Vildmarksalliancer

Der har været feriestemning på falderebet. Siger jeg på den næstsidste feriedag efter fire ugers ferie. I Danmark. Jeg ved godt, at resten af landet hyler over vejret, men jeg har haft det vejr, jeg kunne ønske. Og så har et langt livs blandede erfaringer måske bare lært mig, at det er mig, der indretter mig. Ikke vejret.

Jeg har været på lejr med Alma. Nogen må påtage sig at lære de børn om natur og friluftsliv, og det bliver ikke deres forældre. Jeg øjner selvfølgelig fremtidige turmakkere og griber opgaven med begejstring. Det giver også en mulighed for at have dage helt alene med hende.

Vi tog på besøg hos Katrine i Karlebo, som havde inviteret på lejr i haven. Hun har en Anna på alder med Alma og en have med plads til telte. Og Alma tog imod lejrlivet med åbne arme. Teltene blev indrettet med malebøger, papir, tuscher, perler, kalaha, kort og bøger. Og bamser. Nå ja, og med liggeunderlag og soveposer. Og bortset fra huset i haven med køleskab og toilet. Og en enkelt ro-finale i fjernsynet. Så var vi på lejr med mad på trangia, lejrbål og soveposer. Vi gik sent i seng og vågnede med solen på kinderne i teltet. Mens vi missede med søvndrukne øjne, sludrede vi om dagen der gik, og dagen der kom. Som jeg for 3000 år siden gjorde med mine egne små piger og drenge på andre lejrpladser.

Mit bjergtelt med plads til to har været pakket ned i nogle år. Nu blev bjergstøvet rystet ud, og støvet rystede endeløse historier ud om lejrpladser på stejle bjergsider, heftige storme og dyb sne. Om venskaber og konflikter og om store naturoplevelser. Jeg blev endnu engang forbløffet over, hvad det telt har tålt. Der er også lidt skrammer og huller her og der, men det holder endnu. Og jeg tror nok, at jeg lige fik lagt en god grund til en fremtidig turmakker i vildmarken. I hvert fald har vi aftalt en weekendtur i efteråret med pigerne til et godt sted i en skov.

Alma blev hentet af familien fredag middag, og jeg pakkede selvfølgelig cyklen og cyklede hjem til København. Og vejret? Jamen vi havde al den sol, vi kunne ønske os.