Opsang fra Sydhavnen

Jeg vover liv og lemmer og vælter min politiske opsang ud i en hård verden.

Jeg gider ikke høre mere på hyleriet over vores regering. Vi har for pokker selv stemt dem ind. Jeg er ikke enig i rigtig mange af regeringens beslutninger. Og slet ikke i deres ømme fletten fingre med Venstre. Men vi har den regering, jeg helst vil have, når jeg ser på alternativerne.

Ingen skal være i tvivl om, at der inde i min lille krop banker det rødeste hjerte med grønne striber. Sådan var det, da jeg var ung, og jeg er aldrig vokset fra det. Jeg fik sammen med modermælken en stærk blanding af social ansvarlighed, miljøbevidsthed og forpligtelse overfor dem, der er svagere. Jeg er storesøster, og jeg har mange søskende. Og alle mine år med fingrene i det danske sundhedsvæsen har kun fået blandingen til at gro og blive stærkere. Jeg er født priviligeret, og derfor har jeg en forpligtelse overfor dem, der ikke er så heldige. Derfor har jeg også en forpligtelse til at passe på den verden, som mine børn og deres børn og alle kommende børn skal vokse op i. Basta!

Jeg ved ikke, hvad det er med medierne og vores regering. Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste positiv omtale af Helle Thorning. Ikke en eneste overhovedet i den tid, hun har været statsminister. Jeg har kun mødt mistroiske, latterliggørende, upæne artikler. Ikke engang hendes åbenlyse evner til at begå sig internationalt er hun blevet omtalt positivt for. Er det hendes køn? Har Lars Løkke sørget for en endeløs strøm af fadbamser til de politiske journalister? Den samlede presse har været  nådesløs, konstant ventende på selv de mindste fejltrin. 

Og selvfølgelig har de lavet fejl. En ny regering ovenpå årtiers Venstredominans? Klart. De har også truffet masser af beslutninger, som jeg har været lodret uenig i. Og jeg har været rasende. Men der har ikke været nær så mange, som Lars Løkke lavede. På mit eget område, sundhedsområdet, har der faktisk været klare forbedringer med denne regering. Der har været arbejdsro. For første gang i mange, mange år har vi haft ro til at arbejde med det, der er vigtigt i vores butik: At syge folk bliver behandlet bedst muligt eller bliver hjulpet til en værdig død. Jo, jo – aviserne og tv har selvfølgelig med jævne mellemrum opstøvet historier om, hvor dårligt noget kunne være. Men vi har fået mere arbejdsro.

Det sværeste er retorikken. I lærerkonflikten og nu i konflikten med de praktiserende læger har der hersket en uskøn retorik. Fra alle parter. Jeg får ondt i hjertet, når samfundets svageste næsten må bære ansvaret for den økonomiske krise, mens de der har rigtige penge, bliver strøget med hårene. Jeg hader, når de folkevalgte kaster op på dem, der befinder sig længere nede. Jeg hader endnu mere, når aviserne gør det. Og når tv-kanalerne laver underholdning på forfølgelse af mennesker på samfundets bund, så de kan vise, at de snyder. For det gør de jo. Og det er derfor. Ikke?

Men alternativet. Alternativet til Helle Thorning og Vestager og Vilhelmsen. Alternativet kan jeg ikke holde ud at tænke på. Min opsang går derfor til jer, som kaster æg og tomater på politikere, I ikke er enige med. Som buuer dem af scenen, mens de forsøger at tale. Som tramper på en minister. Og som slår løs på en gammel mand for at flå den røde fane fra ham. Og den går til alle jer, der dagligt hyler på Facebook og Twitter og i Nationen. Hold nu op! Jeg er også rystet over, hvor liberal en politik der kommer ud af en socialdemokrat. Men når det så skal være, så vil jeg meget hellere have liberalismen administreret af en socialdemokrat. End af Venstre med Liberal Alliance under den ene arm og Dansk Folkepart under den anden. Hvis I stemmer regereringen ud, bliver det sådan. Tænk lige over det. Og tænk så på, hvordan alting ville være, hvis det bedste argument vinder. Og ikke den kraftigste næve.

Og nu går jeg i seng, og tager mine tæsk i morgen.