Så fat det dog…..

…vi blir sgu da allesammen gamle. Jeg hvilede hjernen en halv times tid med et program, der handlede om nogen, der gerne ville være yngre. Eller i hvert fald snyde andre til at tro, at de var yngre. Fjernsynet myldrer med folk, der gerne vil være yngre for tiden. Og jeg får lyst til at skråle højt i kor sammen med Lone Kühlmann: Så fat det dog! Who are you kidding?

Selvfølgelig har jeg set mig deprimeret, nej nærmere desperat, i spejlet. Specielt når jeg cruiser forbi mit nye skab ved siden af vaskemaskinen, når jeg tøffer på toilettet tidligt om morgenen. Det har nemlig spejl på hele fronten. Og det kan være hård kost på morgenkvisten. Før jeg får lagt ansigtet i konsulentfolder og smurt lidt make up rundt om øjnene. Og ikke mindst – får kastet noget tøj omkring min halvnøgne krop.

Jeg har med mundvigene under hagehøjde gloet olmt på det løse maveflæsk og den måde, huden bare kommer til at ligner flæskesvær inden stegning. Når jeg sover for lidt, kan det ses. Sene nattetimer laver bare flere rynker rundt om øjnene. Mit ansigt er fuld af rynker. Fordi jeg har brugt den hud i mange år. Jeg gider ikke spilde min tid med at være utilfreds med mig selv. Over noget der alligevel er på fremmarch. Og jeg har lagt mærke til, at det ikke klæder mennesker at lade som om, de er noget andet, end de er. Folk bliver kønnere af at hvile i den alder, de nu har.

Jeg tror godt, jeg kan forstå dem, der får lavet kirurgiske indgreb for noget kropsligt, der virkelig generer dem. Og det er ingen hemmelighed, at jeg går all in for at spise ordentlig mad og at holde kroppen i god form. Men for at lade som om, man er yngre?

Jeg er ved at komme overens med mit kropslige forfald. Det er måske også nemmere, når jeg sprinter rundt ovre på Amager Fælled hver dag. Eller. Nå ja – lunter. Og når jeg laver en full body Ole Henriksen i havnebadet, og får huden til at trække sig sammen i chock. Men det andet er simpelthen for åndssvagt. Og der er ingen grund til at slå mig permanent ned i sofaen, mens jeg kommer overens med forfaldet. Jeg vil hellere være stærk og rynket end slap og glat. Det kan til hver en tid gøre mig sprudlende glad, at jeg kan løbe fra nogen. Eller ro langt i kajak. Eller være stærk i bjergene.

Jeg er glad for alle de år, jeg har levet. Faktisk er der meget lidt, jeg gerne ville have undværet. Og faktisk er det okay, at det kan ses i mit ansigt. Og på min krop. Jeg har levet løs. Og gjort det meget godt. En dag er det slut. Ville det ikke være en skam at kunne sige til sig selv på den yderste dag, at man havde brugt livet på at se yngre ud?