by - 2 kommentarer

Man kan altid flytte fokus

Jeg er stadig snottet, og jeg hoster stadig som en gammel ryger. Jeg tror bare, at jeg holder helt lav løbeprofil. Nøj, hvor må jeg være udhvilet på søndag. Eller hvad. Anyway – jeg er dårlig til at være langtidssur. Det bliver, som det bliver på søndag. Jeg cyklede til arbejde i solskin og sommer (hvor blev det lige af i weekenden, spør jeg), med alt for meget tøj på. Og blev der til lidt for sent. Og så skifter vi lige fokus lidt.

Jeg har nemlig skrevet min kontrakt under! Min kontrakt til sundhedsprojektet i Nepal – og den er sendt afsted. Sammen med de andre dokumenter, de har brug for, inden min start i projektet.

Jeg har fået lov til at komme i praktik et par dage på Fødeafdelingen på Rigshospitalet. Yeaaahhh – jeg skal hen og føde babyer igen. Det blir spas! Og så skal jeg følges med en jordemoder, som lige er vendt hjem fra Grønland. Så mon ikke hun kan give mig lidt tips og tricks, jeg kan tage med mig ud i Himalayas ødemarker?

Jeg har ordnet forsikring. Eller egentlig har jeg bare sikret mig, at min forsikring dækker mig i to måneder og vil betale for en evakuering med helikopter, hvis det nu skulle være mig, der fik brug for det. Og det gør den.

Fra projektet har de skrevet og spurgt, om jeg vil indgå i deres “Little doctor programme”, som handler om undervisning af børn og unge om hygiejne, ernæring, famlieplanlægning, sygdomme, sanitet og førstehjælp. Meningen er at arbejde for sundhedsfremme og sygdomsbekæmpelse, nedbringe sult og ekstrem fattigdom og reducere børnedødeligheden i et område, som er ved at rejse sig efter de indre konflikter, Nepal har rummet i de sidste mange år. Og det vil jeg selvfølgelig gerne. Det er jo børnene, der skal bære igennem.

Snart vil alt mit bjergudstyr brede sig ud over alle mine gulve, mens jeg flytter bunker frem og tilbage og forsøger at vælge. 20 kg levner ikke mange muligheder. Her skal prioriteres igennem. Eller betales overvægt

Huset er lånt ud en del af tiden. Og måske vil mine blomster overleve.

I næste uge tager jeg på den nepalesiske ambassade og får mit visum.

Jeg er så småt gået igang med at afsøge mulighederne for at få noget medicin og forbindsstoffer med fra vores godt stillede lille land. Og måske få de danske Rotary klubber gjort interesserede i projektet. Det sidste fordi projektet samarbejder med de engelske, skotske og irske Rotary.

Og med sådan et fokusflyt – kan man ikke bevare det dårlige humør ret længe.

by - 10 kommentarer

Sur og vranten – sagde tanten

Og tanten – det er mig. Jeg er sur med sur på. Sidder her i flydesofaen, under dynen og hoster. Med laptoppen i skødet og prøver at skyde nogle deadlines fra hoften. Og jeg skal faktisk løbe marathon på søndag. PÅ SØNDAG, sagde jeg. Og hvad laver jeg så her under dynen? Jeg skulle trippe overfrisk rundt med udhvilede ben. Jeg skulle vimse omkring på den mest overskudsagtige måde og være blæret over at have trænet igennem. Jeg skulle flashe mine nyindkøbte frække røde sko fra Berlin sammen med min lige så nye Desigual nederdel og opføre min indre forestilling om at se gennemført lækker ud.

Og så sidder jeg her og pruster. Og nyser. Og hoster. Det var ikke det, jeg havde aftalt, vel? Jeg er SÅ dårlig til at være sur. Jeg vil helst holde op. Men – FNYS! Det er ikke et fedt tidspunkt at sidde her og snotte. Jeg er ikke engang rigtig syg, så jeg spyder rapporter ud i æteren og veksler med overspring på Facebook og bloggen. Mens jeg glor vrantent ud af vinduet på de der overskudsmennesker, der kommer løbende forbi på vej i skoven. Jeg skulle have været til et vildt vigtigt møde, men det er ikke tidspunktet at gamble med mit helbred, vel? Jeg skulle også have været i den store by og se på en lejlighed, jeg måske kan få tilbudt. Og i morgen SKAL jeg på arbejde, fordi vi ansættelsessamtaler.

Men solen skinner alligevel udenfor mit vindue, og jeg har te på kanden. Jeg har et lager af Strepsils, og det er før sket, at jeg har raget mig en forkølelse til forud for et marathonløb. Så jeg sætter mig lige så stille og “surer af” og håber det forsvinder ud i cyberspace sammen med mine rapporter.

