by - 4 kommentarer

Rengøring og eventyr

Er der grund til bekymring, når rengøring får karakter af en begivenhed? Mit hjem fungerer mest som svingdør og bed and breakfast i øjeblikket. Men i dag er her rent. Egentlig elsker jeg, når her dufter rent. Når døre og vinduer står åbne og radioen går, mens jeg slapper af ovenpå frie øvelser med støvsuger og gulvmoppe. Men processen kan jeg godt være foruden. Jeg troede, jeg havde fundet mig et rengøringsmenneske. Hun har været her en enkelt gang, men hun efterlod altså ikke duften af nyvaskede trægulve, og der var for mange smuttere. Ikke at jeg er sart og sippet, men når det koster 300 kr, skal der være rent. På den rene og velduftende måde. Anyway – hun havde heller ikke rigtigt tid. Så jeg er ligevidt. Og nu er her rent og duftende.

I aftes var jeg helt grundtræt og faldt i søvn på sofaen. Sammen med det glas rødvin jeg skulle have nydt. Klokken halv ni i morges var jeg fuldstændig udhvilet. Og så var der det der rengøring. Men jeg fik da læst hele avisen og holdt lang morgenmad. Og løbet en lang tur.

Jesper, min marathonmakker, har studeret mit drømmeafsnit i bloggen og taget mig på ordet. Foreslår The Cleveland Way til efteråret. På tre dage. Tre.Dage. Jeg mener, –  The Cleveland Way er næsten 180 km på tværs af det nordlige England. Han foreslog mere ordret at “speed-hike” ruten. Jeg har pippet lidt forsigtigt om fire dage. Jeg er jo ikke ultraløber, for søren. Men jeg har drømt om den rute, siden jeg var gift med min mand, og vi kørte rundt deroppe på besøg hos mine svigerforældre. Men dengang havde vi jo fire eller fem børn i bagagerummet, så den drøm parkerede vi til senere. Og jeg tror ikke, det er nogen god idé at tage ham med nu (fnis). Jeg elsker, når drømme bliver til virkelighed, og jeg har nok gjort det til lidt af en vane at gøre det. Drømme er fantastiske, men de skal ikke allesammen blive inde i fantasien. The Cleveland Way går igennem The North York Moors og Yorkshire kystlinjen. Og selvfølgelig siger jeg ja (og håber på, at han vil være med til de fire dage)

by - 2 kommentarer

Dage på fødegangen

Så blev jeg færdig med at føde babyer for nu. Det har været lærerigt at være med på fødegangen, og en særlig tak til jordemoder Sarah, som jeg har haft fornøjelsen af at følges med i to dage. Skulle jeg have børn, ville jeg elske at have hende omkring mig. Så heldigt at hun lige var vendt hjem fra nogle måneder i Grønland, så hun havde en fornemmelse af, hvad jeg havde brug for. Jeg føler mig lidt bedre rustet. Og jeg har suget til mig af hendes ekspertice.  Det er sjovt, når jeg sådan kommer ud i noget klinisk arbejde, mærker jeg et stik af savn. Jeg har virkelig elsket at arbejde som sygeplejerske, og jeg tror ikke, jeg er færdig med det. Jeg vender aktid tilbage til at lave noget klinisk. Om det så er på danske hospitaler, førstehjælp i ødemarken eller sundhedsarbejde i tredjeverdenslande. Jeg elsker det. Det er mit oprindelige fag, og en life long kærlighed. Jeg elsker også at lave forskning og projekter, og egentlig har jeg det helt perfekte arrangement for mit arbejdsliv. Lige nu arbejder jeg med at skabe bedre vilkår, bedre behandlingskvalitet og bedre rammer for det offentlige sundhedsarbejde, og jeg har altid muligheden for at arbejde klinisk ind imellem. Og altid muligheden for at vende tilbage.

