Det var med stor ulyst, jeg snørede løbeskoene og trak jakken på. Let gysende så jeg ud af vinduet. Ud på det begsorte mørke. Og så ringede telefonen heldigvis. Så kunne jeg sidde der og godte mig en halv time, mens jeg snakkede løs med yngstedatteren. Selv om vi ses i morgen.
Men det holder ikke i byretten at droppe det der træning, vel? Det er okay at drosle en anelse, mens man er midt flyttekaos. Men jeg kan ikke drosle længere ned. Og stadig kalde det træning. Og jeg har jo blæst et løfte om ikke at skælde ud på vejret ud over hele sendefladen. Så på med pandelampen og af sted med mig. Alt imens jeg psykede mig selv om, hvor godt det var at komme ud og førte en interessant indre dialog.
Du skal af sted, rungede det inde i mit let modvillige hoved. Det er SÅ fedt, når du kommer hjem igen. Mon cykelstien tl Hørsholm er isfri? Mon det blæser? Gu’ ved om mine sko egentlig ikke snart trænger til et skift? Hvor længe er det egentlig, jeg har løbet i dem nu? Og må man lige minde om, at Australien er i gang med at drukne og blive ædt af hajer på hovedgaden? Og at Haiti i dag mindes de tusindvis af mennesker, der omkom for et år siden? Så luk bærret, Høstrup, over en smule is.
Og det var godt. Eller okay i hvert fald. Jeg tænker så godt på de der mørke løbeture. Det gør jeg også på de lyse, men dem er der ikke så mange af for tiden. Aj, jeg tænker sgu da bedst på de lyse, når jeg ikke skal drible mellem spejlglatte isfælder på cykelstien. Men næh nej, jeg skælder ikke ud. Og det er alligevel sådan lidt særligt at løbe ud i mørket med pandelygten.
Og det bedste? Det er at komme hjem i min varme stue. Midt mellem tårne af hvide Adam-flyttekasser. Og drikke et glas varmt glühwein i sofaen. Mens jeg lytter til Jens Tranum Christensen, som blev min store inspiration for et år siden, da han blev i Haiti efter fem døgns begravelse under FN’s hovedkvarter. Og jeg rejste til Nepal. Han er stadig stærk at lytte til.
Helles Blog 