Imens kan forsøge at blive revet med af  hende her som jeg havde den helt udelte fornøjelse at opleve på Vega i sidste uge. Hun er det kæreste væsen på en scene, og hun kan, om nogen, putte mit humør tilbage. Beklager den halvdårlige lyd.

by - 3 kommentarer

Mig og min avis

Jeg er inkarneret Politikenlæser. Men tre gange har jeg været meget tæt på at forlade avisen og afslutte vores mangeårige forhold. Det er, når deres friskfyr-agtige sælgerdrenge ringer til mig. Gør det én gang til, og det er slut. Bare som en advarsel. Så bliver det Information eller Berlingeren.
Telefonscene fra i dag:

Mig: Hej det er Helle?

Politikendreng med høj stemmeføring: Hej det er Jesper

Mig: ??

Politikendreng: Ja jeg ringer fra Politiken, og jeg kan jo se, at du er en af vores rigtig gode og trofaste abonnenter.

Mig: Ja…..

Politikendreng: Og sådan en som dig, vil vi jo gerne tage os rigtig godt af og forkæle lidt.

Mig: ?

Politikendreng (nærmest exalteret): Derfor vil vi jo gerne forære dig et tilbud om at få avisen mandag til torsdag for XX kr. Og så et (stemmelejet løfter sig til nye højder) GAVEKORT på 600 kr!

Mig: Nej tak

Politikendreng: Hvad?? Jamen du får din avis HVER ENESTE MORGEN.

Mig: Nej tak. Jeg kan ikke nå at læse avis hver eneste morgen.

Politikendreng: Jamen så har du den så du rigtigt kan hygge dig i sofaen, når du kommer hjem.

Mig: Nej tak. Det går fint med nettet på hverdagene.

Politikendreng: Nej da. Du kan jo slet ikke brede avisen lækkert ud så.

Mig: NEJ TAK. Jeg trives faktisk rigtig fint som det er nu.

Politikendreng: Jamen…

Mig: Hej (Og så er det jeg savner at kunne SMÆKKE et rør på, som man kunne engang)

by - 2 kommentarer

Ich bin ein Berliner – oder?

Haft haft trukket feriestikket de sidste fire dage. Og slået mine folder i Berlin sammen med tre af mine kolleger. Som nok er ved at blive en slags veninder.

Engang i vinter, da vi var ved at blive kvalt i arbejde, stranguleret i sundhedsaftaler, ædt op af kvalitetsudvikling og halshugget af deadlines, – ja så besluttede vi, at vi også ville have det sjovt sammen. At vores fantastiske samarbejde kunne andet og mere end at fremme hovedstadens sundhedsvæsen. Tankerne udviklede sig lynhurtigt til en fælles weekend i Berlin. Berlin er min ubestridte yndlingsby (eller én af dem), og vi lejede en lejlighed af Sofie og Thomas, som jeg har kendt, siden de gik i skole med mine egne unger. En lejlighed, der ligger i mit yndlingsområde i Berlin, Prenzlauerberg, som er en del af det gamle Østberlin.  Her er SÅ hyggeligt, på den helt fredelige måde. Her er sjovt og skævt. Man får den bedste morgenmad på Café Entweder Oder og man kan få den festligste middag hos Fra Rosa. Man får serveret en supergod fire-retters menu og betaler, “hvad man synes”, typisk 20 Euro. I baren er stillet adskillige flasker rød og hvidvin frem, sammen med vand og forskellige slags økologisk saft. Man lægger 2 euro, og forsyner sig med, hvad man har lyst til og de de mængder, man vil. Når man går, lægger man et passende beløb for sine drikkevarer. Fantastisk koncept.

Jeg brugte selvfølgelig for mange penge. Købte frække røde sko og en nederdel i mit yndlingsmærke, Desigual fra Spanien. Og så løb jeg nogle dejlige ture i Prenzlauerberg. Jeg elsker at løbe i Berlin. Der er så lyst og stort og så mange grønne områder. Jeg elsker fornemmelsen af at løbe gennem verdenshistorien, og hver gang jeg ser en stump af muren, bliver jeg så tankefuld over, hvordan mennesker kan manipulere med hinanden. Og derfor er Berlin så livsbekræftende, så glad og så spændende. Fordi den har ændret sig og udviklet sig.

Nu er jeg hjemme og har løbet 15 km i min våde skov. Lidt tunge ben efter flyveturen, men det gik okay. Og det var så den sidste af den slags inden Copenhagen Marathon. Jeg er SÅ spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg gik jo rundt i Berlin med marathonfornemmelser, fordi jeg har løbet dernede flere gange.

