by - 0 comments

Skodtur – og lidt opløftende musik fra en bjergbestigning

Hvor jeg på den hårde måde pludselig huskede, hvorfor jeg i sin tid stoppede med at løbe konkurrencer i maj. Det har tre grunde: birkepollen, birkepollen og birkepollen. Jeg bliver træt som et væltefærdigt alderdomshjem af ikke at trække vejr nok, og mine muskler bliver gummiagtige af medicinen. Medicinen får også min puls til at ryge i vejret, så længe jeg tager multidoser. Men resten af mit liv er tudetosset i de her uger, så skulle jeg nå at træne noget, skulle det være i dag. I morgen skal jeg til møde inde i København, videre til noget udviklingsdag på Sjælsmark Kaserne og videre til lufthavnen for at komme til Ålborg. Hvor jeg holder foredrag om arbejdsglæde fredag.

Så jeg piskede min klagende krop afsted omkring klokken 18, da jeg endelig var hjemme. Så var det, jeg huskede. Lungerne hvæsede og peb. Øjnene kløede og løb om kap med næsen. Jeg eksploderede i hosteanfald. Fuck og skod. Men en anelse stædig er jeg jo, så jeg piskede videre, mens lårmusklerne klagede sig næsten højlydt. Havde egentlig bestemt mig for at løbe til Rungsted, men kunne alligevel mærke, at det var en skovdag. Så jeg drejede ned i skoven og løb syd på. Ned gennem Rude Skov, forbi Stubbe Sø, krydsede Hørsholm Kongevej, ind i skoven igen og forbi Løje Sø. Her havde jeg en alvorlig snak med mine lår. No mercy!! Videre!! Derfor fortsatte jeg ud af skoven, langs golfbanen. Min indre dialog blev skarpere, men jeg fortsatte. Ud af skoven og videre langs motorvejen til næste skovparti. Nu gik det egentlig lidt bedre. Men jeg måtte stadig piske mig videre. Endelig nåede jeg Nærum og Rundforbi Stadion. Ind i skoven på den anden side, og så var jeg faktisk på vej hjem. Og – ahem, der var faktisk længere, end jeg huskede. Men nu skulle jeg jo hjem. Og hjem kom jeg. Løbende. 18 kilometer var det alligevel. Altså egentlig ganske tilfreds, selvom turen i sig selv var en skodtur. Muligvis en skidt investering…. Det er skodture som regel, men det vil vise sig.

Astma og løb er sådan et tveægget sværd for mig i den periode, hvor birken eksploderer. Og græsset med, for den sags skyld. Det tager et par uger eller mere, før medicinen har fået lungerne til at falde til ro. Løb har også provokeret egentlige anfald. Men det var mest i et tidligere liv, hvor jeg løb for hurtigt. Faktisk udgik jeg engang af Copenhagen Marathon, fordi jeg ikke havde styr på min astma. Jeg havde en lille uge tidligere løbet sammen med mine løbe-buddies, hvor der blev lagt hårdt fra land i et hidsigt kapløb. Det provokerede et stort anfald, og jeg måtte spadsere stille tilbage. Efter sådan et anfald tager det lungerne et par uger at falde helt til ro, så jeg vidste, jeg skulle have ekstra astmamedicin ca halvvejs i løbet. Jeg havde udstyret min søn med astmasprayen og aftalt, at han skulle stå parat ved 25 km. Jeg kunne mærke astmaanfaldet så småt begynde at bygge op, men han var der ikke! Han havde fundet sig et eller andet andet sted, som var meget tæt på mål, den dumme dreng. Han var meget tæt på en fyring. Og jeg måtte selvfølgelig gå ud og finde min mobiltelefon. Og sønnen med astmasprayen.

