Tid til afsked

Det har været en dag i afskedens tegn. Når afrejsen står for døren, vælder ambivalensen op i mig. Jeg glæder mig. Men jeg bliver også trist over at forlade. Jeg bliver mig lysende bevidst om, at nogen bliver kede af det. De bliver kede af det, hver gang jeg rejser. Og alligevel gør jeg det igen og igen. Og hver gang spekulerer jeg lidt over, om det er ubetænksomt og egoistisk. Skulle jeg hellere lade være med at tage på eventyr i verden og lade være med at gøre de mennesker, som jeg jo elsker overalt på jorden, kede af det? Jeg er tæt på at fortryde en lille bitte smule. Hver gang. Og I skal vide, skal I, at det gør indtryk. At det betyder noget. Også selv om jeg hver gang alligevel stiger ombord på flyveren og sejler afsted ud i verden. Og I skal vide, at det bedste i hele min verden, er at komme hjem til jer igen.

Jeg har taget afsked med min chef og mine kolleger. Serverede jordbær, chokolade og vandmelon på terrassen. Og måtte sande, at jeg alligevel ikke nåede alt det, jeg havde satset på. Det er også, som det plejer at være. Men jeg har afleveret og sat sager igang og nået det, jeg nu kunne. Og jeg glæder mig til at vende tilbage til mit job, når jeg er færdig derude i bjergene.

Jeg havde tænkt at løbe en sidste aftentur i skoven. Men så ringede en af mine yndlingsdøtre og inviterede til noget grill i baggården på Frederiksberg sammen med en anden yndlingsdatter. Og så er det jo, at man dropper den løbetur og cykler 25 km ind til salat og pølser og hygge i gården. Og cykler 25 km hjem igen og pakker videre. Ikke?