by - 5 kommentarer

Cyklistkræs

I dag cyklede jeg over Farum på vejen hjem fra Hillerød. Det er en vej, jeg kan lide. Også selv om den er temmelig meget længere, end hvis jeg kører den slagne vej ad Kongevejen gennem Birkerød, Holte og Lyngby.

Farum kan noget. Allerede inden den bliver til by, hilser den mig velkommen. Med jævne, brede cykelstier. Som siger den, – kom bare, cyklist, her passer vi på dig. Det er en lettelse fra Birkerøds hullede cykelasfalt. Når vejen bliver for smal til både biler og cykler, fører stien mig blidt under vejen på en lille detour langs markerne. Hvor jeg endnu aldrig har mødt en bil. Og da den lille vej slutter, bliver jeg igen ledt under vejen til en Rolls Royce model af en cykelsti, der løber hele vejen igennem Farum. Ingen biler. Ingen huller i asfalten. Det kan godt være, at Farum havde en skør borgmester. Men han havde visioner for byen, der virker. Det gør noget godt, at man kan cykle hele vejen gennem byen, helt skærmet fra biler og tung trafik. Det gør noget godt, at der hele vejen langs cykelstien er børnehaver, skoler, fodboldbaner, idrætshal – og en million børn, der bevæger sig. I tryg afstand fra biler. Det gør tryg. Jeg er aldrig bange for at fare vild i Farum. Den er heller ikke stor, men man kunne let komme til at tage et forkert drej. Hvis altså ikke Farum tog sådan vare på mig, når jeg kommer cyklende.

Jeg glædede mig lidt til at se, om den nye supercykelsti nu også er så super. Jeg mener, jeg har jo cyklet den vej så mange gange, før den blev omdøbt til supercykelsti.

Jeg kan kun sige “alle thumbs up”! Det er den samme vej som før. Samme fede tur i kanten af Hareskoven og langs Utterslev Mose. Nu har den en orange stribe i højre side. Hele vejen fra Farum til Kongens Nytorv. Og der er sket ting og sager. Nu snor cykelstien sig over bilerne og under motorvejen. En stor del af tiden cykler man ved siden af bilerne. Men i behørig afstand og beskyttet. Fra jeg forlod Farum til jeg ramte København, stoppede jeg 2 gange. Ellers var det gerade aus på fin asfalt. Og jeg blev helt blød inden i, da jeg opdagede, at der med jævne mellemrum var placeret standere med trykluft til flade dæk.

Der er ingen grund til at køre i bil mellem Farum og København. Overhovedet. Den supercykelsti er den bedste opfindelse. Det er sjældent, jeg oplever at blive kræset for som cyklist. Men det gør den cykelsti. Og hvor er det godt, at der er afsat penge til flere af den slags.

by - 4 kommentarer

Livskvalitet

I går blev en slags skelsættende dag. Af den lille bitte slags i mit lille bitte liv. Ikke af den slags der giver genlyd i universet. I går løb jeg for første gang i noget, der ligner halvandet år, to timer. Langt ud på Kalvebod Fælled, hvor jeg ikke har været i meget lang tid.

Det er skelsættende, fordi jeg siden forrige jul har haft en skade i min ene lægmuskel, der har sat en solid stopper for lange løbeture. Det er skelsættende, fordi jeg pludselig med hele min krop kunne mærke, hvor meget jeg har savnet det. Jamen hun har jo løbet hele tiden, tænker du sikkert i dit stille sind. Jeg har løbet hele tiden, ja. Men i går mærkede jeg, hvordan to timer i løbeskoene gør godt i mit sind. Hvordan to timer i løbesko sparker til min kreativitet og virkesans. Og hvordan to timer i løbeskoene gjorde mig helt klar til at sætte mig til tasterne og skrive noget færdigt, som længe har drillet.

I omkring tyve år har jeg hver eneste weekend løbet lange to-timers-ture. I de fleste år har det været både lørdage og søndage. Og så har jeg haft et år uden. Hvor har jeg savnet det.

Det er som om savannen på Kalvebod Fælled dufter anderledes, når jeg løber længe. Fuglene synger højere. Og himlens blå bliver endnu mere blåt. Mine tanker flyder uforstyrret, til jeg driver ind i en slags meditativ kropslig ro.

Det var godt at hilse på mine gamle venner yderst på Fælleden. De stod der endnu, som de har gjort hver sommer. Og de lod mig igen løbe uforstyrret, men nedstirret, gennem de små spor på deres mark.

