Regnvejr sagde det på sovekammerruden til morgen. Pyt, skidt, tænkte jeg, en forårsregn kan man sagtens cykle sig igennem. Men inden jeg havde drukket den sidste kop the, var det hele stilnet af. Jeg cyklede afsted i den kådeste forårsmorgen, kun lidt våd, og lod tankerne flyve mod Argentina og “himmeltoget” i Salta med hende her i ørerne:
Og solen bankede frem i løbet af formiddagen, mens fuglene kvidrede lokkende og lystigt udenfor. Da jeg lidt halvsent fandt cyklen frem for at cykle hjem, stod den stadig højt på en knaldblå himmel. Den lyd af kvidrende fugle på min vej gennem skoven er så ufatteligt livgivende. Og hvert eneste år kalder de et mylder af minder om andre forår og andre fugle. Mine ben protesterer en smule mod de mange pludselige cykelkilometer. Min hoste er heller ikke ovre. Men det kan jo ikke være rigtigt, vel? At man skal styres af sådan en stædig forkølelse. Så mine protesterende ben måtte i løbeskoene og afsted i skoven, da jeg var kommet hjem. Og selvom klokken var blevet mange, nåede jeg en tur rundt i skoven, mens skumringen sænkede sig, og fuglene kvidrede godnat.
Helles Blog 