz og gik på julemarkeder. Gik og gik og gik rundt i julebyen og gjorde præcist, hvad vi havde lyst til. Julemarked, Gendarmenmarkt, Fassbender-chokolade, frokost på Unter-den-Linden, Brandenburger Tor, Denk Mal, Cuben i Reichstag, mere julemarked, Glühwein til at få varmen med, mere julemarked og mexicansk juledagsmiddag med vin fra Fin del Mundo. Dejlige, dejlige dage med mit yngste yndlingsbarn. Jeg har tre yndlingsbørn, et ældste yndlingsbarn og en yndlingssøn.

Næste morgen gjorde vi så det, som kun Sofie og jeg kan. Vi kom for sent til vores tog hjem. Altså sådan: hej hej tog. Vi så bogstaveligt talt enden af det. Men med stor fælles erfaring i den slags, tog vi det roligt og fik selvfølgelig pladsbilletter til 3½ time senere. Og hvornår ville man ellers opleve McDonalds på Berlin Hovedbanegård i tre timer? Nej vel? Kaffen var ikke helt ringe, men dog så skidt, at vi måtte have to cafe latte med fra Starbucks. Og afsted mod København og Almas fødselsdag. Togturen gik over Rødby-Puttgarten, og fremover betaler jeg gerne lidt ekstra for en flybillet. Den færge er ubeskriveligt rædselsfuld. Jeg har aldrig elsket Molslinien, men dette overgår alt. Det bedste, man kan sige, er at overfarten blot varer 45 minutter.

Og i dag har jeg taget fat på træningen igen. Løb en lidt tung, men okay tusmørketur i skoven. Jeg nyder faktisk at kunne løbe uden fare for at lave en bambi hvert andet øjeblik. 45 minutter i dag, og så genoptager jeg kvalitetstræningen i den kommende uge. Og tager lidt revanche for den sidste uges dovenskab.

Jeg har løbet min bedste tur i lang tid. Havde sådan en lang morgen med avisen og to kander the, og efter at have balanceret til byen på spejlglatte veje med min cykel, klaret marathonventetid på posthuset og ditto i brugsen, snørede jeg løbeskoene kl 15. Vejret var fantastisk. Knaldende blå himmel, sol, snepudder overalt og den stilhed, som kun store mængder sne giver. Jeg løn en time og tyve minutter, og jeg kunne have løbet meget længere. Ingen ømhed nogen steder, ingen åndenød, ingen trætte ben. Det er selvfølgelig svært at lægge nogen form for kvalitet ind i træningen, når man sådan skrider rundt på glatte skovstier, men smukt er det, og sine steder lykkedes det at holde et pænt tempo. Jeg blev overhalet af råvildt, som forvildede sig ud på stierne. Sværme af småfugle var på jagt efter føde i skovbunden, og de fløj solidarisk op, når jeg nærmede mig. Jeg løb ind på nogle af mine yndlingsruter i skoven. Rundt om Stubbe Sø og videre over Hørsholm Kongevej rundt om Løje Sø to gange, før jeg vendte næsen hjemad igen. Hilste på en lille flok på langrendsski og ønskede god tur. Først ude af skoven igen, gik det op for mig, at det var mørkt. I skoven lyste sneen.

Så sidder jeg varm og tør efter brusebadet. Tilfreds og glad over løbeturen. Jeg har et stykke tid haft ømhed eller smerter i højre ankel. I sidste uge tog jeg konsekvensen og købte et par super stabile løbesko i håb om, at det kunne løse problemet. Det gjorde det til en vis grad, men ikke helt. Lidt mere systematisk eftertanke måtte uundgåeligt føre til spørgsmålstegn ved mine elskede høje støvler, som jeg har brugt meget konsekvent de sidste 3-4 uger. Og – øv nok – så virker det, som om min ankel er tiltagende glad for at transportere sig rundt i flade støvler. Hmmm, jaja – okay så går jeg mest i flade støvler, men lidt i de høje. Det kan jo heller ikke nytte, at jeg ikke kan løbe. I morgen vil jeg løbe en morgentur, inden jeg gør klar til julefrokost med alle mine unger.