Dagene på fødegangen har præsenteret mig for en vifte af meget forskellige kvinder. Jeg forbløffes over, hvor forskelligt kvinder arbejder med deres fødsel. Nogen kvinder går næsten i panik og overlader ansvaret til jordemoderen eller lægerne. Andre kvinder insisterer hårdnakket på deres ret til ansvar for deres fødsel. Kvinder kommer på fødegangen, arbejder sig gennem veer og smerter, presser barnet ud i ganske få veer og tager tilfredse hjem efter et par timer. Andre kvinder kommer med forventninger om at arbejde sig igennem fødslen og tage hjem med deres nye barn, men møder komplikationer og må overgive ansvaret til fagpersoner. Måske er deres barn i risiko, måske er de selv. Måske må de overlade deres lille barn til kompetente børnelæger, og måske risikerer de at miste den drøm og det håb, som et lille nyt barn er. Fødegangen rummer det hele. Og noget af det, jeg elsker ved at arbejde klinisk, er det uforudsigelige. Måske var det derfor, jeg arbejdede med børn med krææft i så mange år? Jeg vidste aldrig, hvad dagen ville bringe, og jeg skulle være parat til at møde hvad som helst.

Ugen har ikke levnet mange timer på matriklen. Og nu sidder jeg træt og tilfreds med et glas rødvin. Var lidt forundret over en vis træthed i benene, indtil jeg regnede ugens cykelpensum. Det er blevet til 325 km, og jeg droppede med helt god samvittighed den løbetur, jeg havde tænkt mig for i dag. Det bliver en tur i morgen i stedet. Cykelturene har været mere end almindeligt våde. Blev faktisk seriøst i tvivl i går om vi var smuttet ind i oktober. Bare sådan ved en fejl.

by - 4 kommentarer

Gæt hvad jeg har lavet i dag?

Jeg har været på Rigshospitalet og føde babyer! Ja jeg har. Jeg har fået lov at få tre “praktik-dage” på Fødeafdelingen på Rigshospitalet, så jeg kan genopfriske nogle fødekompetencer. Jeg må jo erkende, at der er en vis risiko for at komme i en fødesituation derude i bjergene. Hvor kvinderne i den grad ser frem til en sundhedsperson af kvindeligt islæt. Og så er det altså lidt rart at have haft det “i hænderne” igen. Og forberede mig lidt på, hvad sådan nogen fødesituationer kan komme til at rumme. Jeg havde næsten glemt, hvor dybt rørende det er at se sådan et lille pjevs bryde igennem til verden. Fik faktisk en tåre eller to i øjenkrogen. Men prøvede at forblive voksen og prof-agtig cool.

Jeg var sammen med en jordemoder, som netop var vendt hjem fra Grønland, så hun var helt med på, hvilke slags situationer, jeg kunne komme ud i. Den helt store forskel er jo, at derude i Humla, der har man bare ingenting. Ikke noget med CTG og ve-overvågning. Ikke noget med at følge fosterets hjerterytme. Ikke noget med vestimulerende drop eller epiduralblokade. Ikke noget med sugekop eller kejsersnit. Nu er det ikke en sygdom at være gravid eller føde børn. Men jeg er nødt til at forholde mig til, at en tredjedel af børnene derude altså dør, før de rigtigt får begyndt. Og at nogen af de børn kommer jeg nok til at møde. Og nogen af de kvinder derude, kommer ikke godt igennem deres fødsler. Og nogen af dem vil jeg også komme til at møde. Så derfor tilbringer jeg tre dage på Fødeafdelingen. Og her i vores smørhul fødes der jo allerflest kernesunde børn af kernesunde mødre. Så jeg synes, det er sjovt/fedt/spændende (selvom jeg møder klokken syv om morgenen). Så bloggen er midlertidigt omdannet til en babyblog 🙂

Det giver en masse kilometre på cyklen, gør det. For indtil sidst i september er s-togsforbindelsen mellem Hillerød og Svanemøllen cuttet, og min cykel skal ikke smides ind i et bagagerum i en bus. Ergo – idag cyklede jeg de 23 km derind, senere 13 km til et møde i Herlev – og tilbage til Rigshospitalet. Til bestyrelsesmøde i Motionspacten, hvor jeg løb en tur på 9 km i Fælledparken. Og så cyklede jeg 23 km hjem igen. Min form er faktisk helt okay, tror jeg.

by - 0 comments

Klar – parat –

Nok om John Mayer og min bondeanger. Jeg vil meget hellere lufte det projekt, jeg rejser ud i om tre uger. Sommerfuglene indtager mine maveregioner ind imellem, og jeg sætter flere og flere flueben i min indre tjekliste

