What makes your day?

Det er aldrig til at forudsige, det der med gode og dårlige dage. Tag nu i går. Jeg brugte natten på at fejre en sæson næsten uden astmaanfald. Med et astmaanfald. Ikke et af de rigtig slemme, men dog nok til at holde mig i siddende stilling nogle timer. Og helt droppe at lukke øjnene. Alligevel må jeg være faldet i søvn ud på de små timer. For da vækkeuret bimlede, vågnede jeg. Og det kan man jo kun, hvis man sover. Nej, nej, nej, tænkte jeg. Med grus i øjne og hjerne og beton i resten af kroppen. Skulle man ikke være syg på sådan en dag? Blive under dynen, få lungerne i ro og se en dårlig film?

Men jeg skulle tisse, så jeg stod op. Og vågnede. Til erkendelsen om, at jeg i vanvare havde lovet et oplæg allerførst på dagen. Som jeg fortrød, fordi jeg blev overmandet af en følelse af ikke at være klog nok i det selskab. Jeg havde sendt en artikel rundt om et engelsk studie om telemedicin, som var blevet (mis)brugt af en række politikere, inden resultaterne var validerede. Sådan en artikel er fyldt med statistik, og det ved jeg jo ganske enkelt meget lidt om. Jeg har en uddannelse i antropologi, og der var ikke mange tal på banen i de år. Det begrænsede sig vist til årstal, sidetal og karakterer. Så det var en pæn katastrofe at stå der foran en bunke kloge læger. Med søvn i øjnene og grus i hjernen.

Men så gik det bare skidegodt. Jeg vågnede helt op. Og cyklede hele vejen til Hillerød fra Hvidovre på en af den slags dage, hvor alle, ALLE, smilede i hele femøren, når de ser mig. I Hillerød nåede jeg at få en ulmende følelse af pressethed til at lægge sig. Fordi jeg fik en slags overblik. Og en erkendelse af, at jeg jo kan nå det, jeg kan nå. Med sådan en glad basken i maven.

I tindrende solskin cyklede jeg en enorm omvej til Lyngby for at spise hos min veninde. Gennem grønne marker og blomstrende grøftekanter. Og så tussede jeg det sidste stykke hjem i seng ud på aftenen. Og sov uden astma.

Sådan en dag kom jo pænt skidt fra start. Jeg hader, når jeg ikke får sovet, jeg hader at have astma, og jeg hader at stå og fake med en powerpointpræsentation. Jeg aner ikke, hvad der fik dagen til at tage et kækt højresving og smutte op af Glad-bakken, men det var ualmindeligt dejligt at være mig. Hele dagen.

2 thoughts on “What makes your day?

  1. Og det er ualmindelig dejligt at læse din blog.
    Men Helle jeg er nødt til at spørge. Dengang du havde tre små børn og et fuldtids arbejde, fik du da også trænet og oplevet verden?
    Sidder her med bare to små og har næsten ikke trænet siden jeg fik den første. Sådan er der nok mange som mig. Hvordan har du gjort? Hvad har fået dig ud af døren? Var du aldrig segnefærdig træt?

    • Tak for din søde kommentar. Jo for fanden. Jeg har været lige så fuldstændig gennemsyret træt, som alle jer med små børn i dag er det. Og mens de var helt små blev det vist mest til noget gymnastik, svømning og badminton, hvor jeg kunne have dem med. Og cykelture. Jeg tror, løbeturene altid har været min måde at have tid for mig selv. Og det er det vist stadig.

      Da de var små, ungerne, rejste vi mest til England, fordi min svigerfamilie boede der. Senere, da jeg blev skilt og aldrig havde nogen penge, tvang jeg dem på cykelferier. Og de blev ret skrappe til at cykle langt. Senere har jeg rejst med dem, også efter de blev voksne. Og det håber jeg, vi kan blive ved med ind imellem. Bare i det små.

      Jeg har nok altid haft lidt ild i røven og losset unger og det hele med i skoven og på ture. Jeg tror, mine sygdomsoplevelser bare har understreget for mig, at træthed ikke skal holde mig i sofaen. Måske bunder det hele i, at jeg vil opleve det hele og helst ikke gå glip af noget?

      Men jeg tror, det er vigtigt at holde fast i hver ting til sin tid. Det giver ikke mening at træne røven ud af bukserne, mens ungerne er små og har brug for en masse fælleshed. Det giver heller ikke mening at prioritere sig selv og sine drømme om at udforske fjerne dele af verden. Man kan gøre det i det små, hvor man kan få det hele til at hænge sammen.

      Nå det ender vist med at blive en slags indlæg helt for sig selv. Det giver jeg lige en tanke og lidt plads en anden dag. Men fortvivl ikke. Man kan altid vende tilbage.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s