IMG_1597

by - 4 kommentarer

Jeg elsker

Jeg elsker den første sommertid.
Jeg elsker at svede mig igennem løbeture på Kalvebod Fælled, fordi solen banker ned.
Jeg elsker, når kommunens vejfolk glade råber efter mig, at det er for varmt. Og når jeg råber tilbage, at jeg elsker det.
Jeg elsker at sidde med tæerne i solen, mens jeg læser rapporter igennem, og svanerne padler dovent rundt i kanalen.
Jeg elsker morgenlydene fra vandet.
Jeg elsker at finde en kold flaske hvidvin frem fra køleskabet og bænke folk, jeg holder af, om bordet på terrassen.
Jeg elsker at koge helt nye kartofler med skræl og bunke en portion salat sammen. Til hvidvinen.
Jeg elsker solen på min hud.
Jeg elsker at børnene jerner rundt i vores gård og bliver ved, til de styrter.
Jeg elsker asparges.
Jeg elsker at det tager to minutter at tage tøj på.
Jeg elsker at cykle hjem gennem København, langs vandet, sent om aftenen, og indsnuse den by, der er blevet min.
Jeg elsker sommerferieplaner.
Jeg elsker fregner på næsen. Trods alt.
Jeg elsker gennemtræk i stuen.
Jeg elsker børn med vandpistoler.
Jeg elsker at kajakken om lidt ligger udenfor døren i kanalen.
Jeg elsker min fine lille pottehave.
Det eneste jeg ikke elsker lige nu, er at mine monsterstore vinduer skal vaskes. Og jeg har endnu ikke fundet en vinduespudser.
Men jeg elsker sollyset, jo.

20130601-102512.jpg

by - 2 kommentarer

Sol og sommer

Hele eftermiddagen var jeg til møde i Kræftens Bekæmpelse. Om brugerinvolvering. Og alt det er jo fint og godt. Men det er slet ikke, hvad jeg vil sige noget om.

For skråt over for Kræftens Bekæmpelses hovedkvarter ligger en lille bitte tøjbutik, der hedder Rosa. Og Rosa har en trillion kjoler af lige den slags, som jeg er nødt til at eje, når det bliver sommer. Så snart aftenerne bliver lyse, og der kommer is i butikkerne, smider jeg strømperne og trækker i skørter. Solen kalder på farver og lette stoffer. Væk med det sorte og støvlerne og cowboybukserne. På med neglelak og håret op til ballade.

Hver gang jeg er til møde i Kræftens Bekæmpelse kommer jeg til at komme i god tid. Og så er jeg jo nødt til at kigge ind af vinduet hos Rosa. Og når jeg har kigget ind, bliver min hånd nærmest trukket hen til døren. Og pludselig står jeg derinde med syv kjoler i favnen. Og hun kan noget. Med at rose den måde, kjolen smyger sig om min krop. Eller den måde farverne står til min teint. Som jeg sluger råt.

Så jeg kom altså ud med to nye kjoler i posen i dag.

Men hej, – for en måneds tid siden fik jeg min årlige varmeopgørelse. Og den lød på merbetaling. 2500 kr. Øv, tænkte jeg. Men jeg havde jo hørt om prisstigninger på fjernvarme og vand og sådan. Så det var ærgerligt, men måske forventeligt. Lang vinter også. Brevet blev kastet hen i et hjørne for at skamme sig. Flere dage senere fiskede jeg det frem fra skammekrogen. Og opdagede Signes og Mikkels navne. Det er mine naboer. Det var en forbytning. Og mit rigtige brev gav mig 1100 kr tilbage. Jamen scorede jeg ikke lige over 3000 der?

Sparet varme direkte over i sommerkjoler? Det er en deal.

by - 3 kommentarer

Sommer i bjergene

Jeg holder tidlig sommerferie. Til gengæld bliver den lang. Og det allersidste møde slutter et par timer, før jeg langer min bagage ind i Kastrup. Allerede 19. juni flyver jeg til Geneve. Ja faktisk har jeg allerede tjekket ind på mit fly, og boardingkortet ligger klar.

Allerede i efteråret mærkede jeg trangen til natur og stilhed trænge sig på. En trang der handler ligeså meget om tid til eftertanker og ro. Den slags gør jeg jo bedst i bevægelse.

Der er store ting i gære i familien, og omkring 1. august holder en ny lillesøster sit indtog. At rejse langt væk var derfor udelukket. Jeg skal hjem og sørge for, at Veras forældre kan føde og tage imod lillesøsteren i fred og ro, mens jeg tager mig af den kommende storesøster. Som har lidt svært ved at fatte det der med lillesøster og storesøster. Sidst min datter gav sig til at føde, sad jeg låst fast i Esbjerg. Denne gang er der ingen bånd. Jeg kan fanges på telefon og internet og være hjemme på en dag eller to. Men min ferie er selvfølgelig planlagt, så jeg når hjem i god tid.

