Tre år

Det har det taget for mig at lande på noget, der ligner mine egne fødder ovenpå sygdom og kemoterapi. Det havde jeg ikke lige forestillet mig. Dengang for tre år siden, da hospitalet endelig slap sit tag i mig. Jeg troede, det ville handle om at træne mig selv op igen, komme igang med mit arbejde og komme ud i bjergene igen. Det gjorde det sådan set også. Men så let var det bare ikke. Fire-fem måneders vild og intensiv kemobehandling, rutsjeturen fra rask-Helle-fuld-af-planer til pludselig kræftpatient på fuld tid og den voldsomme konfrontation med min egen dødelighed efterlod mig i en bunke smadder. Trods alt en bunke smadder i rimeligt god form, men smadder.

Efter tre år har jeg endelig en fornemmelse af, at sygdomsspøgelset har forladt mig. Det sidder ikke længere og puster mig i nakken. Det holder mig ikke vågnet om natten. Det blander sig ikke i mine planer. Jeg er mig, og jeg er næsten ved at have balancen. Men det har taget tre år, og verden er ikke, hvad den var.

Det har været tre år, hvor jeg langsomt har lært at leve med en slags ny normaltilstand i kroppen. En normaltilstand, hvor det meste er forandret. Det er normalt nu, at fingre og tæer sover en del timer mere i døgnet end resten af mig. Det kan man vænne sig til. Det er normalt, at fingrene kan gøre så ondt, at det er svært at skifte gear på cyklen. Det kan man også vænne sig til. Det er også normalt, at fødderne har dage, hvor der er ild under dem. Det er lidt sværere at vænne sig til. Mine tånegle bliver aldrig til rød neglelak igen. Min hud nærmest sluger en bøtte fugtighedscreme ad gangen.Det er hvad det er. Jeg vejer pænt mange kilo mere end tidligere. Det ved jeg ikke, om jeg vænner mig helt til. Men jeg arbejder på det. Jeg har svedeture, som får enhver klimakteriesild til at føle sine temperatursvingninger som ren stabilitet. Det distraherer mig, men bliver lejlighedsvist bedre. Og mit søvnmønster er markant ændret. Fra at være et ærke-A-menneske, der vågnede irriterende tidligt om morgenen, kan jeg nu snildt sove til kl ni. Til gengæld bliver jeg tidligt søvnig.

Det har også været en ensom proces. Måske ville det have været mindre ensomt, hvis jeg havde haft noget mand i huset. Altså en af den slags, man kunne dele noget fortrolighed, nogle forventninger, noget angst og noget glæde med. Og sådan en som kunne have taget sig af hele den sociale side af et liv. For det kunne jeg ikke. I rigtig lang tid. Og det har selvfølgelig kostet. Men berygtet som jeg er for min stædighed, kommer jeg igen. Og mit liv er ved at tage form. Ikke mit gamle liv. Det har jeg måttet lære at lade være med at stå og skrige på, for det kommer ikke igen. Men mit nye liv. Med min nye krop. I min nye by.

For to år siden, rejste jeg til Nepal for at finde ud af, om jeg overhovedet duede til noget i bjergene længere. For at markere, at det var lykkedes mig at træne mig i stand til en krævende ekspedition. Og jeg fik masser af støtte til min ekspedition. Om 1½ uge rejser jeg igen til Nepal. Men nu tager jeg ud for at gøre en lille bitte hands-on forskel i et lille bitte hjørne af verden. Og give lidt igen til Nepal, som har givet mig så meget. Og de har ved gud mere brug for det, end jeg har.