OG – de bedste nyheder: Tracy har sagt ja til at løbe på vores kvindehold til 24Run i Holte 🙂 Det er SÅ dejligt, og jeg glæder mig til at have hende med på holdet

by - 1 kommentar

Så er det godt at ha’ en rigtig ven

Sidder her på morgenkvisten og stjæler mig en lille klat tid, mens jeg mander mig op til at cykle ud i noget vand, der fosser ned. Og tænker lidt over venskaber.

En øl i Nyhavn i går eftermiddags med en ven, jeg ikke har set i mere end et år. Vi havde ikke meget tid, og jeg kørte virkelig råddent på min cykel gennem hele brostenshelvedet for at få så mange minutter med som muligt. Og vi gjorde det, vi er så gode til. En lille times intenst samvær. Nogen venner kan man være 300% sammen med, når man ses. Andre kræver mere tid. Så gav vi hinanden et knus, lavede en ny aftale og skiltes.

Min mest elskede ven er i livskrise. Og er i København. Vi har hver især haft en lang periode, hvor vi har pakket os ind i arbejde og skærmet os for verden. Jeg for at slikke nogle blødende sår, og han fordi han ikke aner, hvad han skal stille op med det hele. Nu er jeg vist færdig med at pille navle og pive over mit liv. Så jeg har insisterende sat ham stævne. Han får ikke lov til at slippe for mig som ven. Ikke tale om, at jeg vil blive ved med at være strittet ud på noget sidelinje. Nu træder jeg i vennekaraktér. Og så kan jeg godt blive sådan lidt furieagtig. Eller terrieragtig. Så synger jeg ganske stille inde i mig selv Vennesangen:
Jeg elsker at sidde alene
og drømme og fantasere,
men har jeg været længe nok alene,
så vil jeg ikke vær’ alene mere,
så er det godt at ha’ en rigtig ven
og ha’ nogen at snakke med igen.
En man kan dele sine drømme med
lege eller danse eller svømme med,
-det er rart at være alene- men
det er bedst at ha’ en ven.

Og vi skal jo både ud og klatre og bestige nogen bjerge sammen. Ja vi skal. Så vi satte hinanden stævne på en Vesterbro-restaurant og sad der faktisk i næsten fem timer og fandt hinandens liv igen.

Jeg har lige fået en mail fra en ven. Han har fået et startnummer til Copenhagen Marathon, og han er sådan en superløber, der vil løbe det som et træningsløb. Så hvis du gerne vil have selskab, siger du bare til, skriver han. Jaaaaa, hvor hyggeligt. Og hvor supersødt at tænke på mig.

Og ved I hvad? I morgen tidlig flyver jeg til Berlin sammen med tre kolleger, som lige så stille er på vej over i noget venskab. Det er godt at mixe noget arbejde, kollegaskab til noget venskab, hvor vi også kan andre ting. Og der bliver forbud mod at nævne noget om kvalitet, sundhed, kommuner, hospitaler – det hele skal gå op i mad, chokolade, vin, sightseeing, et par små løbeture og ren afslapning.

I aften tager jeg i byen og hører noget dejlig musik med nogen af mine yndlingsmennesker, – mine tøsepiger og drengenes tøsekærester.

by - 0 comments

Håndklædet i ringen – eller videre nu

Jeg var for kæk i går. Min astma var ikke i bedring. Jeg vågnede i nat med et gigaanfald, som tvang mig op i en times tid, før jeg kunne trække noget ordentligt vejr. Vor herre bevares da. Hvad er der med de birkepollen årgang 2010? SÅ slemt plejer det da ikke at være. Der var ingen kære mor klokken alt for tidligt i morges, for jeg skulle stå klar med et oplæg til en flok vicedirektører og rektorer klokken 8.30. Ikke i cykeltøj, og med præsentationen klar på computeren.

Dobbelt morgendosis astmamedicin og afsted efter morgenmaden. På en kold morgen, der godt kunne have mindelser om noget efterårsagtigt. Men det er stadig forår og pollensæson. Så da jeg var færdig med mit oplæg og tilbage på mit kontor, ringede jeg resolut til min læge. Hvad???? Sagde hun, – det plejer du sgu da at styre selv? Ja, pev jeg, men jeg kan ikke. Først troede hun, at det bare var mit løb, der var generet, men da det gik op for hende, at jeg også piver, når jeg sidder stille, lavede hun en akuttid i morgen. Og skrev en recept på antihistamin og noget anfaldshæmmende astmamedicin. Hun er en gudinde! En kollega kom ind og begyndte at bræge løs om noget healing. Nix! Nej! Jeg skal have helt kontante piller og inhalationer. Ingen mystiske håndspålæggelser til mig, tak.