Jeg flyver til Geneve og har genoplivet en gammel rute over Alperne, som fører mig til Nice. Gennem de smukkeste områder. Over alpetoppe og høje pas. Gennem små yndlingsalpebyer. Ruten hedder GR5, og jeg håber inderligt, at de vinterstorme, der lige nu hærger Norditalien, Frankrig og Spanien stopper nu. Nu, så sneen kan nå at lægge sig og tø, inden jeg begiver mig over de høje pas. Tak, siger jeg bare. Og hvis ikke, må jeg enten få kolde tæer eller tage en rute nedenom.

Turen kommer til at tage 3-4 uger. Hvis jeg går hurtigt nok, venter nogle venner i et lejet hus udenfor Nice med croissanter og rødvin. Måske støder en veninde til undervejs og følges noget af turen. Og ellers er det fede ved at vandre i Alperne, at jeg ikke er den eneste. Jeg møder med garanti nogen at slå følge med ind i mellem. Og resten af tiden er der kun mig selv, min rygsæk, mit telt og min notesbog. Og det er faktisk ikke det værste selskab på sådan en sommertur.

IMG_1212

by - 4 kommentarer

Langt højere bjerge…..#2

Det gik ikke for Bo. Han fik en dårlig nat, hvor han måtte hjælpe et par fuldstændig udmattede bjergbestigere, der kom tilbage fra toppen. De måtte overnatte sammen med ham i det lille telt, og han måtte hjælpe dem med at smelte sne, så de kunne få væske. Derfor sov han ikke meget, og derfor var han for træt. I de højder og uden supplerende ilt, er der ingen chancer for at få mere energi. Man ved bare, at kroppen bliver drænet og drænet. Derfor vendte Bo om. Klog som altid. Min respekt for ham bliver kun større. Mens det gør mig så ondt for ham, at det heller ikke lykkedes denne gang.

Bo’s historie fortæller en hel masse om, hvordan bjergbestigning er fyldt med risiko. Og den fortæller, hvordan man som en klog bjergbestiger kalkulerer med den risiko. Jeg har aldrig været på Everest. Eller drømt om det. Der er ikke noget imponerende over mine meritter i bjerge rundt om i verden. Men også på knapt så høje bjerge, kalkulerer vi med risiko. Når en risiko er kalkuleret, kan den meget lettere kommes i møde. Der vil altid være en lille risiko for uforudsete ting, som pludselige vejrskift, sneskred og stenskred. De sidste to er de helt store jokere, men heldigvis sker det sjældent, at mennesker er involveret.

Jeg har aldrig været en dare-devil med behov for adrenalinrush. Jeg er altid taget afsted  med en klar målsætning om at komme hjem. Ellers giver det jo ingen mening. Derfor kan jeg også bedst lide at være afsted på egne ekspeditioner med mennesker, jeg kender. Jeg har set guider på kommercielle bjergbestigninger skubbe udmattede klienter videre. Som lader sig skubbe, fordi de ikke selv kan tage ansvar for noget, de måske ikke rigtigt ved, hvad er. Jeg har været på ekspedition med en, som manglede filteret for kalkuleret risiko. Og fortsatte alene i dårligt vejr, fordi toppen var vigtigst. Og satte os andre i en ulidelig situation, fordi vi kun kunne sidde tilbage i vores forblæste telte og håbe på, at alt gik godt. Det gjorde det heldigvis.

Jeg elsker det meditative og det enkle i bjergene. Jeg elsker at løse de problemer, som giver os en sikker færd. Jeg elsker at sidde i teltåbningen og glo på skyer. Og jeg elsker at være sammen om beslutninger. Jeg elsker skønheden, og jeg elsker de fysiske udfordringer. Jeg er en bedre projektleder, fordi jeg har lært af problemløsninger på vejen i bjergene. Jeg er bedre til at se muligheder, fordi jeg har lært at finde muligheder i bjergene. Jeg tror også, jeg bliver et lidt bedre menneske, fordi jeg har lært betydningen af samarbejde og omsorg i bjergene. Og fordi jeg lærer en grad af nærvær, der ikke er mulig at finde andre steder.

Den risiko, jeg udsætter mig for, når jeg tager ud i bjergene, er altså langt mindre, end når jeg bevæger mig rundt på cykel i trafikken. Her bliver den kalkulerede risiko meget sværere at håndtere. Fordi der kører forskellige slags mennesker rundt i bil. Nogle er måske sure på konen, andre måske stressede over at holde i kø, endnu andre har måske sovet for lidt. Statistisk set er det meget farligere at ride, for slet ikke at tale om lystfiskeri. Ridning og lystfiskeri kræver langt flere menneskeliv end bjergbestigning. Og hvis vi tæller Mount Everest og K2 ude, ser statistikken helt anderledes og endnu bedre ud.

