Jeg har sagt farvel mine unger. Med lidt sug i maven over, at der nu går to måneder, før jeg ser dem igen. Før jeg kan give dem bamsekram og mærke dem igen. Vi har jo gjort det før. Men jeg får altid det der lidt surrealisttiske sug i maven, når det pludselig går op for mig. At der faktisk nu går to måneder, før vi står overfor hinanden igen. Jeg elsker at komme hjem til dem. Jeg elsker gensynene. Og jeg kommer til at savne dem. Derude i Himalayas ødemarker. Men hvor er det godt at vide, at de er der. Vi holdt vores lille sommerfest i aftes med bål og snobrød og det hele (undtagen skumfiduser, som jeg havde glemt at købe). Småungerne tøffede rundt og legede fredsommeligt til klokken halv elleve. Og så faldt de bare udmattede sammen i sengene og sov hele natten. Mens vi andre drak rødvin og grappa.
Og så sov vi hulter til bulter, hvor der nu var plads til os i mit lille hus. Og vågnede hulter til bulter og var lidt ømme i håret. Det er knus’me hyggeligt at have en stor familie.
Og så har jeg holdt en helt velfortjent dag, hvor jeg ikke har lavet noget som helst. Eller…. noget, jo. Jeg har haft besøg fra New Zealand. Jeg har gjort mig pakkeklar. Jeg har downloadet lydbøger og købt lidt ekstra musik til min Ipod. Jeg har fået hul igennem til service provideren til Rasmus’ simkort i satellittelefonen. Og det betyder morgenluft for den tekniske side af kommunikationen mellem mig og resten af verden i de kommende to måneder. Jeg var ellers tæt på at trække blondinekortet, kaste mig tøsefornærmet ned på gulvet og hamre mine små knyttede næver i klinkerne. Men – HA – så let går det alligevel ikke. Jeg mangler bare et datakabel og et skrabekort til telefonen – og vupti-dupti så kommer der hul igennem til bloggen. Håber jeg.
Ind imellem tænker jeg henført på dengang, hvor man bare underkastede sig manglerne, når man rejste. Man var væk, til man nåede en stor by, hvor man kunne ringe eller skrive fra. Men nu! Nu har jeg investeret i flere kilo dingenoter, kabler, opladere og tingester. Så jeg kan holde liv i min computer, mine kameraer og telefonen. Og jeg kan ikke helt blive enig med mig selv, om det er godt eller skidt. Om det kun er godt. Om rejsen ikke også taber lidt ved det. Men det er godt, at jeg kan høre nyt fra min far og mor og høre, aa mine unger har det godt.
Men i dag har jeg ikke rørt mig ud af flækken. Ikke startet cyklen eller snøret løbeskoene. Jeg har spist is og nusset. Givet kroppen en hviledag og hygget mig med mine mange gæster. Uden at bevæge mig en centimeter fra matriklen.
Helles Blog 
Og sådanne dage skal der også være plads til. Det er så stort det du skal, og jeg tager hatten af for dit projekt. Ønsker dig en faaaantastik rejse!!
Kære Helle
Rigtig rigtig rigtig GOD tur, hvornår mon du rejser?
To glade og fine indlæg her, fyldt med livsglæde. Dejligt med familien og dit “på gensynsparty”
Det er smukke billeder fra din løberute og stierne ser gode ud!
Jeg kan godt følge dig i det med teknologi og rejser. Da vi ikke havde de muligheder som vi har nu, føltes det måske som en skarpere adskillelse. Det at man ikke lige kunne komme i kontakt med dem derhjemme. Verden er på den måde blevet mindre.
Da vi var på Zanzibar for et par år siden, havde vi heller ingen kontakt/forbindelse hjem til. Og det gjorde måske at vi var mere tilstede der? Ej jeg ved det ikke helt…..
Jeg er nu meget glad for du har udstyr med, og vil holde øje med om der kommer et indlæg af og til 🙂
Endnu engang rigtig god rejse.
Kh Karina
Tak begge to.
@Karina – der er nu flere internetcafeer på Zanzibar, men det var sikkert fint, at I ikke opdagede det.
Jeg kommer ikke til at have kontakt sådan all the time. Telefonen bliver kun lige tændt, når jeg skal sende nyt hjem og se, om der er mails hjemmefra. Ellers bruger jeg strømmen for hurtigt. Strøm er der jo ikke noget af derude, og telefonen kan jeg desværre ikke oplade med mine solpaneler.
kh Helle