Men så kan lytte lidt på hende her: Så ryger humør og lårmuskler lige til tops igen. Jeg lærte hende at kende engang på en bjergbestigningsekspedition i Sydamerika. Vi kom ned fra bjerget og slog teltene op for at overnatte i basislejren, inden vi gik helt ned. Der stod et enligt telt i nærheden. Pludselig blæste det voldsomt op, som det kan i bjergene, og vi sikrede vores telte grundigt. pludselig så jeg, at det enlige telt blafrede faretruende. Jeg gik derover. Teltet var tomt, så jeg pillede teltstængerne ud og lagde det ned med nogle store sten ovenpå. Nogle timer senere kom en fyr ned fra bjerget. Blæsten var taget af, og han rejste sit telt igen. Og så kom han over og sagde tak. Han ville gerne sige tak med en hjemmebrændt cd fra hans hjemland, Brasilien. Og det var Maria Rita.

by - 3 kommentarer

Kunne man lave en folkebevægelse?

Og måske udrydde de her? Inden de tager livet af mig? Eller en Facebook gruppe?

Der er herremange birketræer i Nordsjælland. Okay, de er da meget pæne. Men jeg har nu i lidt over en uge lydt som en storryger. Mine lunger piber og hvæser, og jeg bliver næsten kvalt i ædende onde hosteanfald. Jeg elsker foråret – og jeg hader det. Og sjovt nok lykkes det mig hvert eneste år at fortrænge, hvor stor en pestilens de små søde agn fra birketræerne bliver. Jeg hvæser og sprutter, øjnene løber, og jeg eksploderer i charmerende kæmpenys. Stop det, nogen!

Eller – jeg forsøger med noget tålmodighed og tredobbelt dosis astmamedicin. Så falder det vel til ro snart.

by - 0 comments

Thomas Dybdahl – my man

Jeg har overgivet mig. Totalt. For længe siden. Thomas Dybdahl er for lækker og afleverede igen i aftes et brag af en koncert på Vega. Jeg var sammen med min Sofie, hendes veninde Anne og min kollega Conni med Lars. Og før vi vidste af det, var det en lille fest med tapas og rødvin hjemme hos Anne, der er nabo til Vega. Som en opvarmning til Thomas D.

Anne, Sofie og jeg har været til koncert med ham før. Tilbage i september gav Sofie mig billet til DR’s koncertsal og Thomas Dybdahl med DR’s underholdningsorkester. Det var måske vores livs koncert. Vi var helt rørte, så hårene rejste sig på vores arme. Hele vejen hjem i metroen sad vi drømmende med et stort grin på ansigtet. Det var SÅ fantastisk. Så han havde noget at leve op til. Og ved I hvad? Det gjorde han bare. En meget anderledes koncert. Men fantastisk. Fantastisk. Fantastisk.

Så det var næsten ikke svært at vride øjnene op klokken fem og cykle til toget for at sidde til forskningsseminar hele dagen i Nyborg.

by - 4 kommentarer

Scener fra en færge

Jeg kommer om bord på færgen i Ebeltoft og ser mig rundt efter et bord. Finder til min overraskelse et bord ved et vindue. Der sidder en fyr, og han nikker til at jeg kan sætte mig på den ledige stol. Og så er det, han rejser sig op, og jeg ser ham. BMI ca. 30 – ca 190 cm høj. Iklædt en betænkeligt udspilet t-shirt fra Hard Rock Café, Honolulu og blå shorts, der kravler højt op på hans imponerende lår. grå-hvide tennissokker med en rød og en blå stribe i en no-name kondisko. Øverst en lille hestehale. Jeg tror, hans indre billede var, at han var cool.

Jeg er nødt til at fortælle om en anden tur med færgen. Fra Århus, dengang for næsten tre år siden. Det var seks uger efter min sidste kemobehandling, og jeg var stadig isoleret, fordi jeg stadig ikke var i stand til at producere hvide blodlegemer til at beskytte mig mod infektioner. Morten Quist var den direkte grund til mine færgefærd. Han var og er fysioterapeut i et projekt på Rigshospitalet, og jeg havde kendt ham i flere år, før jeg blev syg. Han havde udfordret og tirret mig til at melde mig til cykelløbet Sjælsø Rundt sammen med en gruppe unge tidligere kræftpatienter. Sjælsø Rundt er 125 km. Og jeg er jo nem.  Min egen udfordring var også at få mig og min cykel til København, når nu jeg stadig var for sart til at køre i tog med andre mennesker.