  • Jeg har næsten fået tjek på det tekniske med satellittelefonen og dataforbindelse. Når Rasmus kommer hjem i næste uge, skal vi have samlet det hele og teste det i virkeligheden
  • Jeg har fået solcelleoppladeren fra Michael i hus – OG købt opladerkabler til alt muligt.
  • Jeg har fået mine trailsko, Salomon XT Wings 2, og de er testet og godkendt på en restitutionstur i skoven i går.
  • Jeg har fået mit visum, som gælder i tre måneder.
  • Jeg har næsten styr på, hvad der skal være styr på i mine arbejdsopgaver, inden jeg fordufter i to måneder
  • Jeg har trøstet min chef
  • Jeg er begyndt at trøste mine børn
  • Jeg har betalt. I går overførte jeg med heftig puls et astronomisk beløb til en bankkonto i Kathmandu, som skal betale mine lokele fly, min guide i bjergene, ophold i Kathmandu og andre steder, mad og alt det andet.

Så jeg er klar!! Næsten. Jeg havde overvejet at søge sponsorer til at dække mine personlige udgifter. Men jeg droppede det igen. Ærligt talt. Det koster nogen penge, men det er stadig et billigt eventyr. Selvom hele historien slanker min bankkonto, så klarer den sig nok endda. Jeg stiller hellere end gerne op til foredrag og billeder, når jeg er hjemme igen, men jeg har det ultrameget bedre i maven over at betale for gildet selv. Jeg oplever en stigende tendens til kvalme over folk, der løber, klatrer, springer i faldskærm, cykler eller what ever for kræftramte børn, brystkræft, hjemløse og andre stakler. Jeg har selv gjort det. Klatret for “en sag”, altså. Men nok er nok. Tag dog afsted for what it is. Og lad være med at kile intetanende stakler ind i foran.

I stedet vil jeg meget opfordre til at stikke en halvtredser til medicin til projektet. Det er super nemt. www.nepaltrust.org har et lille donationslink i højre side. Her kan man donere on-line, og mærker man sin donation “medicine”, bliver beløbet brugt til at købe medicin i Kathmandu, som jeg så tager med ud i projektet. Medicin er billigt i Kathmandu og kan fås i håndkøb. Og i Humla har de ingenting. Hvordan medicinen gør nytte, kan følges her på bloggen, – om teknikken vil.

Hvad jeg mangler?

  • En mindre rygsæk til dagture
  • At lave sommerfest med mine unger
  • Sortere i hvad der skal med
  • Lægge lydbøger på Ipod’en (har du nogen, du vil af med?)
  • Oversætte en masse af mine papirer til engelsk
  • Skrive kapitel til Tracy’s bog færdigt
  • Pakke, pakke, pakke
  • Sige farvel til vennerne
  • Give mine børn så store bamsekram, at de kan holde i to måneder
by - 2 kommentarer

Undskyld, John Mayer

Man skal vare sig, skal man. Og man skal ikke løbe med løse rygter i blogsbjerg. For en uges tid siden skrev jeg om mine oplevelser i Malmø sammen med Eric Clapton og Steve Winwood. I den forbindelse sjovede jeg mig lidt på bekostning af John Mayer, som jo aflyste sin koncert i København samme aften. Fordi jeg havde læst et eller andet sted, at der gik rygter om John Mayer på bytur i heftig sidevind aftenen før. Og hørte i radionen, at han havde aflyst. Undskyld, altså. Det skulle jeg ikke have skrevet. For i dag blev jeg ringet op af en journalist fra BT, som gerne ville vide, hvorfra jeg havde rygtet. Og det aner jeg jo ikke. Det har jeg i den grad kastet i glemmebogen. En lille notits i et eller andet blad eller noget. Journalisten havde gang i at forfølge selvsame rygte, fordi det åbenbart er hårdhudet. Og så landede han på min blog. Og ringede på min telefon. Scary. Og John Mayer er egentlig bare en pæn fyr, der laver hyggelig popmusik. Ama’r – jeg gør det ikke igen.

