I dag har jeg følt mig ældre end i går. Det har muligvis noget at gøre med vin og slåen gin. Eller at jeg først kravlede under dynen på sofaen omkring klokken fire. Fordi en flok storsnakkende, varme og enormt sjove kvinder berigede mig med deres selskab. De viste på overbevisende måde, at 17 kvinder sagtens kan være i mit køkken, og da de først havde bænket sig, blev de siddende. Og godt for det, for jeg kunne slet ikke få nok af dem.
Vi fejrede, at jeg igen var blevet et år ældre. Bare fordi jeg omgående benyttede lejligheden til at bænke de betydningsfulde kvinder omkring lidt mad og vin. Det er så meget bedre, end at kaste sig hen i hjørnet og jamre over tidens tand, rynker og løs mavehud. Det er jo latterligt at bruge sin tid på. Vi bliver ældre hele tiden, ligegyldigt hvor meget vi kunne ønske noget ungdom forlænget på ubestemt tid. Der er ikke noget mere latterligt, end at bruge tiden på at ønske sig noget andet, end man er.
Alder er et vilkår. Den kommer snigende i en ustoppelig strøm, selvom jeg inde bag rynkerne og den løse hud bliver ved med at opføre mig, som om den ikke ekstisterer. Jeg er jo glad for at blive ældre. Alternativet kan jeg ikke forestille mig. Hvilken rædsel at sidde fast som 15-årig? Eller bare ikke blive ældre. Ophøre med at eksistere? Nej vel? Jeg tager rynkerne og den løse mave med. Prøver at se dem som mine fortjenstmedaljer. Der hvor jeg kan se, at livet er blevet levet. Med omhu. Og det må man gerne være lidt stolt af.
Alt dette nåede jeg at tænke lidt over de sidste par timer inden det festlige køkken. Livet er en tyndvægget, spraglet luftballon. Derfor skal det leves stærkt. Der var nemlig en veninde, som alligevel ikke nåede frem til mit køkken. Med stemmen knækket af angstfyldte hulk, fortalte hun, at hendes mand fuldstændig uventet var blevet akut og alvorligt syg, siden vi havde sendt sms’er til hinanden et par timer tidlgere. Sådan bum. Enhver festlig fornemmelse sivede ud af mig og blev erstattet med sorg og medfølelse. Og alt for meget alvor.
Og mens jeg nu halvhjertet snittede videre på grøntsagerne og piskede æg og chokolade til kaloriebomber, kunne jeg bare mærke, at jeg på en måde skyldte både ham og hende at holde fast i at fejre det liv. At min venindes sorg og angst ikke ville blive mindre af en aflyst fest. At det ville glæde hende at høre, hvordan mit køkken var fyldt med liv og latter.
Derfor kunne jeg alligevel feste. Og bekræfte min veninde i livet, da vi talte i telefon i morges. Og delte hendes angst.
Helles Blog 