Sygepleje og branding

Går rundt med sådan en lidt verdenskvindeagtig følelse indeni. Fløj til Ålborg i aftes og overnattede på hotel, som næste dags konferencearrangør havde sørget for. Stod tidligt op og inhalerede en hurtig morgenbuffet og gik til kongrescenteret. (Og nu vil vi så gerne sige tak for indsatsen til Fætter Frost – det er 7. maj, goddamit! Tak for en lang trofast indsats – nu må du gerne gå på aftægt og overlade pladsen til Søster Solskin.)

Nåmen grunden til at ose brændstof ud over vores lille land var, at en arrangørgruppe på Ålborg Sygehus havde bedt mig indlede deres konference om sygepleje. Det var jeg faktisk ret beæret over. Og jeg blev imponeret, da jeg så programmet for deres symposium, som strakte sig over hele dagen. Jeg var sammen med Nina Brünes, som er socialsygeplejerske på Bispebjerg Hospital, det eneste udefra kommende indslag. Resten af dagen var besat med sygehusets egne projekter og workshops. De havde samlet mere end 200 deltagere fra både kommuner og region. Det er fandme flot.

Mit lille foredrag handlede om sygepleje, arbejdsglæde og branding. Jeg viste forskellige arenaer for sygepleje fra nogle af mine rejser rundt i verden, talte om branding og image, og så viste jeg de billeder, jeg sidste år tog på en “fotosafari” på Skejby Sygehus. Jeg brugte dengang nogle dage på at gå rundt på hele hospitalet og tage billeder af sygeplejersker, der lavede sygepleje. Det blev min afskedsgave til hospitalet den dag, jeg rejste, at vise, hvor meget fagstolthed, kompetence og arbejdsglæde, der var rundt i alle hjørner. Som et af mine små bidrag til at brande sygepleje anderledes, end det ellers bliver i medierne og folkemunde. Hey der – I har sgu alt mulig grund til at være hamrende stolte af det, I går og laver hver eneste dag.

En af mine små anekdoter er fra Argentina, hvor jeg mødte en ung kardiolog (hjertelæge). Selvfølgelig faldt vi i noget fagnørderi, og han fortalte, at han var dybt bekymret for det argentinske sundhedsvæsen. Fordi de mangler sygeplejersker. Vi kan hoste op med de mest avancerede behandlinger, vi kan udføre komplicerede operationer og give den allerbedste hjertemedicin. Den virker bare ikke uden sygeplejersker, sagde han. Folk dør. De dør af infektioner, af inaktivitet, af immobilisation og af fejlernæring. Behandlingen virker ikke! Tag den til jer, sygeplejersker. I virker nemlig!

Desværre kunne jeg ikke blive hele dagen, men skyndte mig ud af døren på den mest verdenskvindeagtige måde og kørte med taxa til lufthavnen. Hvor et lille fly bragte mig hjem til København – og arbejde. Men tak for en fin morgen, Ålborg.

5 thoughts on “Sygepleje og branding

    • Det hele foregår i samarbejde og teamwork. Men glemmer man en af brikkerne i planlægningen, f.eks. sygeplejersker, går det galt. Det gør man bare ofte, når krav og drømme om nye behandlinger dukker op.

  1. Det kan jeg godt se din pointe i, og derfor tror jeg også at forslaget om at administrationen på hospitaler skal varetages af folk med uddannelse inden for dette, og ikke af lægerne selv.
    Man skal jo gøre hvad man er god til.
    Når du snakker om branding, er det så af dig som sygeplejerske, eller hvordan?

    • Jeg tror også, at administrationen af hospitalerne skal foregå, som den gør, i en delt ledelse mellem en lægefaglig, en sygeplejefaglig og en administrativ ledelse. Så kan man bedre få alle aspekter med, tror jeg. Men det kræver en lederuddannelses også til de sundhedsfaglige ledere.

      Branding? Det var af sygeplejefaget og arbejdet. Ikke af mig.

      • Okay, på den måde.
        Jeg tror også at sygeplejefaget trænger til en ansigtsløftning i det offentlige, da man jo som almindelig dansker ikke hører om din historie fra Argentina, men i stedet ofte bare høre om “en sur sygeplejerske på morgenvagt”.

        Det ville være spændende med et sådant indslag på tv, eller i en af de større aviser..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s