by - 8 kommentarer

24Run billeder

Kender I typen, der altid skal blæse sig lidt op? Det er nemlig mig. Nu har jeg tjekket resultatlisten, og jeg har overhovedet ikke løbet 46 km, – men godt 43. Overdrivelse fremmer forståelsen, eller hvad? Så er det jo ikke sært, at jeg allerede føler mig pænt restitueret. Bortset fra et maveonde, der har holdt mig lidt tæt på badeværelset til morgen. Men jeg lovede billeder:

Starten er gået

Helle W løber første runde hjem

Tracy giver den gas

Facebook lejren

6 seje sild på podiet

Vores overmænd åbner champagne

Hermed mine bedste, bedste anbefalinger til en sand motivationsbooster, udi løb, forstås. Et helt døgn sammen med løbende mennesker, der giver den max gas mest for sjov. Teamspirit i metemål, højt humør, fantastiske pauser, myg, fuglefløjt i skoven, morgengry på lysløjpen, forsikringer om “aldrig mere” – og “vi ses til næste år”. Ømme lår, gnu-duftende løbetrøjer, energidrik i litervis, forbandede bakker, røde kinder og store smil. Og bagefter – wow, hvor var det fantastisk.

by - 6 kommentarer

24Run – en særlig oplevelse

Jeg er stadig høj. 24Run blev et fantastisk døgn sammen med fem seje kvinder (og alle de andre), som knoklede døgnet igennem for at løbe så mange kilometer ind som muligt. Og lad det være sagt med det samme: Jeg fik min stolthed poleret og genoprejst. Vi løb os igennem langt mere end et marathon hver uden seriøse kriser, og vi fik en andenplads i vores gruppe. At der så kun var tre hold repræsenteret, gjorde ikke vores oplevelse mindre. Faktisk kæmpede vi hårdt mod Fredensborg AK, som alligevel løb os alvorligt bagud til sidst.

Løbet startede lørdag klokken 12, og vi mødte ind et par timer før for at blive rigtig klar. Bortset fra stakkels Helle W, der kom med en forsinket bus fra Århus og lige nåede ind til start. Det lod hun sig ikke påvirke det mindste af, men kørte stabilt og hårdt på. Vi delte os i tre makkerpar og fordelte døgnet imellem os. Først med to-timers intervaller, som vi senere ændrede til 1½ time, fordi to timer sled for hårdt og gjorde os langsommere. Ruten på 2,7 km er ret bakket på de første 2/3, derefter løber man ind på stadionog målområdet, som er næsten plant. Jeg dannede makkerpar med Helle A, som jeg lærte at kende til sidste års løb, og vi fungerede upåklageligt sammen. Faktisk var vi tre “Helle’r”, så der er grund til forvirring. Vi planlagde fra starten at løbe en omgang ad gangen. På den måde ville vi kunne løbe flest kilometer ind, fordi vi ville kunne holde en bedre fart på vores omgange. Det hele blev jo én lang interval-sekvens á 2,7 km.

Vejret var absolut strålende. Man kunne måske klage over lidt rigelig varme og en heftig sol. Men det gør vi ikke. Tænk, hvis det havde set ud som i dag? Et 24 timers stafetløb er både et krævende teamwork og en enormt hyggelig social begivenhed. Alle har det lige hårdt. Alle lider på natterunderne. Alle er ved at kaste middagsmad og morgenmad op. Alle har ufatteligt slidte lårbasser, når man når til søndag morgen. Og alle klør på. Fordi vi gerne ville konkurrere både med os selv og med vores konkurrent fra Fredensborg.

Løbeklubben på Facebook stillede med mere end 50 deltagere, og det var utroligt flot. Vores lille hold var nok en smule indadvendt, fordi der var forventninger til os fra både klubben, sponsor (Kaiser Sport) og os selv. Vi havde ikke lange pauser mellem vores løb og måtte udnytte dem optimalt. Men det var skønt at have opbakning og samvær i målområdet med alle de røde trøjer.

Jeg prioriterede at få en smule søvn mellem natteintervallerne. Jeg er dårlig til at fungere uden, og mine forældre havde meldt deres ankomst søndag eftermiddag. Og jeg faldt i dyb søvn en time eller to mellem de to natteseancer. Det gjorde nok en verden til forskel for mig.