Det er nok kun mig, der gør sådan noget. Jeg spændte min Bob-trailer bag på cyklen, cyklede ned til færgelejet, og stod udenfor under hele overfarten. Heldigvis var det netop i de dage, sommeren faldt i 2007. Jeg var stadig pilskaldet og havde tørklæde om hovedet, og jeg var også stadig lidt for følsom overfor solen stråler. Så jeg var pladret godt ind i noget faktor kæmpemeget. Da vi nåede Odden Færgehavn, cyklede jeg ud fra færgen og startede mod København.

Jeg havde en fantastisk tur gennem et Nordsjælland, jeg ikke kendte så godt på det tidspunkt. Sejlede med de små færger fra Kulhuse og Hundested. Solen bagte og fuglene kvidrede. Jeg var fuldstændig beruset af en følelse af frihed. Der er langt til København, og jeg cyklede det meste af dagen. Med ispauser og færgeture. Og ankom i højt humør hos mine piger på Frederiksberg.

Jeg hvilede et par dage og kørte så Sjælsø Rundt sammen med fem andre fra Proof of Life Vi kørte et helt socialt løb og ikke i nogen imponerende fart. Alligevel krydsede jeg mållinjen med en stor klump i halsen. Efter endnu nogle dage i København cyklede jeg igen nord på og sejlede hjem til Århus igen. Og jeg fik ikke ros af min læge på hospitalet, da jeg kom til kontrol nogle dage senere.

Men hvad ved han?

by - 1 kommentar

Busblog

Sidder i linje 888 fra Sjællands Odde mod Valby og forsøger mig med noget blogskrivning. Ikke let, kan jeg afsløre. Men computeren på knæene i en stadig kamp mod bussens svingninger. Jeg har været på Mols og lavet helt om på weekendens træningsplaner. Min mor ringede og ville gerne have besøg. Og når hun ber om det, skal hun ha’ det. Så afsted med mig.

Min mor og far ejer det dejligste sommerhus på Mols, som jeg har kendt hele mit liv. Jeg havde planlagt en sidste rigtig lang løbetur. Men, ærligt talt, det er ikke hverken høfligt eller kærligt at komme på besøg og stikke af i tre timer, vel? Så jeg lavede noget dividering og fordeling, og løb afsted mod Chris Macdonald’s skrumpe-by, Ebeltoft. Langs vandet hele vejen frem og tilbage. Aj, hvor jeg savner noget havvand i min nærhed. Sådan en havluft på en løbetur er velgørende. Jeg mødte ingen superskrumpere på min vej, men fik til gengæld en fæl modvind hele vejen hjem. Hvor jeg omgående fik serveret et glas køligt hvidvin. Og det er jo ikke hverdagskost. Hurtigt bad og aftenhygge med forældrene.

Luksusmorgen med lang morgenmad og Politiken, og klokken 11 snørede jeg løbeskoene igen. Jeg satte igen næsen mod Ebeltoft og nød turen langsvandet. Denne gang løb jeg dog længere, før jeg vendte om. Der lurede noget natsort sky-halløj på himlem, men det blev ved truslerne. Tilbage ved Molskroen fortsatte jeg ad en yndlingsrute ud langs stranden mog Fuglsø. Jeg drejede op i Mols Bjerge og løb tilbage gennem noget “urskov” og et sommerhusområde. Så det er alligevel blevet til et par og tredve kilometer. Bare fordelt lidt, så min mor også kunne få sit.

Jeg tror, jeg holder min træningsmængde på godt 70 km i denne uge med, og så er der nedtrapning de sidste to uger.

by - 2 kommentarer

Hey Google’re!

På sådan en fredag, hvor jeg ikke kan finde på meget at skrive om, har jeg muntret mig med at gå på jagt i Google-søgninger på bloggen. Altså bloggen registrerer, når folk er landet på min lille platform gennem en Google-søgning.

