Hverdagsliv i det forrige årtusinde

Mens mit skriveprojekt langsomt vokser i omfang og hele tiden sender drillenisser på banen, går jeg på jagt i gamle dagbøger på nettet og i skufferne. I drømmer ikke om, hvor mange tætskrevne sider mit hjem rummer. Og jeg hører ikke til den slags, der har bøgerne sirligt arrangeret på en særlig hylde, hvor de listes efter årstal. Næ nej, jeg har en skuffe. Eller flere skuffer. Og kasser. Jeg har bøger, der er startet på en bestemt ekspedition eller rejse. Jeg har bøger, hvor skriveriet pludseligt er gået i stå. Og jeg har bøger, der er rodebunker af dagbogsnotater, arbejdsnotater, huskesedler, små digte og telefonnumre. Og så selvfølgelig bøger fulde af dumme kærester, der er skredet og har stukket knive i hjertet. En Feng Shui vejleder ville falde om i akutte kramper over min indretning. But it works for me.

Og så fandt jeg denne lille perle.

Er det ikke bare en gammel kinabog, spørger du? Det kunne man tro. Men denne bog er forløberen for sms i vores familie. Siden børn begyndte at skulle noget, har vi kørt sådan en bog. Også før børnene selv kunne læse. Jeg ved slet ikke, hvordan familier overlever hverdagen uden sådan en. Og det udløste små jubelspjæt, at jeg havde gemt denne her. Som er fra engang i det forrige årtusinde, og jeg levede midt i Århus med mine tre unger. Hvor et par af dem flyttede lidt ud og ind. Den er en guldgrube af gamle skriblerier. Bogen var simpelthen vores måde at kommunikere på vej ud og ind ad døren, når vi ikke lige sad sammen. Jeg faldt helt i staver over den og svælgede i gamle beskeder til og fra hinanden fra et længe forsvundet hverdagsliv i ø-gaderne i Århus.

Jeg har klukket mig igennem den ene besked efter den anden og husker glemte historier. Mens jeg bliver lidt forpustet over farten på vores liv. I den periode læste jeg på universitet, trænede hver dag og – nå ja – arbejdede. Sofie gik på gymnasiet og arbejdede på restaurant Bone’s. Mia var i Rom og flyttede hjem igen en periode og arbejdede i Salling. Morten gik i gymnasiet og flyttede senere først hjemmefra og senere hjem igen, mens han arbejde på genbrugsstationen i Lisbjerg. Og begyndte at lave film.

Der er ikke en eneste dato i bogen. Den lå simpelthen altid slået op på spisebordet, så vi fortløbende kunne fortælle hinanden, hvor vi var. Eller minde om telefonbeskeder på svareren. Eller fortælle, hvem der spiste med til middag, for vi var sjældent under fem.

Og jeg brød sammen af grin, da jeg blev mindet om det her lille feriebegivenhed.

Og jeg racede selvfølgelig storgrinende til banegården og stod parat med penge til busbilletten. Kors hvor har jeg reddet hans røv mange gange. Nu betaler han tilbage med Mac-assistance.

Endelig var bogen fin til at stikke en undskyldning, mens man stadig huskede det. Det er vi nemlig ikke for fine til i vores familie. Og heldigvis for det, for vi har et til tider ret eksplosivt temperament. Det handlede vist om et skrivebord.