Jamen, Århus, for fanden da

Lørdag morgen stod jeg fælt tidligt på et tog vestover for at være med til at fejre min søsters fødselsdag. Og svogers med. De har planlagt alting så fint, at de rundede halvtreds med en lille måned imellem. Og det lagde grunden til en seriøs fest i udkanten af Århus. Med festlig mad og live-band og silkekjoler og høje sko.

Århus er festugeramt, og jeg har en ordentlig bunke blandede festuge-erindringer i baglommen. Lidt nostalgisk er man vel, så derfor den fælt tidlige start, så jeg kunne nå en smule festuge-udforskning.

Jeg blev spyttet ud af hovedbanegården og satte glad – og lidt søvnig – afsted nedad Strøget, mens jeg kiggede vinduer og spejdede efter festligheder. Jamen okay, – klokken var selvfølgelig kun knapt ti, og byen var stadig lidt slumrende. Og pludselig blev jeg smerteligt mindet om, hvorfor man ikke kigger vinduer, mens man går, om morgenen i festugen. B R Æ K og T I S. I lange baner. Og gå aldrig, aldrig i klipklapper.

Det var svært at finde festlighederne. Der var lidt sand spredt ud på Klostertorv, og et ufærdigt flisemaleri på Store Torv. Aflyst p.gr.af regnen, sagde et skilt. Univers på Bispetorv er ikke længere, og jeg mødte ingen formiddagsmusik på sådan en lørdag. Derfor kom jeg til at købe et par sko. Hvis nu der havde været festligt, var det aldrig sket. Og det var ikke løbesko. Og slet ikke af den fornuftige slags.

Jeg blev sulten og så mig rundt efter en frokostmulighed. Altså, Århus, det må du kunne gøre bedre. Selvfølgelig kunne jeg  have sat mig på en café ved åen. Men jeg ville have noget frokost, som kunne nydes på en bænk, mens jeg kiggede på Århus. Jeg trissede til sidst tilbage til Banegårds Plads og købte en sandwich. Og spiste mig af med en bænk bagved rådhuset. Skulle nok have valgt åen alligevel.

Således faldt nogle slør fra mine øjne om Århus midtby’s fortræffeligheder. Jeg siger det ganske stille, men det er fandme sjovere at købe sandwich med til en bænk i København. Udvalget af både sandwich og bænke er bare større. Sorry, Århus, jeg ved, jeg er svigefuld.

Og så følte jeg mig mættet med jysk midtby og gav mig udi at lede efter en bybus til min søster. Og hvad f……. Den 18’er, som plejer at køre til Hans Broges Bakker, kører nu til Elev. Som er noget ganske andet. Jeg så mig en anelse febrilsk omkring. Ale busser hed noget andet, end sidst jeg var der. Et oversigtskort for svagtsynede ville have været på sin plads. Efter at have snurret lidt fortvivlet rundt om mig selv en tid, fik jeg øje på en bus, der hed ‘Brabrand Nord’. Jeg spurgte chaufføren, om han kørte i nærheden af Hans Broges Bakker? “De’r ingen, der kører op a’ bakkern’, sagde han. Nej, nej, men bare i nærheden? Han kastede sig ud i en lang og lettere vanvittig forklaring, og jeg resignerede og steg på. Jeg kunne da for fanden selv gå op ad den bakke, ik?

Altså, Århus. Du virker sådan lidt slidt og forsømt. Tænkte jeg en anelse vemodigt, mens bussen sneglede sig afsted mod Branbrand. Er jeg bare blevet af-århusianiseret?

Men festen, venner, festen var der ikke noget i vejen med. Altså fødselsdagsfesten.

Og hvis I venter utålmodigt på billeder fra Alperne, så smut hen på Jespers blog en tur. Mens I venter på, at jeg får skrevet lidt om turen.