Ikke så meget herfra i dag. Bare billeder fra skoven en våd og mild efterårsmorgen på vej til arbejde. Det blev sådan en intervalagtig tur, fordi jeg måtte tage billeder – og havde en aftale med en studerende. Og den slags skal man ikke komme for sent til.
Indgang til Tokkekøb hegn tidligt i morges
Lergraven i Tokkekøb Hegn
Lergraven
Dæmpegaardsvej, Tokkekøb Hegn
St. Dyrehave
St. Dyrehave
Og mokken – det er mig. Jeg er en trafikmokke og en trafikmoralist. Hvor svært kan det altså være med det der færdselslov? Det er da smart nok, at der findes nogle regler for, hvordan vi bevæger os rundt imellem hinanden. Eller hva’? Jeg bliver virkelig så mokket, når jeg gang på gang, dag ud og dag ind, bevæger mig afsted med livet som indsats. Fordi medtrafikanter har deres helt personlige færdselsregler. Så DE kan komme hurtigt afsted. Nåmn det gør vel heller ikke så meget, om der ryger en enkelt cyklist på den bekostning. Jamen hvad er der blevet i vejen med at vise hensyn? Til dem der slår sig mest, f.eks.?
Hver evigt eneste morgen, er der bilister, der fræser ud fra en sidevej. Jeg cykler afsted og ligner pigebarnet fra Excorscisten med et hoved der drejer rundt og rundt og rundt – for at fange truslerne, inden de rammer mig. Alligevel bliver jeg hver dag overraskket af et eller andet kækt menneske, som fræser i fuld fart frem til hajtænderne. Enten bremser han op – eller også gør han ikke. Spændende hver gang. Så kør dog stille og roligt hen til de hajtænder, så jeg slipper for nærdødsoplevelser.
Så er der dem, som kører helt frem og holder på tværs af cykelstien, så de bedre kan se. Og en anden én må hugge bremserne i og næsten gå på næsen. Fordi det er mig, der slår mig. Og der kan han så holde længe…… Fordi en anden en har parkeret sig lige bag ved. Kan vi ikke bare være enige om, at cykelstien er for cyklister?
Forbudet mod at tale i mobiltelefon ser ud til at virke. Én eller to gange i løbet af min morgentur fræser en bil ind og laver en flot parkering på cykelstien. Så han kan tale i sin mobiltelefon. Og jeg bremser, så det hviner og må ud i rabatten for at komme forbi. Den cykelsti, ik? Den er ikke en parkeringsplads. Den er der sådan set for at sørge for en lille smule sikkerhed for os på to hjul.
Og så er der selvfølgelig ham, der skal skynde sig til højre (eller venstre) ad den sidevej, som jeg er ved at krydse. Det er der, hvor min grænse for hverdagsspænding bliver nået. Enten foretager jeg et ninja-spring med cyklen – eller hugger bremsen i – igen. Jeg ved ikke, om ham inde i bilen føler lidt spænding? Men min puls ryger omgående i det røde felt, og jeg får frysefornemmelser hele vejen ned til tæerne. Det der – det skal I bare lade være med, ikke?
Cyklister er ikke fødte trafikmoralister. Det kommer ikke med cyklen. Og til alle jer, der ikke gider smutte over i den rigtige side af vejen: Smut. Lige pludselig en dag, så ramler vi knoldene sammen, gør vi.
Det er altså ikke særlig svært. Og det ville gøre livet så meget lettere. I morgen tidlig tager jeg løbeskoene. Så går halvdelen af vejen igennem skoven.
Ind imellem kan jeg få helt Maude-agtige tendenser. Jeg kan blive tøsesur og gnaven, og jeg kan slå helt ud i rødt raseri. Det mærkelige er, at der nogen gange skal så lidt til af den dårlige slags. Pludselig vælter min glæde og bliver tværet helt ud.