Hjemme med mine nye medikamenter tog jeg en inhalation Ventoline, – og wups, opløstes lidt af skumgummisvampen i mine lunger. Den er ikke væk, men der er huller i den. Og jeg kan endelig trække lidt mere vejr. I har ingen anelse om, hvor dejligt det er, at sidde her i min sofa og trække mit vejr. Når alt det om håndspålæggelser er sagt, så har jeg i mange år også fået akupunktur mod min astma for at styrke kroppen, og det har jeg suppleret med en opbyggende diæt. Diæten er ret simpel. Jeg er ikke til ret meget hokus-pokus. Den går, kort fortalt, ud på at undgå hvede, mælkeprodukter, rå grøntsager, kaffe, sort te og alkohol. Og indtage masser af tilberedte grøntsager, kartofler, ris, kød, fisk, olie, vand, grøn og hvid te. og frugt. Frugt og grønt skal helst være årstidens herhjemmefra. Min akupunktør bor desværre i Århus, så jeg prøver at klare det med medicin og diæt. Og så må det være nok – nu må jeg videre.

Sjovt nok cyklede jeg virkelig igennem, da jeg cyklede hjem i eftermiddag. Gav baghjul selv til to fyre på racere 🙂

by - 2 kommentarer

Søndag i tidslommen

Kender i de søndage, hvor der bare ikke sker en skid? Hvor morgenen pludselig er forsvundet ud i morgenmad og aviser – og går direkte videre i noget frokost? Hvor man er vidunderligt uforstyrret og har en solid fornemmelse af masser af tid? Det var nemlig lige sådan en søndag, der var dømt inde her i Birkerød. Pludselig var klokken langt hen på eftermiddagen, og jeg havde hverken lappet min cykel eller løbet min lange tur. Det går lidt bedre med min astma. I hvert fald har jeg ingen udmarvende anfald haft de sidste to dage. Kun den konstante følelse af at trække vejret gennem en skumgummisvamp, afbrudt af hidsige hosteanfald. Men fremgang er det alligevel, og lidt har også ret.

Så jeg drog af på den sidste lange løbetur inden Copenhagen Marathon. Som tidligere på ugen løb jeg syd på gennem skoven, og drejede ned forbi Stubbe Sø. På Holtesiden lavede jeg en længere sløjfe end sidst gennem skoven og fortsatte langs golfbanen til Nærum, hvor jeg mere eller mindre slog følge med et par på cykel. De burde have kunnet cyklet hurtigere end de gjorde. Jeg blev ved med at indhente dem, og vi blev ved med at støde på hinanden. Helt til den sidste del af “min” Rude Skov, hvor de grinende råbte god tur. 23 km hvor jeg oplevede et forbavsende flow i mit løb (når jeg ikke lige knækkede sammen i hosteanfald). Og nu er der nedtrapning til marathonløbet. Som egentlig lidt ufrivilligt allerede er startet. Med min rolige 10 km restitutionstur i går nåede jeg op på 61 km i denne uge.

Og nu begynder næste projekt efter Copenhagen Marathon også at mase sig på. For det er jo ikke bare det marathonløb, jeg skal nå. to uger senere løber jeg 24Run i Holte på et 6-kvinder hold. Dvs vi skal løbe 4 timer hver fordelt over døgnet. Altså næsten et marathonløb. Det har jeg faktisk aldrig prøvet før. Jeg har løbet halvmarathon, og jeg har løbet Midtjysk Bjergløb, som er 27 km lige efter et marathon, men aldrig et helt marathon så tæt på. Men jeg tror, at når jeg nu ikke løber så hurtigt længere, så restituerer jeg også hurtigere efter de lange løb. Så det skal nok gå. Det skal det, for vi er et lidt seriøst hold, der har ambitioner om at komme på podiet.

Nåmen – nu er fornemmelsen af oceaner af tid pludselig gået over. Cyklen blev ikke lappet. Jeg har en masse, jeg skal skrive. Jeg skal holde oplæg i morgen tidlig. Og det er allerede ved at blive lidt mørkt udenfor.

by - 3 kommentarer

Det er ikke godt

Med den astma, altså. Det her bliver et piveindlæg. Jeg har haft nogle lede anfald. Og jeg kan ikke rigtigt få medicinen i det rigtige niveau. Jeg fortsætter lidt med tredobbelt dosis, og ellers må jeg jo snakke med min læge i næste uge.

