På eventyr med DSB

Jeg sidder hos DSB med to småpiger, der næsten har glædet sig ihjel til at sidde her i fire stive timer. Mens vi er på vej til at fejre min mors 80 år. Sådan er det at vokse op i en bilfamilie. Vi tager nemlig ikke til Randers. Vi rejser. Siger Ella med stjerner i øjnene.

Den ene småpige er drattet om på sædet af bar udmattelse og sover fast. Den anden ser Tornerose på compueteren. En nærmest hverdagsagtig tur bliver til et eventyr, når man ser det med en to-årigs eller en fire-årigs øjne.

Allerede på hovedbanegården bliver man ramt af en snert af panik, når man kun er en meters penge. Folk haster frem og tilbagekufferter, der kan slå enhver fire-årig omkuld. Hvorfor er de ikke på arbejde?? På perronen er der tæt af store mennesker, og en fire-årig har ingen idé om køreplaner og numre på togvogne. Hun ved bare, at hun skal med toget. Sammen med sine voksne. Så hun hager sig lidt febrilsk fat i klapvognen. Lidt skræmt af skoven af store mennesker og det store spørgsmål om, hvordan man får sig selv og klapvogn og kufferter inden i toget. Inden det sætter igang. Og den største rædsel – at blive efterladt på perronen uden sine egne voksne.

Men det lykkes. Klapvogn, kufferter, voksne og børn kommer trygt ind i vogn 72, og vi flytter ind på sæderne omkring vores bord. Af med støvlerne, frem med tegnepapir og madpakker. Off we go. Mens vi sidder med øjnene klistrede til vinduet og får øje på traktorer, fugle, heste, køer og andre eventyrlige sager. Det er en fest at være tæt på andre mennesker. Tisseturen bliver en ekspedition. En opdagelsesrejse i ukendt land. Storebæltsbroen er magi, og tunnelen næsten ubegribelig. Så meget vand.

Og vi snakker Oldemormor og Oldemorfar. Og om den store fest i morgen. Og om alle gaverne, vi har med. Mens toget langsomt æder sig gennem landet. Og vi glæder os til at være sammen med vores monsterstore familie et par dage.  Og jeg glæder mig til at løbe på Pramdragerstien langs Gudenåen, når jeg vågner i morgen.