  • Topscoreren er (rødme-rødme) folk, der simpelthen Googler mit navn. Og det gør mig usigeligt nysgerrig. Skal jeg være smigret eller flov? Hvad leder I mon efter? Fandt I hvad I søgte? Kan jeg hjælpe med noget? Smid endelig en hilsen. Det vil gøre mig glad – og måske stille noget nysgerrighed.
  • På en klar andenplads kommer søgninger på” Chris Macdonald” og hans eventyr på “Kilimanjaro”. Søger I mon selv en tur til Kilimanjaro? Sig bare til – det kan jeg godt arrangere 🙂 Eller ville I bare se filmen igen?
  • “Runner’s high” rangerer højt på hitlisten. Skal vi dele oplevelser?
  • “Løb” og “løbetræning” er også lidt af en Google-smasher. Nok ikke mærkeligt. Løbetræningen fylder en del for tiden. Mon det inspirerer?
  • “Mountainbike” Googles i takt med forårets fremadskriden og tit i kombination med skovene, jeg frekventerer. Smid endelig gode ideer!

Længere nede på hitlisten kommer:

  • “Tekster om kvindeliv”. ?
  • “Flødeboller”. Sig det, hvis I kender andre fantastiske flødeboller på højde med Summerbird?
  • “Kærestetur i Berlin”. Ja tak – mangler bare lige kæresten 🙂
  • “Kræft og motion”. Der kan jeg godt give et tip eller to.

Hvad mon I tænker, når I uforvarende lander i mit blogunivers? Eller skynder I jer bare videre?

by - 2 kommentarer

Yes I did!

Jeg gjorde det! Jeg løb til og fra arbejde, – ialt godt 30 km. Startede ud omkring 7.30 og følte mig hurtigt som en kendis på Kongevejen. Inden jeg nåede ud af Blovstrød havde 5-6 bilister truttet i hornet, og lur mig, om ikke det var Katrine, der skrålede “Heeeej Helle” – med overkroppen ude af sidevinduet? De øvrige dyttere var kolleger, som følte sig konfronteret med noget dårlig samvittighed. Pjat med dem. Det er jo en slags valg. De kunne vel bare snøre skoene eller spænde cykelhjelmen. Medlidenheden herfra er ret begrænset, men jeg giver gerne en hånd med træning.

Det var en dejlig morgentur. Morgensolen lunede allerede, og jeg løb mig hurtigt til den indre ro, som er så god at tænke med. Og jeg fik tænkt over rigtig mange ting. Jeg har lovet Tracy, at skrive et kapitel i en bog, hun har taget initiativ til. Om løberuter, der har betydet noget specielt og løbeoplevelser. Jeg har tusind ideer til, hvad jeg kan skrive, og jeg ved sørme ikke, om jeg kan nøjes med ét kapitel? Jeg havde først tænkt at skrive om nogle af de ruter, jeg har en lang historie sammen med omkring Århus. Jeg har virkelig elsket at løbe i de sydlige områder, hvor jeg kunne løbe både i skoven og langs kysten. Jeg har så mange oplevelser gemt i mig fra utallige løbeture alene og sammen med træningskammerater. Jeg kunne skrive om nogle af de træningsture i området, som har haft særlig betydning. Jeg kunne også skrive om de hårde hunde, som jeg løb sammen med i mange år. En gruppe vilde og hurtige mænd, som holdt op med at være gentlemen i samme sekund, som jeg løb fra dem i en spurt på en træningstur. Vi har haft nogle fantastiske, vilde, benhårde træningsture sammen. Jeg var ene hunhund i flokken, og de har været med til at give mig nogle af de største løbeoplevelser. Jeg kunne selvfølgelig også skrive om de første løbeture efter min kemoterapi. Om den fantastiske fornemmelse og oplevelse af frihed, som løbeturene omgående gav mig. Selvom nogen måske ville betegne det som powerwalking, snarere end løb. Men løbeturene hjalp mig hurtigt i form efter kemomøllen, selvom – helt ude af form var jeg ikke. For jeg havde cyklet lange, lange ture og gået, når jeg nu ikke kunne løbe. Men alle disse forskellige muligheder blev vendt på vejen til arbejde, mens jeg løb afsted.

