Jeg er i den grad beamet tilbage til basen. Arbejdsbasen, that is. Og pludselig er det blevet en smule fjernt at lancere korte indlæg om to uger i Alperne. For slet ikke at tale om tid til at organisere billeder. Alle dem, der tror, offentligt arbejde er en loppetjans, tier stille eller får en lammer.
Men jeg kan ikke udsætte det uendeligt. Jesper har allerede produceret to afsnit fra turen, så dem er der ingen grund til at gentage. Af en eller anden grund kan jeg ikke linke det enkelte indlæg – eller kommentere, så I må tage hele hans blog med.
Og derfor bliver temaet for dette første indlæg lidt om rutens beskaffenhed. Med andre ord – her kommer lidt billeddokumentation af baggrunden for, at vi faktisk løb temmelig lidt. Det var der nemlig rigtig gode grunde til. Til gengæld gik vi pænt stærkt.
Står og kigger lidt drømmende mod Mont Blanc massivet fra Francoise’s hyggelige chalet i Chamonix. Altså inden vi startede. Francoise reddede vores røv den allerførste dag, da det hostel, vi havde booket hjemmefra, viste sig at være forladt, uden elektricitet og langt fra byen. So much for planning. Francoise var med i bussen fra Geneve og tilbød os en seng i sit chalet. Og viste sig at være en ret spændende kvinde, som jeg håber at se igen. Nu har vi i hvert fald altid overnatningsmulighed i Chamonix.
På vores anden dag misforstod vi helt dette og opfattede det som stejlt og løbeuegnet. Vi skulle blive meget klogere. Men noget skrammel at gå i var det.
Farvel Frankrig – og ned ad bakken ind i Schweitz.
Løbe her? Not.
På vej mod vores første af mange seriøse pas undervejs.
Heller ikke den anden side af passet gav lyst til at løbe.
En af ganske få lejligheder med en tynd softshell på. Vi bevægede os jo rundt i korte ben og ærmer med fuld sol på programmet stort set alle dage.
Løb? Nej vel?
Vi krydsede en del mindre vandløb. Her gælder det om ikke at være for langsom, men løb kan det næppe kaldes.
Ind imellem kunne det nærme sig mere klatring end løb eller hiking.
Og nu strejker WordPress, så det var hvad det kunne blive til på sådan en tirsdag. Næste afsnit bliver noget om betagende udsigter. Når WordPress vil igen.
Helles Blog 
Ser fantastisk ud.
Det VAR fantastisk på en måde, som små billeder slet ikke kan retfærdiggøre.
Så lad os se om jeg ikke kan linke til dem: http://www.waka.dk/ultraloeb/archives/860 og http://www.waka.dk/ultraloeb/archives/882
Ja det er meget sært. Jeg kan slet ikke åbne det enkelte blogindlæg på din blog.
Ok man kan jo se, at der står France på stenen. Men ellers ligner det da sådan noget måne eller anden planet-landskabs-noget? Kan godt forstå, at det ikke lige var til at løbe. Og jeg piver ikke over bakkerne i skoven…. pfuiiii….
Og så ser du ski’e godt ud. Det klæ’r dig at være i bjergene.
Knus
Aj, der er da græs og alting. Men bakkerne er lidt større end i St Dyrehave.
Og tak. Jeg elsker at være i bjergene.
Vil også nok sige at det ser meget optimistisk ud at tro man kan løbe i det terræn. Men en god klatretur er vel også godt for konditionen og udsigten er jo den samme…
Lidt jubeloptimister er man vel altid?