Imens vi venter

Er der ikke et program i tv juleaftensdag, som hedder sådan? Jeg har det næsten lige sådan. Jeg er SÅ klar. Rygsækken er pakket, den ene artikel er sendt, blomsterne er vandet og opvaskemaskinen tømt. Mit hus er tæt på ryddeligt. Man må jo gøre sig lidt umage, når andre skal være her. Almindeligvis efterlader jeg et syndigt kaos, fordi det bare er mig, der vender hjem til det.

Klar til afgang

Jeg har maven fuld af sommerfugle og har tjekket flybilletten en million gange. Men det er rigtigt. Jeg ser det samme hver gang. Der har udspillet sig en lille gyser omkring min satellitforbindelse. Men i går modtog jeg datakabel og taletidskort. Og i dag har jeg haft forbindelse til service provideren i Kenya, som skal åbne for dataforbindelsen i mit sim kort. Og det begynder at være lidt for spændende, om det når at ske, inden jeg rejser. Hvor var alting meget nemmere, dengang man ikke havde alt det elektroniske gear, der nu er næsten uundværligt på tur. Jeg krydser fingre for, at det hele lykkes. Men telefonen virker, og der er penge på den. Alle batterier (inklusive mine egne) er opladede, og diskuterer til det sidste, om spejlreflekskameraet kommer med. Det fylder jo!

Nu er taxaen bestilt. Jeg tager til Kokkedal station og med kystbanen til lufthavnen. Det er jo nemt – og jeg slipper for togbusser og omstigninger. Hav det nu godt herhjemme allesammen. Husk at lave et fyldigt referat af Jack Johnson koncerten på Roskilde, og hav en dejlig festival. De første dage fra Kathmandu skal I nok få masser af nyt, og så må vi se videre. Jeg vil ønske jer en varm og solrig sommer. Masser af knus til jer fra mig.