I dag cyklede jeg skumlende afsted i den smukke efterårssol efter dagens dont på kontoret. Jeg var så meget tordensky, at der stod røg efter raceren. Jeg gloede olmt på bilister, som formastede sig på tværs af min bane, og sendte hadetanker efter dem. Jeg trådte aggressivt i pedalerne, når en cyklist dukkede op på stien. For foran mig skulle han ihvertfald ikke være, vel?
Halvvejs hakkede jeg bremserne i, så de hvinede. Halløj, Høstrup, det der, det går virkelig ikke. Stopstopstopstop. Hva’ fanden er meningen? På en dag hvor solen banker ned, hvor lejekontrakten ligger i rygsækken, hvor jeg har sat fede kryds i to-do listen. Hold da helt op. Jeg fiskede iPod’en op af lommen og kvalte Hotel Costes, der spillede en stille lounge-agtig melodi. Og satte gang i noget sydamerikansk pop. Og trampede videre, fast besluttet på at holde op med det gnaveri.
Så hurtigere end en ninja smed jeg cykeltøjet og trak løbetøj på og tøffede afsted ud i skoven. I den sene eftermiddagssol, som spredte gyldent lys imellem træerne. Fartleg! Fartleg er god medicin. Man kan ikke se sur ud, mens man prøver at løbe stærkt, vel? Man kan se anstrengt ud, man kan se sammenbidt ud, men sur? I hvert fald kan man umuligt blive ved med at være sur indeni. Så fartleg blev det. Og det var hårdt. Pludselig skete der et eller andet. Pludselig fyldtes kroppen af noget gammelkendt. Pludselig spillede det hele. Skridtlængden. Åndedrættet. Benene. Armene. Hele kroppen spillede sammen. Og jeg havde fart på. Næsten som i gamle dage. Jeg løb sgu stærkt, gjorde jeg.
Og jeg målte det i dag.
Jeg er ved at finde løbe-melodien igen. Virkelig. I dag løb jeg en time i en solskinsskov uden mén i benene efter den lange tur med rygsæk i går. På lette fjed med livlige ben og i højt humør.
“Du er sej” hvæsede en forpustet og smilende mountainbikerytter, da han hentede mig på toppen af en bakke. Hvem – mig?- tænkte jeg -sej på en bakke???? Og der var altså ikke andre end mig. Jeg sværger! Og følte mig sådan lidt boblende indeni.
Jeg må hellere lægge min dogme-periode bag mig. Jeg må måle lidt på mit løb. For et slag på tasken giver omkring 60 km i denne uge. Og jeg kender mig selv godt nok til, at det pludselig kan gribe om sig. Så – rolig nu. Nu finder vi uret frem igen, så næste uge ikke pludselig hedder 80 km. Det kunne jo også have været lidt sjovt at vide, om mountainbikeren bare var totally ude af form, og om min fornemmelse af fart var skudt helt ved siden af. Det er jo set før i min løbehistorie.
Jeg elsker at løbe om efteråret. Også selvom det finder på at drille med vind og vand. Luften er krystalklar. Fuldstændig pollenfri. Farverne er betagende, og fuglene endnu ikke gået i vinterhi. Jeg kommer da til at savne skoven udenfor døren, når jeg flytter. Men jeg er jo en heldig kartoffel, fordi jeg så bare kan løbe med min kollega i St. Dyrehave, når vi slutter arbejdsdagen. En vindersituation, ik?
Og jeg lever videre med illusionen om min fornemmelse for fart i dag.
UPDATE: Fik lige en uimodståelig lyst til at dele dagens skønhed med jer, så jeg susede ud på ruten igen på cyklen med kamera i lommen.
