Maude i løbeterapi

Ind imellem kan jeg få helt Maude-agtige tendenser. Jeg kan blive tøsesur og gnaven, og jeg kan slå helt ud i rødt raseri. Det mærkelige er, at der nogen gange skal så lidt til af den dårlige slags. Pludselig vælter min glæde og bliver tværet helt ud.

I dag cyklede jeg skumlende afsted i den smukke efterårssol efter dagens dont på kontoret. Jeg var så meget tordensky, at der stod røg efter raceren. Jeg gloede olmt på bilister, som formastede sig på tværs af min bane, og sendte hadetanker efter dem. Jeg trådte aggressivt i pedalerne, når en cyklist dukkede op på stien. For foran mig skulle han ihvertfald ikke være, vel?

Halvvejs hakkede jeg bremserne i, så de hvinede. Halløj, Høstrup, det der, det går virkelig ikke. Stopstopstopstop. Hva’ fanden er meningen? På en dag hvor solen banker ned, hvor lejekontrakten ligger i rygsækken, hvor jeg har sat fede kryds i to-do listen. Hold da helt op. Jeg fiskede iPod’en op af lommen og kvalte Hotel Costes, der spillede en stille lounge-agtig melodi. Og satte gang i noget sydamerikansk pop. Og trampede videre, fast besluttet på at holde op med det gnaveri.

Så hurtigere end en ninja smed jeg cykeltøjet og trak løbetøj på og tøffede afsted ud i skoven. I den sene eftermiddagssol, som spredte gyldent lys imellem træerne. Fartleg! Fartleg er god medicin. Man kan ikke se sur ud, mens man prøver at løbe stærkt, vel? Man kan se anstrengt ud, man kan se sammenbidt ud, men sur? I hvert fald kan man umuligt blive ved med at være sur indeni. Så fartleg blev det. Og det var hårdt. Pludselig skete der et eller andet. Pludselig fyldtes kroppen af noget gammelkendt. Pludselig spillede det hele. Skridtlængden. Åndedrættet. Benene. Armene. Hele kroppen spillede sammen. Og jeg havde fart på. Næsten som i gamle dage. Jeg løb sgu stærkt, gjorde jeg.

Og jeg målte det i dag.

7 thoughts on “Maude i løbeterapi

  1. Det er jo beroligende og en liise for sjælen at kunne spejle sig i forskellige personer af og til. Og lige i dit skriv blev jeg ramt. Ramt på når jeg er en lille arrig og hidsig gnom, som faktisk ikke helt ved hvorfor. Kunsten er at få den vendt. Hurtigt, inden nogen lider uforvarent overlast. 🙂 Og det fik du. Godt for dig. Og jeg vil prøve at huske på dén tilstand som Maude-agtig. Den har jeg nemlig mest brugt indtil nu, når jeg er skudt-smut og bare vil ind og putte med min hovedpude….
    Dejligt skriv!
    Knus 🙂

  2. Ja, Maude-agtigt, fordi det lynhurtigt overskygger alt og alle. Ligesom den rigtige Maudes hovedpine. Musik og løb kan flytte meget, og ham, der havde smittet mig med møjhumøret, behøvede jo ikke få lov til at flyde ud over hele min dag.
    Knus til dig osse.

  3. Jeg kender godt til det at være så vred, at jeg nærmest kan blive bange for mig selv.
    Mon det er hormoner eller den indre hundjævel?
    Men godt du fik god energi og løb/cykeltur ud af det 🙂
    Kh Karina

  4. Ja mon ikke hvor jeg kender det – om det så er hormoner eller indre hundjævler – tror nu mest det sidste. Og sikke nogen frygtelige aggressive tanker jeg kan tænke, fuldstændig ude af proportioner med det omkring mig. Så længe det kun bliver til tanker så er det jo meget godt, problemet er at man pludselig hakker på de uskyldige medmennesker (læs: familien og de uskyldige børn….).
    Og så er løbeturen den bedste måde at få det hele ud. Jeg tror næsten ikke at det er sket at jeg ikke er blevet i bedre humør efter løb. I det mindste mindre rasende/sur.
    Heldigt at du fik det hele vendt igen – og nu har vi et nyt udtryk: Maude-agtig….
    Knus for en god dag idag…..

  5. Kaere Helle,

    Jeg kan huske, du engang har sagt (eller var det skrevet paa din gamle blog?!), at du aldrig nogensinde er kommet sur hjem fra en loebetur.
    Det taenker jeg faktisk altid paa paa de dage, hvor humoeret bare ikke er i topform og det er umaadelig svaert at komme ud ad doeren, men hvor jeg ved, at loebet har en terapeutisk og formildende indvirkning paa humoeret 🙂

    Tak for de kloge ord. Igen 🙂

    Knus fra Stockholm,
    Mette

    • Heeeey Mette.
      Dejligt at høre fra dig. Stockholm? Er du snart i København igen?
      Jeg har vist sagt det der med løbeterapien mange gange, men på min gamle blog blev det jo på en måde endnu mere sandt. Det VAR ren terapi, da jeg endelig kunne begynde igen.
      Knus til dig
      Helle

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s