Den slags forskellig risiko og forskelle på angst for, hvad der kan ske, har vi snakket rigtig meget om i min familie. Og der vil selvfølgelig altid være noget symbolsk ‘farligere’ ved at tage på bjergbestigning, end ved at cykle fra Hillerød til Sydhavnen. Der er en risiko for at forsvinde og dø alene langt fra hjemmet. Men – hånden på hjertet – jeg kunne i teorien ligge en uge i min seng, hvis jeg skulle ligge der og få hjertestop helt alene. Min familie ved, at jeg optræder fornuftigt. De ved, at jeg hellere undværer en bjergtop end at sætte liv og helbred på spil. De ved, at de er de vigtigste i verden, og at jeg vil hjem til dem igen.

Det er ikke nogen ny beslutning at droppe de rigtig høje bjerge. Den har vi taget for længe siden, mine unger og jeg. Jeg finder aldrig ud af, hvordan det er at være mig i 8000 meters højde. Og det er fint med mig. Der er andre og vigtigere ting at finde ud af.

Argentina 2006 182

by - 6 kommentarer

Langt højere bjerge….

Min gode ven, Bo Belvedere, er lige nu højt oppe på Mount Everest fra Tibetsiden. Imens sidder jeg og drejer lidt rundt om mig selv. Mens jeg håber og ønsker, han lykkes denne gang. Og endnu mere at han kommer hele vejen ned i god stil og i ét stykke. Jeg tjekker hans ekspeditionsblog flere gange dagligt i disse dage. Hvor han har indledt sit forsøg på at komme til toppen. Uden supplerende ilt.

Jeg har kendt Bo længe. Vi har begge arbejdet i Kiplingtravel som rejseledere i bjergene, og da jeg fik job i Hillerød, tilbød Bo generøst, at jeg kunne flytte ind i hans og Helles hus i Holte. Jeg boede i et hyggeligt bofællesskab med dem i det første år på Sjælland. Så fik de endelig solgt deres store hus, og vi flyttede hver til sit. Efter adskillige forgæves forsøg på at få noget økonomi til at hænge sammen, så vi kunne blive i vores bofællesskab.

Kærlighed til store bjerge og trang til eventyr er en svær størrelse. Det er svært at forklare, hvordan man kan tage på eventyr og efterlade sine kære i en tidslomme, som let bliver fyldt med angst. Sådan helt kuglet om sig selv. Jeg ved det, for jeg har gjort det selv så mange gange. Taget afsked med forældre med kontrollerede grådklare stemmer. Klemt munden stramt sammen, når min datters blik undveg mit i afskeden. Ingen kunne drømme om at forbyde mig det. De har kendt mig længe. De kender min nysgerrighed og min hang til udfordringer. Og jeg? Jeg lukkede lidt omkring mig selv og tog afsted.

Jeg har skrevet om at komme hjem. Hvordan min store kærlige flok tropper sammen i lufthavnen, når jeg lander. Hvordan vi forenes i et endeløst kram. Jeg har ikke skrevet om de gange, jeg er blevet mødt af rasende ild fra min datter, når jeg er hjemvendt med brækkede knogler. Eller er blevet slået hjem af højdereaktioner. Den rasende ild skyder direkte ud af det bål af angst, som hun har levet i de uger eller måneder, jeg har været væk.

Noget i mig har ændret sig. Langsomt har jeg fattet lidt af dybden i deres angst. Eller måske har jeg langsomt lært at lytte. Langsomt har jeg måske fattet, at livet og verden ikke handler om mig alene. Måske hænger det sammen med de mange små nye mennesker i familien. Måske hænger det bare sammen med, at jeg på mange måder har leveret den mængde angst og rædsel i deres liv, som de kan tage. Mine ture til høje bjerge har kun lagt til det hav af angst, min sygdom oversvømmede mine børn med. På en eller anden måde larmer det inden i mig. Så det ikke længere er muligt ikke at lytte. Og så er det ikke længere muligt bare at lukke mig længere. Jeg tager ikke til høje bjerge mere. Jeg tager stadig på eventyr. Også i bjergene. Og helst hvert år. Der er så meget af verden, jeg ikke har set endnu.

Det skal de ikke bestemme, vil nogen sige. Det skal de måske ikke. Men jeg har mærket, hvor bange mine børn er. Og det skal de ikke være. Bare fordi. Det. Skal. De. Ikke. Det har de været nok.

