Tromsø blues

Min forelskelse i Tromsø er kølnet en lille smule efter to dage med blæsevejr og slaskvåd sne. Vi har   timet vores besøg elendigt. Vi er in between seasons. I sidste måned kunne vi have boltret os på ski og svælget i nordlys. Om et par måneder kunne vi traske rundt i fjeldet og klatre op på de smukkeste toppe. Bare ikke nu.

Lige nu sker der alvorlige sneskred omkring Tromsø. Som river alt med sig. Sneen smelter, bliver blød og vandet driver ned alle vegne. Det er lyst til omkring klokken ti om aftenen, så måske kunne vi have oplevet det sidste nordlys langt ude på fjeldet. Hvor vi altså ikke kan komme.

Men vi lader os ikke afskrække helt. Ud skal vi jo. Vi kan afsløre, at Tromsø i vinterdress ikke er inspirerende at løbe i. Slet ikke i sidst-på-vinter-dress, fordi sne bliver blød og  uegnet til at løbe i. For vi taler  ikke om ti eller tyve centimeter sne. Vi taler om en eller to meter. Og det er ingen spas at synke ned i. Det levner asfalterede stier og veje. Hvor der også her højt mod nord er for mange biler.

Vi trak derfor i vandrestøvlerne i morges og travede hele øen rundt. Næsten. Mens regn og sne blæste os i hovedet hele vejen. Vi holdt århundredets korteste frokostpause. I et busskur. Hvor vi spiste de to handmadder, vi havde stjålet os til at smøre ved morgenbordet. Vi nåede at spise færdig, før fingrene frøs til is.

Til sidst fandt vi op til Lysløjpen, der går på tværs af øen. Her var sneen fast nok til at gå på. Ind imellem. De øverste ti centimeter var temmelig fesne. Men pludselig var den fast. Og pludselig kom skiløbere susende, som kun nordmænd kan.

Jeg har sluttet dagen af på museum. Jeg elsker museer. Og mest elsker jeg museer med temaer. Her i Tromsø er der naturligvis et polarmuseum. Det ligger på havnen i en rød træbygning. Og det er fyldt med historier om barsk natur og barske mænd og kvinder. Som overvintrer i Arktis for at fange sæler, isbjørne og hvalrosser Tænk at sidde i en indefrosset hytte i fem måneder! Og de gør det stadig. Undtagen det med isbjørne.

Og så var der selvfølgelig uendelige historier om Roald Amundsen og Fridjof Nansen. De er fra dengang, der var bedrifter til. Dengang man tog på forskningstogter i flere år. Uden kontakt til dem derhjemme. Jeg holder aldrig op med at være fascineret.

Tromsø, jeg tror ikke, jeg er færdig med dig. Jeg tror, jeg må tilbage. En dag, hvor jeg kan spænde ski under fødderne og tage ud i fjeldet. Eller en dag, hvor det hele står grønt, og jeg kan snøre støvlerne for at gå på fjeldet.

Til da: Tusind tak for nu og pas godt på ishavet.