Solen spiller i efterårsbladene
Den voksende Rævesø i Rude Skov
Mere lysspil
Stubbe Sø i Rude Skov
Stubbe Sø i Rude Skov
Vores tur til The Cleveland Way i England har flyttet lidt på min opfattelse af træning. For nogle år siden så jeg på løb til og fra arbejde som ‘dårlig træning’. Jeg ville mangle intensitet og kvalitet i den træning. Dengang. Senere er jeg så alligevel begyndt at løbe til og fra arbejde. Sådan har man jo standpunkter, til man ændrer dem. Det er da skidego’ træning – til det, jeg skal bruge den til i dag. Og jeg skal jo alligevel frem og tilbage. Turen i England har flyttet mit perspektiv endnu mere. Nu bruger jeg i stigende grad løbeskoene som transportmedium. Som et helt frigørende alternativ til s-toget. På en eller anden måde giver det mig en forrygende følelse af frihed og uafhængighed.
Og det giver mig en fornemmelse af at kunne få enderne til at nå sammen. Det der arbejde sluger en (alt for) stor bid af min tid. Det kunne fremkalde stress og frustrationer. Og jeg bliver nødt til at tænke kreativt for at kunne træne det, jeg gerne vil. Men får jeg trænet godt nok – og nok, forsvinder de vage tegn på, at jeg er for presset. Træningen bringer noget balance ind i mit liv og hjælper mig til at finde mine ben. Sådan ret bogstaveligt. Og det hjælper mig til at holde både balancen og tungen lige i munden midt i den storm af opgaver, der flyver ind over mit skrivebord i en konstant hvirvelvind.
Anyways – i dag havde min Sofie inviteret til fødselsdag med frokost og kager. Og jeg ville gerne lave en lang træningstur. Så jeg pakkede da løberygsækken med festligt tøj og fødselsdagsgave, snørede skoene og tøffede afsted gennem skoven sydpå. Og sikke et vejr at løbe afsted i. Solen har givet røde kinder, og den strålede fra en skyfri himmel hele turen. Jeg mødte nogle løbe-bekendte fra Birkerødderne i skoven og standsede for at sludre lidt med dem. Jeg får aldrig trænet i den klub. Fordi jeg stort set aldrig er hjemme fra arbejde tidsnok.
Fra skoven fortsatte jeg ganske kort ad Kongevejen, men blev hurtigt træt af trafiklarmen. Så jeg trak væk fra vejen og løb bagom gennem Virum og forbi Lyngby Sø. Og så var det slut med freden. Herfra var der trafik, og jeg fyldte ørerne med musik i stedet. Jeg skal have købt en væskeblære. Det lovede jeg Jesper, da vi løb i England, og det vil være en god idé til mine “transportture”. I stedet for at standse for at drikke.
Efter lige godt to timer trykkede jeg på ringeklokken på Frederiksberg og steppede i brusebad. Og var klar på noget fødselsdagsfest.
Må jeg præsentere bloggens nye forsøgslook. Forårsskoven på den gamle blog var lidt outdated, og der skulle ske noget nyt. Så mens jeg har siddet under dynen og drukket te, har jeg leget med nye baggrunde. Den her er lidt rå. Som alle de beslutninger, jeg er ude i lige nu. Den prøver vi.
Og så vil jeg gerne præsentere en beslutning. Mit kommende domicil bliver efter al sandsynlighed på Sluseholmen. Jeg har sgu sagt ja. Og på mandag laver de kontrakt. Boligen er reserveret i mit navn, for Søren. Jeg indleder en ny æra (igen) med for lidt aktiv valuta. Til gengæld får jeg verdens fedeste bo. Med udgang til egen kanal. Med plads til kajak udenfor dagligstuen. Et styk stuelejlighed med terrasse og temmelig indbrudssikret. I hvert fald skal man komme sejlende til, hvis man vil flå indbo ud af huset. Til den anden side er en lukket gård uden tilkørselsmuligheder. Sådan til døren i hvert fald. Med monsterstore vinduer til alle sider. Guf for en lysnarkoman. Stue, køkken og spisestue i ét med forskudte planer. Og soveværelse med altan mod kanalen. Det er nok lidt overbetaling værd, tænker jeg. Og det går sgu nok altsammen. Jeg holder bare nogle flere foredrag. Skriver et par bøger eller noget.
