At komme hjem

Jamen halløj. Jeg har jo allerede været hjemme i 1½ døgn. Jeg elsker at komme hjem. Jeg elsker at se mine unger igen og alle de nye små minimennesker, de har lavet. Jeg elsker kram og gensyn og store smil. Jeg elsker at høre min mors og fars stemmer i telefonen, når jeg kan høre, at de bare har haft det godt.

Der skal nok komme masser af billeder og beretninger. I dag har jeg bare indtaget mit hood og været optaget af at være hjemme. Jeg dufter godt, har rent tøj på og har sovet i min egen seng.

Vi har haft det godt. Haft en masse sjov, skændtes så kaffen sprøjtede om ørerne, blevet gode venner igen, set fantastiske udsigter, mødt spændende mennesker – og haft det mest fantastiske vejr. Jeg ved, det er at dryppe salt i jeres sår. Men vores vejr har været med høj sol, blå, blå himmel og dejlige varmegrader. Temperaturen har de fleste dage ligget mellem 25 og 30 grader. Vi er blevet godt grillede, og mit fjæs er fyldt med fregner. Ikke en eneste gang har jeg haft jakken ude af rygsækken. Huen og handskerne har ligget i bunden sammen med Thures fiberjakke, og jeg har givet den gas i korte tights og singlet.

Vi har ikke løbet meget. Ruten var teknisk en hel del hårdere, end jeg havde forventet. Hver dag har vi krydset mindst et højt pas. Til gengæld har vi speed-hiket. Vi vandt tre dage undervejs ved at lægge etaper sammen, så vi ankom til Zermatt ni dage efter start i stedet for 12. Og vi kunne godt have gjort det hurtigere, fordi vi flere dage ankom til hytten først på eftermiddagen. Men vi ville også nyde det, og det var fint at have korte dage ind imellem.

Jeg har fået nye idoler. Vi mødte en del ældre/gamle kvinder, som vandrede alene i Alperne. Jeg elskede at møde dem. Der kom de. Stille og sejt arbejdende sig op og ned ad stejle pas. De ankom typisk sent til hytterne. Satte sig ved et bord med en lille karaffel rødvin, mens de nød den smukke solnedgang. Spiste et godt måltid og nød vinen, inden de trak sig tilbage til deres værelse eller seng. Det gider jeg godt, når jeg bliver gammel.

I dag? I dag har jeg vågnet langsomt. Nyt min morgente og læst aviser og magasiner. Sorteret lidt billeder og uploadet til Jesper. Og så ser det jo ud til, at vi har taget noget tørvejr med os hjem. Så efter frokost smuttede jeg alligevel i løbeskoene, de rene, og driblede en lille tur ud på Amager. Men så blev jeg grebet af stemningen og blev ved med at løbe. Langt ud på Kalvebod Fælled, hvor køerne og fuglene hilste på, og hjem gennem Amager Fælled og Nokken, så jeg fik hilst på det meste. Og GUDER var det godt med flade grusstier? Og løbesko, der ikke lugtede af selvdød gnu? Og jeg ved ikke, jeg kan tage fejl, men det føltes som om de kilo, jeg har smidt i Alperne, gjorde mig flyvende. Men hvad ved jeg. Jeg løber jo ikke med ur. Alligevel var der gået næsten to timer, før jeg var hjemme igen.

Og så må man jo åbne for det der internet. Læse lidt blogs, tjekke opdateringer ud, se på lidt nyheder – og så langsomt, langsomt lade blikket glide ned over de hunderedevis af mails, der ligger klar i indbakken. For i morgen tidlig er det igen alvor. Og jeg er på workshop den hele dag.

Og valget? I kunne ikke vente, hva? Jeg tror jeg gør som min søn. Går på biblioteket og brevstemmer – og melder mig helt ud af valgkampen.

Bjergløb eller badeferie?