Nåmen jeg vred mig ud på en 10 km løbetur i eftermiddag. Løb meget roligt udaf. Jeg har dårlige erfaringer med at starte for kækt ud, når mine lunger er i den forfatning. Det ender alt for let med en gåtur hjem. Så jeg joggede afsted gennem skoven til Løje Sø på Holtesiden af Rude Skov. Og besluttede at give den gas. Der er en kilometers penge rundt om Løje Sø, og det gik egentlig ret godt med at holde et højt tempo hele vejen rundt. Resten af vejen hjem blev 4 gange 2 minutters intervaller. Og det gik overraskende godt. Og endte i et gigant hosteanfald udenfor gadedøren. Naboerne må tro, jeg er blevet storryger påd et sidste.

Pyh, hvor jeg håber, de lunger får det bedre, inden det bliver 23. maj.

by - 5 kommentarer

Sygepleje og branding

Går rundt med sådan en lidt verdenskvindeagtig følelse indeni. Fløj til Ålborg i aftes og overnattede på hotel, som næste dags konferencearrangør havde sørget for. Stod tidligt op og inhalerede en hurtig morgenbuffet og gik til kongrescenteret. (Og nu vil vi så gerne sige tak for indsatsen til Fætter Frost – det er 7. maj, goddamit! Tak for en lang trofast indsats – nu må du gerne gå på aftægt og overlade pladsen til Søster Solskin.)

Nåmen grunden til at ose brændstof ud over vores lille land var, at en arrangørgruppe på Ålborg Sygehus havde bedt mig indlede deres konference om sygepleje. Det var jeg faktisk ret beæret over. Og jeg blev imponeret, da jeg så programmet for deres symposium, som strakte sig over hele dagen. Jeg var sammen med Nina Brünes, som er socialsygeplejerske på Bispebjerg Hospital, det eneste udefra kommende indslag. Resten af dagen var besat med sygehusets egne projekter og workshops. De havde samlet mere end 200 deltagere fra både kommuner og region. Det er fandme flot.

Mit lille foredrag handlede om sygepleje, arbejdsglæde og branding. Jeg viste forskellige arenaer for sygepleje fra nogle af mine rejser rundt i verden, talte om branding og image, og så viste jeg de billeder, jeg sidste år tog på en “fotosafari” på Skejby Sygehus. Jeg brugte dengang nogle dage på at gå rundt på hele hospitalet og tage billeder af sygeplejersker, der lavede sygepleje. Det blev min afskedsgave til hospitalet den dag, jeg rejste, at vise, hvor meget fagstolthed, kompetence og arbejdsglæde, der var rundt i alle hjørner. Som et af mine små bidrag til at brande sygepleje anderledes, end det ellers bliver i medierne og folkemunde. Hey der – I har sgu alt mulig grund til at være hamrende stolte af det, I går og laver hver eneste dag.

En af mine små anekdoter er fra Argentina, hvor jeg mødte en ung kardiolog (hjertelæge). Selvfølgelig faldt vi i noget fagnørderi, og han fortalte, at han var dybt bekymret for det argentinske sundhedsvæsen. Fordi de mangler sygeplejersker. Vi kan hoste op med de mest avancerede behandlinger, vi kan udføre komplicerede operationer og give den allerbedste hjertemedicin. Den virker bare ikke uden sygeplejersker, sagde han. Folk dør. De dør af infektioner, af inaktivitet, af immobilisation og af fejlernæring. Behandlingen virker ikke! Tag den til jer, sygeplejersker. I virker nemlig!

Desværre kunne jeg ikke blive hele dagen, men skyndte mig ud af døren på den mest verdenskvindeagtige måde og kørte med taxa til lufthavnen. Hvor et lille fly bragte mig hjem til København – og arbejde. Men tak for en fin morgen, Ålborg.

by - 1 kommentar

Ting jeg ikke forstår i trafikken

  • Hvad er joken lige ved at kaste glasflasker ud af bilvinduet?
  • Mødre med dobbeltladcykel – med børn, der kører i den forkerte retning på cykelstien. Jeg mener, så brede er de heller ikke, cykelstierne.
  • Biler der i kæk stil liiige runder et venstresving – efter trafiklyset er skiftet til rødt.
  • Lyskryds, der kun skifter for gående og cyklister, hvis de når at trykke.
  • Folk der insisterer på at mose sig ind i s-togets flexrum, uden cykel eller barnevogn, selvom det er tampet med morgencykler.
  • Folk der holder på at læse deres avis foran udgangsdøren i s-toget.
  • Folk der spadserer med deres små gravhunde i en fem meter lang finte-snor.