Noget om kønhed

På vores vej fra Chamonix til Zermatt mødte vi ikke nær så mange mennesker, som vi havde forventet. Men der var et par englændere og et par amerikanere, der krydsede vores vej flere gange. De var alle fire i tresserne. Det engelske par havde været gift i en menneskealder, og da de endelig var blevet af med børnene, var de begyndt at vandre i bjerge. De vandrede afsted om morgenen i hvide skjorter og hun i nederdel. Ikke så hurtigt, og de snuppede en lift eller en bus i ny og næ. Men de knoklede op over de samme høje pas, som vi gjorde. Amerikanerne var et nyere par, som ikke boede sammen, men som havde fundet en fælles glæde ved at vandre i bjergene. Hun gik meget langsomt, og de fulgtes ikke, men mødtes på ruten i løbet af dagen. “I’m slow, but I’m getting there”, sagde hun med et glad smil.

Hvad er det, der får os og endnu mere halvgamle folk til at knokle afsted time efter time, dag efter dag? Jo, nogen af os har en nærmest sygelig tilfredsstillelse ved at arbejde os til grænsen af vores formåen. Jo mere sved på panden, jo bedre. Jo mere hjertet er ved at sprænge brystkassen af anstrengelse, jo bedre. Men en del af belønningen er den ene udsigt efter den anden. Udsigter som vores lille nuttede land aldrig kommer i nærheden af at kunne give os. Jeg kan blive fuldstændig overvældet af al den kønhed. Mens jeg i min dagligdag sprinter rundt på cykel for at nå fra det ene møde til det andet, skriver rapporter, ansøgninger, artikler med tungen hængende ud af munden – og råber på underholdning i de frie timer. Ja så kan jeg i bjergene få timer til at passere med at glo på skyers bevægelser, sneen på bjergtoppene, solens vandring over himlen og små stædige blomster, der skyder op mellem klipperne.

Så here comes…… Mine ydmyge skud af fabelagtige udsigter, som ikke kommer til deres ret. Men som måske kan give et lille bitte indtryk. Og som måske kan friste andre til at stikke af ud i vildmarken og sjælefreden.

Mont Blanc massivet set fra Chamonix

Søen i Champex, hvor vores trætte, ømme fødder fik en velfortjent kølig afvaskning. Det var tæt på nuttet at indtage aftensmaden ved søbredden.

Ikke et skidt sted t tilbringe en nat, vel?

Skumringstime på terrassen.

Et hvil med udsigt.

Moiry-gletcheren set fra hytten. Eller det der er tilbage af den. Gletcherne er på hastigt tilbagetog i Alperne, og det er meget synligt.

Lille by på kanten

På vej op ad Matterhorn. Det er sgu da et imponerende bjerg, ikke?

For de interesserede anes starten på normalruten mod toppen. Den er desværre boltet hele vejen.

Hoernli hytten på Matterhorn, som er starten for topforsøg på normalruten. Og så er det vist nok med det bjerg.

Et kig mod Monte Rosa massivet fra Matterhorn.

Og således beriget med et lille bitte uddrag af alpe-kønhed, kan man jo roligt hilse en helt almindelig torsdag velkommen. Og forstå lidt af, hvorfor en amerikansk kvinde gider knokle sig langsomt afsted i 10-11 timer dag efter dag.

2 thoughts on “Noget om kønhed

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s