Der kommer forskellige strategier op i løbet af sådan et døgn. Både hold-strategier, som at ændre vores makker-intervaller fra 2 til 1½ time. Og de indre strategier for at tæske sig igennem endnu en omgang på ruten, selvom hele kroppen skriger nej. Jeg inddeler ruten i bidder. “How to eat an elephant? In small bites”. Selvom ruten er kort, virker strategien. Jeg tæller ultraløbere. For de går næsten allesammen det meste af tiden, og jeg tæller, hvor mange jeg løber forbi på en runde. Pjattet, men det afleder, hvor ondt det gør i lårbasserne at springe op ad bakkerne. Jeg løber på én måde i bakkerne og på en anden på stadion og glæder mig på hver runde, til bakkerne er overstået. Og så begyndte jeg at tælle ned, da jeg stod op tidligt søndag morgen. Mit konstante mantra var, at 2,7 km kan man ALTID løbe. Det hjalp også, at man på vejen ind til stadion løb forbi Facebook lejren, hvor der altid var tilråb og klap.

Jeg fik ikke meget mad i løbet af døgnert. Aftensmaden var fin, men den hoppede alligevel lystigt rundt i min mave, da jeg løb afsted et par timer senere. Morgenmaden blev et par stykker knækbrød meget tidligt om morgenen, fordi jeg prioriterede lidt søvn frem for at vente på den officielle morgenmad. Og så kørte jeg på energidrik for resten. Det fungerede egentlig fint nok. Men jeg var glubende sulten, da jeg vendte hjem søndag eftermiddag. Min pose med snacks og sager kom med hjem igen, på nær et par skiver knækbrød.

Vi måtte se os slået af Fredensborg AK. Helt fair. De havde et par superhurtige kvinder med på holdet, men det var sjovt at have konkurrencen. Som nummer tre lå et hold af kvindelige ultraløbere, som vi egentlig havde været mere bekymrede over, men de var reduceret til fem kvinder og lå næsten hele konkurrencen efter os. Men på podiet kom vi, og vi vandt et gavekort til Puma på 400 kr. Og det er jo ikke skidt. Og vi var superstolte. Der skal nok komme billeder senere.

Endelig pakkede vi sammen, og jeg trak min cykel en sidste gang ad den bakkede rute ud til skovstien, der fører hjem. Mine ben jamrede, men de skulle også bære den tunge rygsæk. Hjemme sad mine forældre og nød solen i haven. Jeg havde frygtet lidt, at jeg ville være for træt og smadret, men efter frokosten lagde min mor sig ovenpå, min far faldt i søvn i lænestolen, og jeg fik en tiltrængt lille lur. Og der må være noget helt rigtigt i konceptet med en god oksebøf og spansk rødvin, for i dag har mine ben det fortrinligt og cyklede uden jammer hele vejen til Hillerød i regnen.

Stor tak til mine løbe-buddies for samarbejde og dejligt samvær, og stor tak til Jakob fra Løbeklubben på Facebook for det store arbejde med at arrangere. Og en stor tak til alle andre Facebook-løbere for at gøre det til en fest. Tænk endnu en gang at tilbringe et døgn med så mange helt ukendte mennesker.

by - 6 kommentarer

24Run i Rude Skov og Løbeklubben på Facebook

Jeg beklager radiotavsheden her på sendefladen. Jeg har været stærkt arbejdsramt, på den fraværende og mødeagtige måde. Men nu er jeg inde og vende i det, der hedder mit hjem, inden jeg tøffer ind i Rude Skov for at løbe i 24 timer. Ja, altså ikke alene. Det tror jeg alllgevel ikke, jeg kunne blive fristet af, – at løbe rundt og rundt og rundt på den samme korte strækning i samfulde 24 timer. Nej, vi er seks kvinder, der deler de 24 timer imellem os, og det skal såmænd blive fint rigeligt. Og superhyggeligt.