For enden af “min” vej bliver havnebad til sommer. For enden ligger også en kajakklub. Og så er der cykel/gå-bro over vandet til Amager Fælled. Ti minutter til Enghave Plads. Tyve minutter til mine tøsepiger og en halv time til sønnen min. Et kvarter til Rådhuspladsen (hvad jeg så skal der?). Bus direkte fra Hovedbanegården – eller havnebus næsten til døren. Jeg tror nok, vi er glade, ja jeg gør. Nu behøver jeg jo så ikke jagte boliger i nat. Måske man skulle prøve med det der søvn?
Nogen prikkede hul på ballonen i nat. Jeg vågnede tyk i hovedet, frysende og djævelsk træt. Og nu sidder jeg her i sofaen under dynen og gør, som der bliver sagt. Og sniger mig til at åbne computeren. Bare lidt.
Jeg har budt den en del, kroppen – og hovedet med – i den sidste tid. Og hele natten er jeg fortsat på boligjagt og jonglerer med huslejepriser og beliggenheder. Det giver selvsagt en lidt urolig søvn. Når jeg så samtidig har cyklet og løbet pænt meget og haft monstertravlt med at tage mig af Hovedstadens sundhedsvæsen, er det nok ikke sært, at kroppen (eller hvem det nu er) svinger forhammeren. Jeg skulle ellers have været i skole i dag. Og jeg havde glædet mig. Men der er ikke meget ved sådan en halvsovende, mut og sløv elev, vel? Så her er jeg. Bevæbnet med te på kanden og fredagspolitiken.
Og nu er jeg ude i store beslutninger. Som måske i virkeligheden træffes bedst under dynen i fred og ro? Jeghar været i Sluseholmen igen. Og er faldet fuldstændig pladask for den lejlighed, jeg så igår. Sådan helt fuldstændigt, så jeg blev ganske eksalteret og kåd. Kender I det at træde ind et sted og bare mærke, at det er H.J.E.M? At her er det hele? Alt går op i en højere enhed? Og så er der lige det der økonomi. Den koster temmelig meget mere hver måned, end det jeg bor for nu. Det kan gå, kan det. Men det er nok slut for en tid at kaste 20-30.000 afsted på rejser med rund hånd. I hvert fald med rund hånd. Eller måske skal jeg bare være lidt kreativ? Tidligere har jeg været fuldstidsprofessionel udi den slags. I mange år var jeg alenemor til tre unger. På en sygeplejerskeløn. Og dengang var det altså meget lidt.
Jeg mindes med gru, hvordan en bortkommen gummistøvle kunne udløse indre panikanfald. Eller hvordan jeg gav mig selv et udvidet kursus i at lade være med at sige NEJ hele tiden. Man kan jo altid se andre muligheder. Jeg husker min elendighed over ikke at kunne give sønnen min en optimistjolle. Når nu han syntes, det var fedt at sejle. Eller en bue til bueskydning. Og jeg husker mine ungers minimalistiske fødselsdagsgaver i forhold til kammeraternes. MEN vi havde det faktisk sjovt og godt. Vi fik altid ordentlig mad på den rigtige-råvarer-måde. Vi holdt kreative ferier. Og idag griner vi sammen over, dengang jeg syntes L’Oreal hårshampoo var dyrt. Og jeg har ALDRIG købt børnetøj i Tøj og Sko.
Nu har jeg ikke længere små rugbrødsslugere i huset. Ingen skal have fornyet vinterstøvlerne i november, og ingen skal have support til en pengeslugende fritidsinteresse. Undtagen mig. Og jeg kan selvfølgelig være dyr nok i drift. Men der er ingen, der går grædende i seng, vel?
Lyder det som om, jeg har truffet en slags beslutning?
