Rejseplanerne

Jeg vil gerne igen sige tak. Jeg har fået mail fra Kathmandu, at der er kommet mere end 15.000 kr til medicin fra Danmark, og jeg ved, der er flere på vej. Det er fantastisk og dejligt at mærke opbakning til projektet. Det betyder, at jeg kan købe en rigtig stor portion medicin og forbindsstoffer med ud til Humla. Det kommer til at betyde en stor forskel. For der er ingenting. Som i i-n-g-e-n-t-i-n-g derude. Kæmpe, kæmpe tak fra mig og fra nogle af de fattigste folk i verden.

Min afgang kommer trampende med stormskridt. Jeg rejser onsdag eftermiddag fra Kastrup og ankommer næste dags eftermiddag i Kathmandu med pitstop i London og Delhi. De næste fire dage bruger jeg på at pakke udstyr og gøre klar til projektet i Humla sammen men Jeroen, som er projektleder. Jeroen er hollænder og kæreste med Nirmala, som er en god veninde i Kathmandu. Nirmala arbejder i det firma, som Kiplingtravel arbejder sammen med i Kathmandu, Explore Himalaya. Hun har været på uddannelse i Schweiz de sidste mange måneder, Men vender tilbage til Kathmandu få dage, før jeg kommer. Det bliver et dejligt gensyn.

Så flyver jeg ud i bjergene, først til en lille by i en dal, Nepalgunj, og videre til Simikot, som er “hovedstaden” i Humla. 8. juli begynder jeg endelig at gå til Kerma, som er en lille bitte by, som bliver centrum for mit arbejde. Og nu er jeg på banen alene – altså med en lokal guide, som hjælper mig til at finde den rigtige vej. I Kermi er en buddhistisk lama den lokale sundhedsarbejder, og ham kommer jeg til at arbejde tæt sammen med. Det er også meningen, jeg skal undervise ham. Men undervisningen kommer helt sikkert til at gå den anden vej i lige så stor udstrækning. Jeg mener, – hvad ved jeg i virkeligheden om de folk, jeg skal ud og hjælpe i projektet? Jeg kender ikke deres opfattelser af sygdomme og sundhed. Jeg ved lidt om deres sygdomsstatistikker, men jeg ved ikke, hvad de selv er optaget af. Jeg kan have nogle forestillinger på baggrund af de folk, jeg har mødt i andre egne af Nepal og i Ladakh i Nordindien. Men de her folk lever så afsondret fra resten af verden, at jeg ikke kan vide det. Mine forventninger er, at det nok er nogle yderst seje folk, som nok har lidt for store forventninger til den vestlige medicin, som jeg vil repræsentere.

Jeg vender tilbage til Kathmandu den 14. august, hvor der skal laves afrapportering til Nepal Trust om projektet. Selv i min ferie skriver jeg rapporter….. Men efter afrapporteringen, som jeg jo kan skrive på forhånd, er der fri leg resten af tiden. Der er nok så småt begyndt at komme turister i Kathmandu igen efter regsæsonen, og jeg tror, jeg vil stikke ud af byen hurtigst muligt og holde noget ferie.

21. august bliver jeg sat af i lufthavnen og flyver til Delhi, hvor der venter 15 (!) afskyelige timer i lufthavnen, før jeg kan flyve videre. Lufthavnen i Delhi har været under ombygning i nyere kendt tid, og den figurerer i toppen af min liste over afskyelige lufthavne. Jeg har venner i Delhi, så jeg tror, jeg forsøger at få et transitvisum, så jeg kan underholde mig. med vennerne. Og så lander jeg simpelthen i Kastrup igen den 22. august ved middagstid.

Skulle der nu sidde et par bandit-røvere og tænke HA, fedt, et tomt hus i Birkerød hele sommeren, så kan jeg kun sige: Dobbeltsnydt! Huset er ikke tomt, og der er ikke nogen værdier at tømme huset for. So don’t bother, – it’s not worth it.