Jeg løb 24Run sidste år sammen med Løbeklubben på Facebook, og det gør jeg også i år. Sidste år var jeg nytilflyttet i Holte (ja-ja, jeg flytter lidt for meget rundt), kendte ikke mange (løbe)sjæle i omegnen, og derfor var Facebook-initiativet til 24Run perfekt. Jeg mødte op uden at kende de andre, og det viste sig at gælde for de fleste. Og så blev det en enorm succes. Vi oplevede et overraskende og intenst døgn sammen, hvor samarbejde og teamwork fungerede perfekt. Og nu kender jeg nogen! Som jeg har set igen, og som jeg har været til andre løb sammen med. Og jeg glæder mig til at være sammen igen. Selvom flokken er blevet mangedoblet, og den store lejr på mere end 50 mennesker også kan være en smule skræmmende. Mon der bliver ro nok til at sove de ganske få timer imellem vores ture? Mon den intense og intime stemning fra sidste år lader sig gøre i så stor en gruppe? Eller vil vi koncentrere os helt om vores lille kvindehold? Måske kan vi i virkeligheden ikke rumme meget mere.

Vi skal løbe fire timer hver, som vi fordeler ud over døgnet. Vi har delt os i to-mandshold, så vi har en fast makker i en – eller to-timersintervaller. Hen over natten og omkring aftensmadstid løber vi kun en time ad gangen. Det er meget specielt at blive vækket og stå ud af soveposen, trække i løbeskoene og løbe ud på ruten midt om natten. Ved midnat slukkes alt lys og lyd, og der er bare løberne på ruten med pandelamper. Alle samtaler bliver helt af sig selv dæmpede, og stemningen helt særlig.

Det er en kunst at få måltiderne passet ind. Jeg har en temmelig følsom mave, som vist har haft for mange sære indvortes kræ med hjem fra eksotiske rejser. Jeg skal virkelig passe på ikke at spise for tæt på løb. Så skal jeg nemlig på toilet. Hurtigt. Og pludseligt. Det er blevet bedre. Sikkert i sammenhæng med at jeg ikke løber så hurtigt mere. Før i tiden gik det bare ikke an at spise senere end tre timer inden løb.

Jeg er makker med Helle, som jeg lærte at kende til sidste års løb, og vi skal nok være et supergodt makkerpar. Helle er sej og stædig, og jeg har lidt oprejsning til gode fra pinsen. Mine nyindkøbte trailsko, Salomon XT Wings,  kom med posten i dag. Dem vil jeg teste på nogle af mine ture i weekenden. Og ellers bare pakke godt med solcreme og myggespray.

by - 12 kommentarer

Clapton og Winwood

I går oprandt dagen. Clapton dagen. En dag for nogle måneder siden spottede jeg helt tilfældigt i Politiken, at Eric Clapton og Steve Winwood ville give koncert i Malmø den 31. maj. Skrev en hurtigt besked til Henrik som svarede JAAAA, og så lænkede jeg mig til computeren. Det blev en nervepirrende og sveddryppende formiddag, hvor jeg gang på gang blev kastet ud af systemet. Tæt på opgivelse lykkedes det at holde fast, og pludselig sad jeg med to billetter! Siden har vi gået og psyket os selv og hinanden op til et forventningsniveau, som kunne være fatalt. Højt at flyve – dybt at falde, you know. Og da jeg hørte i radioen, at John Mayer havde tømmermænd influenza, krydsede jeg fingre for de to gamlinge i Malmø.

Men de kom, gjorde de. Vi havde bestilt der ganze schweinerei med Clapton-middag und alles, og befandt os med ét mellem et publikum, der ledte tankerne i helt andre retninger end tung guitarmusik. Hvis det her viser sig at være Linje tre, får du bank, hvislede en små-bekymret Henrik. Vi fik vores Clapton middag, serveret af fortravlede tjenere, der ikke havde luft til at bekymre sig om os. Men det var da mad. Og så blev det tid. Her skal lige indskydes en lille beretning om svensk service, for jeg modtog for et par måneder siden en mail, der fortalte, at jeg havde købt to ståpladser på Parkett. Nu stod der bare række X og plads XY og XX på min billet, som jeg havde printet. Og det skrev jeg jo til dem. Jeg er meget lille – ikke engang en meter og tres, så jeg ville misse synet af Clapton fuldstændig mellem granvoksne mænd på gulvet. Men sørme – fik en mail tilbage fra Ticnet, som beklagede, at de havde lavet en fejl og derfor tilbød os to siddepladser uden ekstra omkostninger. Og vi sad fantastisk. Intet mindre. Tæt på scenen, ude i siden, med bandet og de to virtuoser midt i synsfeltet. Vi fnisede lidt over vores medpublikum, som blev ved med at forvirre os, og til det sidste var Henrik en anelse bekymret for, om det alligevel blev Linje Tre, der trådte ind på scenen. Måske er vi bare ved at blive gamle.