Min trofaste hverdagscykel har været igennem en større make-over hos cykelsnedkeren. Og jeg storsavner Mikkel i Århus. Kunne du ikke bare flytte din cykelbiks herover da? Sidste vinter var jeg pænt utilfreds med den lokale cykelbiks i Birkerød. De er ikke vant til at håndtere cykler, der bliver brugt igennem. Altså blev cyklen deporteret til nabobyen Holte, som jeg ved har en dedikeret cykelsmed. Han har da også taget sig rigtig god tid til at fremskaffe nye reservedele til at erstatte de nedslidte. Kort sagt har min cykel på det nærmeste flyttet fast ind i Holte. Men nu var den færdig, og jeg måtte løse det puslespil, der måtte gå op, så jeg kunne hente cyklen.
Det er ikke bare helt enkelt, når man kun har sin rugbrødsmotor, skulle jeg hilse og sige. Meningen var jo ikke, at jeg skulle stå i Holte med TO cykler. Og hvornår skulle jeg så nå at træne? Løsningen? Jeg lod cyklen, raceren altså, overnatte i Hillerød. Fasttøjret til møblementet. Og så løb jeg da til Holte. På vej ud af døren greb min chef mig i ærmet, og jeg kom noget senere afsted end planlagt. Jeg ringede derfor fra Birkerød for at høre, om jeg kunne nå det, inden de lukkede. Og det vakte pænt opsigt, at jeg kom løbende fra Hillerød.
Turen gik gennem St. Dyrehave og videre gennem Tokkekøb Hegn. Skoven er på vej i efterårsmode, og bladene pisker ned fra træerne. Benene var tunge og stive efter en hel dag ved skrivebordet. Men efter en halv times tid kom de igang. Da jeg nåede ud af skoven og måtte tage resten af vejen ad Kongevejen, puttede jeg noget sydamerikansk pop i ørerne for at undertrykke bilernes larm. Og det blev en rigtig fin tur. Måske er jeg alligevel lidt klar på noget halvmarathon om et par uger? I min nye slags tempo, altså.
Nu er cykelparken atter komplet. Alle tohjulede er hjemme. Nå ja – nej den blå sover jo i Hillerød. Og vi er på en måde næsten klar til noget vinter. Logistikken skal lige gå op i morgen med, så jeg må starte dagen i løbesko. Og få min blå cykel med hjem igen.
Jeg er træt og fladmast. Det er fast arbejde at jagte bolig. De gode lejligheder til rimelig leje er væk, før nogen kan stave til punktum. Jeg er tilmeldt forskellige boligportaler og udlejningsselskaber, og der tikker pænt mange mails ind i løbet af en arbejdsdag. Og det der arbejde render jo af med mig, så jeg ikke rigtigt når på omgangshøjde med de ledige lejligheder. Det gider jeg nu ikke stresse over, for jeg har et helt år at løbe på, før min fremlejekontrakt løber ud. Alligevel når jeg rundt og ser en hel del lejligheder. Og bliver totalt rundforvirret. Hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo…..? Nej ikke under der. Men skal det være midt på Rådhuspladsen? Ude ved noget vand og havn? Højt eller lavt? Stort eller småt?
Ikke for småt, vel? Der skal være plads til alle mine unger og deres kærester og småunger. Jeg elsker at have gæster. Der skal være luft mellem møblerne. Helst en terasse, så min mexicanske ovn kan flytte med og lune mig på kølige sommeraftener. Eller en altan. Der skal være opvaskemaskine. Jeg ved, det er lidt gejlet, men jeg gider ikke bruge min sparsomme tid på opvask. Der skal være lys. Jeg er lysnarkoman.
