Mit åndssvage liv?

Da jeg var færdig med at facilitere workshop i går, blev jeg frontalangrebet af vinter-snot. Mens jeg i mit stille sind sendte en bøn ud i æteren om, at den bare er på gæstevisit. Sidste år flyttede sådan en nærmest permanent ind og kulminerede først, da jeg forsøgte mig med Copenhagen Marathon. I maj. I hvert fald bestemte jeg mig for at blive hjemme i dag og pløje mig igennem endnu en bunke rapportskrivning. I varmen. Mens jeg kunne se ud på det der sne uden at få frostmærker på kinderne.

Og jeg skrev og skrev. Sendte spam-agtige mængder post ud i den regionale æter, og fik endelig, endelig noget form på den rapport, der har leget drillenisse de sidste uger. Her sidder jeg så med noget, der svagt kunne minde om fred i sindet og god samvittighed. Nå ja, færdig er jeg selvfølgelig ikke, vel. Færdig er et begreb, man kan bruge om mig selv og min krop efter skrappe løbeture. Eller når jeg har sovet for lidt. Ikke om rapporter. Eller mit job i det hele taget. Men sådan… fredagsfærdig. Efter en dag, hvor der hele tiden var te på kanden og blus på radiatoren. Helt klar på noget weekend.

Mens en replik fra et møde i aftes blev ved med at snurre rundt i mine indre mentale motorveje. Hvorfor har du indrettet dit liv så åndssvagt, Helle. Blev der sagt i forbindelse med noget snak om, hvor lang tid det ville tage mig at komme hjem. Smak – en kindhest.

Her sidder man så. Snart midt i noget halvtredsere. Alene, til fremleje, på landet uden bil. Okay, det med landet har jeg jo løst om lidt. Men replikken snurrede videre og begyndte sit eget liv. Og ja, hvorfor er det, at jeg ikke sidder lunt og godt i mine ungers barndomshjem og hænger julehjerter op i vinduet? Hvorfor er det, jeg ikke har holdt sølvbryllup eller har en Audi holdende i garagen? Der var mange gode grunde til, at vi ikke skulle fortsætte med at være gift. Og jeg er ikke stødt ind i noget mand, som jeg ville eller kunne slå pjalterne sammen med i fred og fordragelighed. Jo, jeg har haft kærester. Med og uden bil. Har også forsøgt et forkølet bofællesskab for længe siden.

Jeg er for vild, ville min mor sige. Og nysgerrig. Og skrap. I stedet flintrer jeg verden rundt i vandrestøvler og løbesko. Når jeg ikke arbejder mig selv halvt ihjel. Jeg bliver ved med at prøve. Og fejle. Og prøve igen. Og jeg måtte prøve at flytte mig fra Århus til København. Og få min lille (store) familie til at hænge sammen igen. Og bare se, hvad der skete ved det. Så er det, jeg sidder her og har for langt til alting. I en midlertidig bolig som en anden studerende.

Med replikken snurrende i baghovedet vred jeg mig alligevel af sted i løbeskoene, inden det blev mørkt. På raske fjed gennem skoven. Eller not. Det der sne er nu pakket, så man skrider rundt som en pløret allike. Det var hyle koldt. Og for at overbevise om, at jeg ikke byder permanent velkommen til vinterforkølelse, trak jeg i ekstra meget tøj. Mødte en pige, der holdt fast i sin hund. Fandme hvor er du sej, råbte hun. Det er osse skidehårdt, råbte jeg tilbage. Og pludselig var jeg på flade skiløjper og kunne sætte en slags tempo i løbeskoene. Op ad bakke er bare for hårdt. Søerne er dækkede af sne, og fuglene er ganske stille. En lille time i en skov, der langsomt blev pakket ind i skumring, skød min weekend i gang. Og så var det også nok med det. Intet kunne drive mig ud igen i kulden. Jeg har været ude. Nu må jeg godt sætte mig og hade vejret igen, ik?

Mens jeg bander lidt over at have for langt til alting.