Jeg blev overrasket af min festklædte veninde i aftes. Mens jeg iført ret brugt løbetøj, sludrede med min mor i telefonen, ringede hun på døren og trådte ind med et begejstret TILLYKKE. Som omgående fadede i hendes spørgsmålsramte ansigt. Da hun øjnede løbetøjet og ualmindeligt hverdagsrod i stuen.
Selv fik jeg et øjebliks strejf af angst for, om kalenderen igen spillede mig et puds. var jeg blevet et år ældre uden at opdage det? Var det nu, jeg havde inviteret. Havde kridttiden for alvor sat ind? Så et splitsekund for mig, hvordan det om lidt ville strømme ind med kvidrende kvinder.
Så brød vi sammen af grin og satte og midt i hverdagsrodet med en flaske rødvin, mens latteren krampede enhver sætning.
Kollisionen mellem fest og hverdagsrod, mellem fiks kjole og surt løbetøj – måtte nødvendigvis lade fest og kjole nyde sejren. Vi drog til Vesterbro. Hvor vi stadig storgrinende spiste os igennem et okay indisk måltid. Lidt tilfældigt dryssede vi ind på Café Mandela. Og her fik vi weekendens bonusoplevelse i form af et lille orkester, Du Gamle Måne. En helt usædvanlig kombination af operasanger og jazzmusikere. Vi hang ud og lyttede med åben mund og polypper. Sangeren, Nikolaj Schiøtz Winding, viste sig at være barnebarn af hedengangne Axel Schiøtz. Vi var tryllebundne. På deres Facebookside skriver de om sig selv: Du Gamle Måne spiller musik fra dengang et godt popnummer, var noget man hørte i en revy. 30’er nostalgi uden ironi og dikkedarer. Med kombinationen af klassisk tenor og jazz akk søger vi et udtryk man ku’ kalde “forfriskende gammeldags”.
Fyldt op af det trylleri, en almindelig lørdag ved indviklede sammensurier af tilfælde kan byde på, trissede vi stadigt grinende hjem. Og frydede os over at have fået vores helt egen fejlfest.
Helles Blog 