Der var meget trafik, og da jeg nåede St. Dyrehave, drejede jeg ind i skoven for at slippe for bilerne. Man skal bare få minutter ind ad skovstien, så er roen pludselig intens. Og det lykkedes igen at finde den rigtige vej. Jeg er virkelig ved at “getting the hang of it. Klokken ni sad jeg bænket efter brusebadet ved et veldækket morgenbord, fordi to kolleger rejser. Og jeg var glubende sulten.

Jeg var ret spændt på, hvad benene ville sige til at løbeturen hjem. De føltes møjtunge til en start, men jeg løb afsted gennem skoven og nød varmen og duftene. Skoven var fantastisk og fuglene kvidrede løs. Og det gik faktisk helt godt. Jeg løb gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn og ud på Kongevejen fra Allerødkrydset. Jeg skulle nok have taget bare en lille bitte tår vand med mig. For hold da helt kaje, hvor var jeg tørstig til sidst. De sidste par kilometer blev lidt tunge og kunne sikkert have været nemmere med lidt væske.

Nu sidder jeg her. Og gider ikke tage ind til København. Undskyld, Rasmus. Jeg skulle have været i de Berejstes Klub og høre Rasmus Krath fortælle om Somalia. Men jeg orker ikke. Kom for sent hjem. Og er træt på sofamåden.

by - 3 kommentarer

Hun tog et s-tog…..

Det blev alligevel s-toget hjem i aftes efter Knud Rasmussen og Kirsten Hastrup. Som i øvrigt tændte min eventyrtrang så meget, at jeg kom til at købe bogen. Og fik den signeret sammen med en helt indforstået sludder med Kirsten Hastrup om at sluge historier om opdagelsesrejsende som barn (og voksen). Om mentale rejser med store fortællere. Så nu har jeg over 700 sider lækker bog om Knud Rasmussen, som er for tung til at tage med til Nepal. Men som jeg stor-glæder mig til at gå ombord i.

Jeg cyklede frem og tilbage til arbejde og nåede en lille løbetur i skoven, inden jeg tog til byen. Og derfor blev det s-toget. I dag er planen nemlig at løbe frem og tilbage, så lidt gods i benene skal der være tilbage. S-toget var helt ekceptionelt hyggeligt. Sådan er det bare nogen gange. Måske er det den rigtige konstellation af tilfældige mennesker mokket ind i den samme kupé? Måske er det biorytmer? Måske var det bare fordi displayet med stationer var gået i natte-mode? I hvert fald var stemningen helt gemytlig og munter helt fra starten på Vesterport. Alle snakkede sammen og udvekslede tog-erfaringer. Der blev grinet og fniset. Man hjalp venligt nye cyklister ind og gav plads for dem, der skulle ud. Og jokede løs om risikoen for at køre med helt til Hillerød sent om aftenen. Og sagde farvel og kom godt hjem, når nogen steg af.

Og sådan kan det alligevel være opløftende at køre i s-tog

by - 2 kommentarer

Hvorfor cykler hun?

Det er næsten dagligt tilbagevendende for tiden, at jeg tager de 22-25 km fra et eller andet sted i København hjem til Birkerød i mere eller mindre mørke. Igen i aften blev det halvsent. Et møde om en videnskabelig artikel, som vi har haft i noget støbeske i et års tid, fortsatte til omkring klokken 19. Nu skal den vel også nærmest til at være færdig? Snart.

Og så smuttede jeg lige forbi Frederiksberg og fik lidt aftensmad. Og blev modtaget med noget, der lignede jubelscener af de små tøsepiger. Så bliver man jo ligesom gerne, indtil man har læst Pippi Langstrømpe og sunget Mester Jakob. Og Alma sover trygt.