Tilbage til Bo. Dette er ikke et moralsk opstød på familiens vegne. Bo har deres fulde opbakning, og hele familien deler hans kærlighed til natur og bjerge. Han er så uendeligt meget dygtigere end mig og optræder altid klogt i bjergene. Man er klog, når man kan vende om 450 meter fra toppen af Everest, som Bo har gjort tidligere.

Jeg sidder i min stue og hepper. Sender den bedste karma med vinden over bjegene til Everest. Og glæder mig til at give ham et velkommen-hjem-kram.

14bLanin.morgen2

by - 0 comments

I skovens dybe stille ro

Pinsen har indhentet mig. Computeren gløder, og bogstaverne sprøjter fra mine fingre. Det betyder monsterlange arbejdsdage. Fordi alting nu er presset imellem vidunderlige forårsfridage og en sommerferie, der kravler tættere på for hver dag. Og al den gode frihed ændrer ikke på, at ting skal være færdige.

Så er det godt at have en skov lige ved hånden. Lige uden for kontoret, hvor jeg kan stikke af en times tid og spurte rundt i bakkerne. For en stund holder ordene pause, og jeg fortaber mig i grønheden og skovens dufte.

Verden er sjov, udbrød min kollega, da jeg gik forbi hendes kontor, jeg arbejder på at få energi til en løbetur, du løber for at få mere energi.

Svedende og tilfreds kan jeg vende tilbage til arbejdet og give det en time eller to mere.

IMG_1565

IMG_1562

IMG_1563

by - 0 comments

Byg det op

I dag er Kræftens Bekæmpelse helt undtagelsesvist gæstestjerne på bloggen. Nærmere betegnet Kræftens Bekæmpelse Furesø, fordi de er  heldige at gå videre i en konkurrence på DR. Og du skal skynde dig at stemme på dem.

Konkurrencen hedder ‘Byg det op’ og foregår hos Danmarks Radio. På dr.dk skriver de: ‘Byg det op’ er en konkurrence, der giver dig chancen for at bygge din by bedre. Hvis du har en drøm eller en idé, der kan forbedre et sted nær dig, så kan du være med i Byg det op. Måske er det din drøm, vi hjælper med at gøre til virkelighed.

Kræftens bekæmpelse i Furesø har en drøm. Som springer ud af et forladt vandværk i Værløse. En drøm om at kunne bygge et center for menensker med kræft og deres pårørende, hvor de kan mødes. De har allieret sig med en lokal borgerforening, og foreningernes fælles drøm er, at vandværkets forladte bygning og den skønne omkring givende natur kunne blive til et rekreativt område for fællesskab, rehabilitering, aktivitet og sundhedsfremme til glæde kræftramte og deres pårørende.

I den vestvendte ende af Søndersø Vandværk ligger en bygning der ikke har været anvendt i godt 30 år. Denne del af det gamle vandværk kan indrettes, så der kan foregå patientstøttearbejde, rehabilitering, motions tilbud, samt rigtig mange sociale og sundhedsfremmende tilbud til gavn og glæde for nuværende, og tidligere kræftramte, samt deres pårørende. Projektet er et samarbejde mellem Furesø Kommune, Københavns Vandværk, Kræftens bekæmpelse, DR og DGI., og det kan komme til at betyde helt nye muligheder for kræftrehabilitering for kommunens borgere.

Projektet er et af 800 indsendte projekter, og nu er otte udvalgt til finalen. Fire projekter bliver til virkelighed. De fire modtager hver 1.6 millioner danske kroner samt hjælp til at opbygge lokalprojektet.

DU kan gøre en forskel og være med til at give liv til dette projekt. Gå på DR’s hjemmeside, her, og stem på forslaget, ‘Kræftramte og deres pårørende flytter ind hos Vandværk’. Du kan give din stemme hver dag indtil den 23.maj kl 23.59.

STEM

 

by - 0 comments

Rod og smukhed

Lever du altid sådan et rodet liv. Spurgte en samarbejdspartner. Med blikket rettet mod min åbne kalender. Det kan du da ikke holde til.

Jeg så ned i kalenderen. Den er ret pakket. Og rodet. Med mange forskellige ting.

Joooo, sagde jeg. det kan jeg. Fordi jeg løber smukke ture. Fordi jeg har smukke børn. Fordi jeg har smukke venner. Som har smukke sjæle. Og fordi jeg lige om lidt trækker stikket i 5 uger.

Men måske kunne det være sjovt engang at have et job, hvor jeg kun skulle én ting?

IMG_1542