Og så kom de. Bare sådan. To aldrende herrer, en lige aldrende trommeslager og keyboardspiller, en yngre bassist og to yngre korpiger. Uden opvarmning eller noget, men de gik lige på  og begyndte at spille. Ikke noget småknas med lyden, ikke noget snak. Bare musik. De havde de tunge guitarer med, og de havde de sprøde og de fine guitarer med. Og vi smeltede. De må nærme sig 70, og Calpton måtte også sætte sig et par gange, men de gav den gas, gjorde de. Fuldstændig veloplagte og med en sund fordeling mellem de to’s repertoire. Clapton kan stadig trylle med guitaren, og Winwood er stadig et gudbenådet multitalent. Han har aldrig haft en stor stemme, men den fyldte Malmø Arena helt ud. De gav en version af Georgia, som fik mine små hår til at rejse sig, og lige efter fulgte Leyla i den blødeste udgave, som næsten gav mig tårer i øjnene. På det tidspunkt havde de sat sig med akustiske guitarer, og Arenaen var med ét tryllet om til et intimt rum.

Således opfyldte begav vi os – sammen med de 30.000 andre – ud til bilerne og krydsede Øresundsbroen i et magisk aftenlys. Vores forventninger? De holdt – i dén grad.

by - 2 kommentarer

En dag på lysløjpen

Sikke en dag! Endelig, endelig har jeg haft en dag, hvor træningen har været en sand nydelse. Jeg har stort set ikke hostet, og næsen løber ikke længere. Hvad er der sket??? Min stædighed står for fald – jeg har såmænd bare behandlet høfeberen. Med næsespray. Som min læge forsøgte at overtale mig til. Jeg ved ikke, hvad det er med mig. Måske har jeg bare fået så meget medicin i mit liv, at automatpiloten slår bak ved tanken om mere? Anyway, det her virker. Når høfeberen er under kontrol, hjælper det også på astmaen.

Jeg gassede lidt i sengen i morges med min bog, men måtte ud af fjerene for at nå mine planer om dobbelt løbepas. Så afsted med mig inden morgenmaden. Gennem skoven, som stadig var i morgenhumør, til lysløjpen i Holte. En del af ruten til 24Run følger lysløjpen, og jeg kunne kun være glad for, at det ikke er den øverste del, som har de stejleste bakker. Jeg løb to omgange og mødte en fyr, som også skal løbe med Løbeklubben på Facebook i næste weekend. Faktisk skinnede solen og fuglene gav den gas. Og SÅ skulle jeg hjem og have morgenmad.

Senere fik regnen fat, og sidst på dagen trak jeg igen i løbetøjet og løb af en lidt anderledes rute igen til lysløjpen. Stor var min forbavselse, da benene viste sig at være superfriske. Så jeg løb frisk afsted i regnen og løb den ene bakkespurt efter den anden. Skoven nærmest myldrede af liv. Rådyr, mus, egern og fugle krydsede min sti i alle retninger, mens regnen silede ned. Jeg havde allerede siden morgenstunden fortrængt, hvor mange bakker, der er på Lysløjpen. Specielt når man følger den autoriserede løberetning mod uret, er stigningerne voldsomme. Og det må jo nødvendigvis være noget sludder, men jeg testede begge retninger, og det er ganske vist. Jeg løb 2½ omgang lysløjpe og spurtede nærmest hjemad med friske ben. Det blev til 11 og 14 km uden katastrofale hosteanfald.

I morgen bliver der ingen træning ud over mine 35 km på cyklen. Jeg skal nemlig til Malmø og høre Eric Clapton og Steve Winwood sammen med min gode ven Henrik. OM jeg glæder mig?????