Jeg har været på Sluseholmen et par gange. En helt ny bydel bygget op med kanaler mellem husene a la Venedig. Og der er noget usigeligt fedt ved vand lige udenfor vinduet. Jeg savner vandet. Og jeg kunne begynde at ro igen. Men der er lidt langt til midtbyen, selvom jeg ved eftertanke kender forbavsende mange, som arbejder ved forskellige teleselskaber derude. Lejlighederne er ret fede og fulde af lys. Den næste jeg skal se derude har terasse til den ene side og privat ponton i kanalen til den anden side. Med plads til kajakken.
Jeg har været på besøg i en fantastisk lejlighed på Østerbro. Fuldstændig og aldeles centralt ved søerne. Masser af plads. Men ingen altan. Og så er det herredyrt. Skal jeg holde flere foredrag, og skrabe flere penge hjem? Eller skal jeg slå koldt vand i blodet og indstille mig på en mindre bolig? Eller et mindre rigtigt sted? Hvor meget vil jeg bo for?
Årh ja, det knirker og knager i mit lille hoved af alle de overvejelser. Det bliver så vigtigt, ik? For jeg vil gerne slå mig ned. Have sådan et rigtigt sted at bo for alvor. For I slipper nok ikke af med mig igen, København. Jeg tror, jeg bliver. Og prøver at holde styr på vores sundhedsvæsen.
Efter sidste weekends bragende fiasko har jeg taget udfordringen på mig. Jeg må træne i bakker, må jeg. Op ad dem, altså. Jeg er nemlig helt kæk på nedløbene. Så i weekendens monsterblæsevejr tog jeg fat. Jeg har jo meldt mig til noget halvmarathon om ganske få uger i Hillerød, gud bedre det!
Både lørdag og søndag var jeg i storstaden. Alma-barnet ringede og spurgte, om jeg ville spise med lørdag aften. Og det ville jeg jo da. Nogen invitationer MÅ man bare sige ja tak til. Turen derind var imod vinden, og jeg stod næsten stille ind imellem. Hjemad gik det til gengæld flyvende. Min boligjagt er for tiden koncentreret lidt omkring de nye kvarterer i Sydhavnen. Jeg er lidt forelsket i det med vand lige udenfor vinduet. Altså cyklede jeg hele vejen derud søndag. Samlede Sofie op på vejen, fordi det er hyggeligt at have selskab på boligjagten. “Vi.skal.ikke.ræse!!!” råbte mit gravide barn. Og jeg trykkede bremsen i. Jeg er stadig lidt forelsket i det med vandet. Men jeg har god tid til at beslutte mig.
Men bakkerne, var det. Lørdag løb jeg bare en times tid på de almindelige stier i skoven. Faktisk var der næsten læ derinde mellem træerne. Selvom en gren bragede ned i ny og næ, og bladene hvirvlede til jorden i et sandt farveorgie. Men søndag bevæbnede jeg mig med vand og tog afsted for en længere tur. Denne gang tog jeg mountainbikesporene og løb på kryds og tværs i skoven i 1 time og 38 minutter. Har ingen anelse om, hvor langt det var. For jeg er igen i en periode, hvor jeg lader uret ligge hjemme. Jeg løber dogmeløb. Og havde en dejlig tur, hvor det føltes som om jeg holdt et godt tempo. Men det kan jeg jo af gode grunde ikke vide. Jeg asede op på skovens højeste punkter og spurtede ned igen. Og kunne bare mærke, at bakketræning må der til.
Det er sjovt med det der tempo. I gamle dage løb jeg ofte uden ur, fordi jeg vidste ret nøjagtigt, hvor lang ruten var. Og jeg havde en ret præcis fornemmelse for mit tempo. Jeg kunne mærke i kroppen, hvor hurtigt jeg løb. Det kan jeg ikke mere. Nu løber jeg generelt altid langsommere, end jeg tror. Men jeg elsker at lade være med at registrere og logge alting hele tiden. Så snart jeg føler det som en slags pligt, holder jeg op. Det er nemlig det, man kan, når man er blevet halvgammel og langsom – og ikke gider leve op til noget. På den måde.
Helles Blog 