Og jeg tager turen igen i morgen. Ikke til Frederiksberg, men til Politikens Hus og høre Kirsten Hastrup fortælle om Knud Rasmussen og sin nye bog, Vinterens hjerte. Jeg har selv lidt af en livslang fascination af de ægte gamle helte. De store opdagelsesrejsende og de store polarforskere. Det har Kirsten Hastrup også, og det må jeg bare høre. Ud over det har hun altid været en enorm inspiration for mig som kvinde, som forfatter, som antropolog og som forsker. Og torsdag aften fortsætter eventyrene, for der holder Rasmus Krath foredrag i De Berejstes Klub om sine rejser blandt pirater i Somalia. Og så bliver jeg måske bare hjemme i stuen fredag aften. Sammen med nogle varme hveder.

Jeg bliver ind imellem mødt med undren over mine cykelture. I lørdags, f.eks., sagde Søren, som jeg var til fest med, da det gik op for ham, at jeg ville tage turen hjem på cykel: Jamen Helle, man må jo gerne give slip en gang imellem. Jeg så lidt undrende på ham og forstod egentlig ikke, hvad han mente. Give slip??? Nåmen, han troede jo, at det sådan er noget, jeg gør for at være sej. Eller holde fast i noget træning. Eller noget. Fnis altså  – jeg er ganske u-sej. Jeg orker bare ikke at skramle cyklen ned ad alle trapperne på Nørreport, vente i 20 minutter på et s-tog på verdens grimmeste s-togsstation, rumle afsted til Birkerød i en halv time, for så alligevel at skulle cykle 4 km hjem fra stationen. Helt ærligt. Jeg vil MEGET hellere cykle hjem gennem en forårsnat (selvom lige netop den nat viste sig fra en mere vinteragtig side, temperaturmæssigt). Og det tager lige nøjagtigt lige lang tid.

by - 6 kommentarer

Fnis

Har været til konference om patientsikkerhed hele dagen på Scandic Hotel på Vesterbro. Seriøst, fint arrangement, hvor selveste sundheds-Bertel kom – temmelig forsinket for at afslutte hele konferencen, mens Kurt Strand krampede sig igennem at forhindre folk i at gå til tiden. Men en okay konference på dag, der ellers havde godt med skæve indslag.

Jeg cyklede (selvfølgelig) de 25 km derind på en strålende forårsmorgen og ankom i absolut sidste sekund. Med sveden sprøjtende. Og jeg mener – sprøjtende. Og 30 kilometerbenene let protesterende. Jeg sprang ned ad nogle trapper mod noget toilet for at slippe ud af det gennemsvedne cykelkluns. Og ramlede direkte ind i en massiv konference- kvinde-toilet-kø. Oh no! Nå, jeg måtte bøje mig og stille pænt op i rækken af trængende kvinder. Man smider ligesom ikke tøjet halvoffentligt på Scandic Hotel, vel? Endelig. Ind i en toilet bås. Af med det våde tøj. Og  – neeeej, jeg havde glemt undertøj!!!! Hvor kæk ser man lige ud i sit tjekkede konference-outfit. Uden BH under kjolen? Vel? Trusserne kunne blive ved med at være min egen lille hemmelighed, omend komforten kan diskuteres. Bar røv i nylonstrømper??? Ikke vanedannende, nej. Men jeg tilbragte hele dagen med sort jakke ovenpå kjolen. Og det var varmt.

Da Bertel endelig var færdig med at læse nogens tale-manuskript op for os, strøg jeg ud, hurtigere end en Ninja. Men bvadr, mit cykeltøj var stadig vådt og klamt og ildelugtende. Så kører man da bare hjem i kjole og nylonstrømper, jo. Det var jo stadig varmt. Og stadig uden trusser, remember? Da jeg nåede Lyngby, var mit blodsukker lavt, lavt. Og det lokkede mig i Magasin’s Mad og Vin for at handle lækkert til aftensmaden. Og det vil jeg gerne advare imod. For det der van Hauen bageri…… Nu sidder jeg så her i sofaen og er fuldstændig udspilet i mavsen af ALT for meget chokoladekage.