Egentlig havde jeg sagt mit farvel til det blå gastårn. Og så blev jeg alligevel helt sådan barnligt tændt på at opleve eksplosionen. At se det store tårn lægge sig helt tæt på. Noget med brag og ild og røg. Derfor trådte jeg i pedalerne for at nå frem i tide. Og det gjorde 20.000 andre også. Den slags opmærksomhed er Sydhavnen slet ikke vant til. Og jeg opgav at komme helt tæt på. I stedet trak jeg mig tilbage sammen med andre sydhavnere på en bro ved en af haveforeningerne. Her stod vi så og piskede en stemning op sammen. Med fin udsigt til det blå tårn. Jo, jeg blev sgu sådan lidt trist. Vi talte ned sammen. Jeg indstillede kameraet, og pludselig kunne vi høre sirenen. Fuglene omkring os havde luret ugler i mosen og flagrede omkring os. Lidt røg fra toppen af tårnet, og så lagde det sig langsomt og værdigt. Og braget kom tumlende lidt efter.
Farvel gamle tårn.
Og væk var det. Og fuck hvor var jeg lidt vild med den eksplosion. Jeg kommer også næste gang, noget skal sprænges i luften.
Helles Blog 
Tak for delingen =) Det er og bliver jo et vartegn som nu er væk, flotte billeder – var ikke klar over du var vild med eksplosioner!
Nej, det vidste jeg også først ved middagstid i dag
jeg tror også at jeg kunne finde på at være ret vild med det eksploderende!